Alene ud fra en konditionsmæssig betragtning var koncerten med Bertrand Chamayou ekstraordinær. Den 30-årige franske pianist gennemførte en musikalsk solomaraton på tre timer, heriblandt en hel del musik af en næsten uoverkommelig sværhedsgrad, og tilmed havde han det hele i hovedet. Der blev på den måde ikke spillet efter noder. Selv om jeg undervejs savnede det ene og andet, var det ubetinget en storslået præstation. På programmet stod Franz Liszts hovedværk for klaveret, 26 kortere og længere eksperimenterende stykker, inspireret af hans møder med Alpelandet og Italien gennem årene 1837-77, udgivet successivt i tre omgange under titlen Années de pèlerinage.
Der er blevet skrevet om disse klaversuiter, at hver enkelt stykke i dem giver stemme til den romantiske musiks specifikke sprog. At de under ét må betragtes som en veritabel encyklopædi for romantikkens udtryksformer. Det er her, den allerstørste udfordring stiller sig for en nutidig pianist. For én ting er at få has på syndfloderne af noder op og ned ad klaviaturet, en anden er at begribe, hvorfor de dybest set er komponeret.
Liszt har som regel angivet en tekstlig inspiration. Mange af dem stammer fra Lord Byrons lyrisk-episke digt »Childe Harolds Pilgrimage«, også Schiller og Dante er med, men grundlæggende er musikken opstået ud fra egne oplevelser på rejse gennem det nyopdagede bjergland Schweiz og Italien. Forjættende steder for en sand romantiker i en tid, hvor osende nordeuropæiske storbyer allerede var begyndt at forpeste klimaet.
Den romantiske virtuos
Vi er ikke forvænt med Liszts musik herhjemme. Danske klaverpædagoger på alle niveauer har stort set aldrig dyrket virtuositeten som en nødvendig disciplin og er dermed gået uden om Liszt, mens musikvidenskabsfolket, med visse undtagelser, ikke har fundet ham lødig nok. Denne formørkede fordomsfuldhed er stadig mærkbar, hvilket kunne aflæses i en del tomme stole på Louisiana, ligesom også DRs transmissionsvogn glimrede ved sit fravær.
Bertrand Chamayou havde i ganske særlig grad et eminent greb om den virtuose Liszt, som i det furiøse stormvejr i »Orage« eller den eventyrligt fabulerende »Tarantella«. Godt greb var der også om den orkestrale lyd, de steder hvor Liszt tvinger klaveret til så at sige at overskride dets klanglige begrænsninger. Det gjaldt fremtoningen af harmoni- orkestret og det tunge slagtøj i den fantastiske »Marche funèbre« for den myrdede mexicanske kejser, et eksperimentarium i klangregi og avanceret musikteori.
Jeg må også fremhæve Chamayous fine tolkning af »Dante-sonaten«, som gengiver indtryk efter endt læsning af Den guddommelige komedie. Franskmanden viste et kolossalt vingefang i denne uhørt fascinerende genfortælling. I de diabolsk faldende oktaver foran Helvedes port med indskriften om alt håb, der lades ude. I forgårdens flimrende antimusik, hvor Dante og hans guide Vergil hører de fortabtes suk, gråd og høje véråb. I jordskælvet af Fis-dur-klange der fremmaner den nedstyrtede, trehovedede Lucifer, siddende fast i en frossen sø midt inde i jordkuglen. Kors for et musikalsk scenarium!
Den moderne Liszt
Men der var andre sider af Liszts geni, som ikke blev åbenbaret lige så overbevisende, eksempelvis i den rislende poesi. Her gled Chamayou ofte over i halvhjertet projicerede fraseringer, indifferente betoninger og underspillede billedmalerier. Magien var på den måde ikke tilstrækkeligt nærværende i impressionistiske vandstykker som »Au bord dune source« eller »Les jeux deaux à la Villa dEste«. Hele den recitativiske elskovs-elegi i »Petrarca-sonet 104« virkede kun delvist forløst, ligesom jeg heller ikke blev forført af de (for Liszt selv) dybt bevægende landskabserindringer i »Vallée d'Obermann«.
»Franz Liszt er den sande fader til den moderne musik,« sagde landsmanden Béla Bartók og hentydede til de sene klaverværker. Til dem hører tredje del af Années de pèlerinage, hvor de fleste stykker næsten aldrig spilles. Vi var heldige at høre den med Bertrand Chamayou, denne søgende, ofte depressive musik. Som de to klagesange, der opstod ved beskuelsen af cypresserne i Villa d'Este i Tivoli, og den afsluttende bøn »Sursum corda« (Opløft jeres hjerter), som var et af Bartóks yndlingsstykker. Jo, vi blev absolut både begunstigede og opløftede, denne første aprilaften på Louisiana.
Klaveraften med Bertrand Chamayou. Franz Liszt: Années de pèlerinage komplet. Louisiana den 1. april
