Læsetid: 3 min.

De rå realiteter banker på

Det begavede franske religionsdrama 'Om guder og mænd' fortæller en kæmpestor historie via små, yndefulde armbevægelser
'Om guder og mænd' modtog juryens Grand Prix i Cannes, blev kåret til Årets Bedste Film af den internationale kritikersammenslutning og vandt den franske César. Filmens vel nok mest mindeværdige figur er klostrets læge Luc, spillet af Michael Lonsdale, der med sine fredfyldte og snart 80-årige ansigtstræk er perfekt i rollen.

'Om guder og mænd' modtog juryens Grand Prix i Cannes, blev kåret til Årets Bedste Film af den internationale kritikersammenslutning og vandt den franske César. Filmens vel nok mest mindeværdige figur er klostrets læge Luc, spillet af Michael Lonsdale, der med sine fredfyldte og snart 80-årige ansigtstræk er perfekt i rollen.

Grand Teatret

7. april 2011

Den britiske filminstruktør og ateist Terence Davis sagde for et par år tilbage, at symfonimusik for ham er en fuldgod erstatning for religiøs tro. Jeg håber derfor virkelig ikke, at han er gået glip af en exceptionelt smuk scene hen imod slutningen af det franske drama Om guder og mænd. Her spiller om man så må sige Tjajkovskijs Svanesøen nemlig en essentiel rolle, og en mulig tolkning er, at der her på kloden findes en kraft så vild, voldsom og transcenderende, at det er alt rigeligt.

I det hele taget er Xavier Beauvois' film rig på mulige tolkninger. Den griber ganske vist fat om glohede kartofler som kultur- og religionssammenstød, men gør det med fuld kontrol over sit temperament og uden didaktiske armvridningsmanøvrer.

Det er en film, som skildrer, hvordan tro kan afføde handlinger så vidt forskellige som at give et fattigt barn et par nye sko til at gøre kort proces med dem, man ikke deler livssyn med.

Om guder og mænd er desværre inspireret af virkelige hændelser, der fandt sted i midten af 1990'erne. Filmen udspiller sig næsten udelukkende i et kloster i Atlas-bjergene i Algeriet, der som bekendt er en tidligere fransk koloni. Her udgør en flok fortrinsvis ældre trappistmunke en kristen enklave i det muslimske lokalsamfund.

Det indre drama

Hvis munkene i begyndelsen af filmen ikke altid selv ser verden brænde, mærker de afgjort flammernes varme på huden og røgen i øjnene, når de for eksempel hører om en ung kvinde, der er blevet knivdræbt i fuld offentlighed for at forbryde sig mod det religiøse regelsæt.

Da en flok islamiske ekstremister braser ind i klosteret, må nogle af munkene sande, at principper kan bøjes, når først man har fået stukket et skarpladt skydevåben i ansigtet. Ekstremisternes mission er den at fordrive udlændinge samt alle, der ikke deler deres egen religiøse overbevisning, og de er ikke længe om at demonstrere, at de ikke betragter menneskelivet som noget helligt.

Munkenes jordiske beskyttere, den algeriske hær, fremstår mere som bøller end som frelsere. Lederen af klostret, der passende nok bærer navnet Christian (og spilles med eminent tyst autoritet af Lambert Wilson), beder de øvrige munke gøre op med sig selv, om de vil blive eller rejse hjem til Frankrig. En stor del af filmens lavmælt intense drama udspiller sig på netop disse indre linjer, i munkenes hoveder, hvor det måske største dilemma i deres lange liv nu på voldsom vis har manifesteret sig.

Beauvois gør meget ud af at lade sit kamera dvæle ved dagligdagens religiøse ritualer, som i deres ophøjede ro bestemt fremstår som en modsætning til det kaotiske liv uden for murene. Blot er skellet mellem dem papirtyndt, guds repræsentanter synes lige så sårbare som alle andre, og dermed bliver deres tro for alvor sat på prøve.

Er klostrets rolle i lokalsamfundet vigtigere end munkenes personlige sikkerhed? Vil Gud komme dem til hjælp?

En fri mand

Filmens vel nok mest mindeværdige figur er klostrets læge Luc, spillet af Michael Lonsdale, der med sine fredfyldte og snart 80-årige ansigtstræk er perfekt i rollen. Trods sin høje alder og sit skrantende helbred bedyrer Luc, at »han er en fri mand«, fordi han ikke frygter døden. Karakteristisk nok afleveres denne store udmelding på en måde, hvor det primært er op til tilskueren selv at levere det dramatiske eftertryk.

Klostrets yngste medlem deler imidlertid slet ikke Lucs sjælefred. Prøvelserne får ham til at spekulere over, om hans tro er værd at gå i døden for. Om martyrstatus alligevel er overvurderet. Fordi vi ved, at han nu er sprunget ud som tvivler, har det en helt særlig, lettere ikonoklastisk effekt, når vi ser ham bede, mens sollyset falder ind af vinduet. I det hele taget er Caroline Champetiers fotografering et af Om guder og mænds største aktiver.

Stof til eftersnak

En enkelt birolleindehavers fyrige spillestil skurrer mod filmens overordnede stemning, men det er et fejltrin af de beskedne. Generelt blev denne tilskuer langsomt, men sikkert suget ind i det univers, Beauvois, Champetiers og co. så dygtigt og tålmodigt bygger op.

Om guder og mænd er altså omtrent den perfekte modsætning til den slags film, der får computerspil-versioner eller promoveres i hårdtpumpede trailere. Men med sit høje tematiske ambitionsniveau, mindst lige så beundringsværdige respekt for tilskuerens begavelse og gennemførte modvilje mod at give nemme svar på store spørgsmål, lægger den til gengæld fornemt op til seriøs debat på vinbaren bagefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu