Læsetid 2 min.

Sandheden om kulturministeren

Hitlers højrehånd Goebbels genopstår i Rhea Lemans fremragende stykke, der bringer tilskueren fysisk tæt på Det Tredje Riges forhold til sandheden
2. april 2011

Hitler on the Roof er måske teatersæsonens mest kinky titel. Men Rhea Lemans stykke viser sig også at være et af teatersæsonens mest interessante. For det er lykkedes Rhea Leman at skrive et stykke om Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, og hans opdigtede udødelighedsskæbne: en ensom venten i Helvede i fortsat tilbedelse af Føreren.

Rhea Leman er sin egen iscenesætter og koreograf, og det lykkes hende at skabe en sanselig forestilling, som påvirker sin tilskuer med suggererende voldsomhed. Når bombardementerne hærger denne bunker i Berlin, som Københavns Musikteaters lillescene er omdannet til, så er det med en så heftig lydstyrke, at man ikke ville undre sig, hvis loftet vitterlig faldt ned om lidt.

Kældereksistensen sætter sig i tilskueren. Og man glider ind i dobbeltmareridtet om Goebbels private, men aldrig fuldt afdækkede historie om, hvordan han og hans kone myrdede deres egne børn, alle seks, inden de selv begik selvmord.

Teksten ligger lykkelig langt fra det kronologisk biografiske. Tværtimod springer teksten avanceret og associativt, akkurat lige som det danske sprog krydres med tyske slogans og jiddisch yndlingsudtryk og engelske refrænlinjer. Mikset med forførende musikalitet.

Klovnens disciplin

Når Hitler on the Roof bliver så vellykket som forestilling, skyldes det Ina-Miriam Rosenbaum. Hun skaber sin lillebitte, uniformerede krop om til Goebbels magtuhyre. Hun er lige dele diktator og klovn, lige dele direktør og underdog. Og hendes brune øjne stirrer i retning af Hitlers kontor ovenpå, mens hun slæber mandens svagelige ben korrekt hen til mikrofonen med strakt Heil-arm. Hun er så meget mand, som en kvinde velsagtens kan blive.

Men så er det, at Leni Riefenstahl træder ind ad døren. Et kort øjeblik opfatter man Kristian Holm Joensens kvindeskikkelse som en dragqueen i modsætning til Rosenbaum, som ube-tvivleligt er blevet til en mand i løbet af førsteakten - og den interessante kønsforvirring kulminerer, da mini-Rosenbaum forsøger at voldtage den tårnhøje Holm Joensen. Queer er mange ting.

Sandhedens flygtighed

Men Kristian Holm Joensens bud på Riefenstahl er feminint begavet og æstetisk bevidst ned til mindste fingerbøjning. Hans læbestift sidder, som den skal. Også han har klovnen i sig, sammen med gummimenneskets uventede afsæt. Han har glemslens indædte skær i øjnene: Han lægger sekunderne bag sig, mens han blinker akkurat som var der tale om en filmstribe, hvor billederne kun lyser op et enkelt splitsekund og så forsvinder. Det magnetiserende i dette scenemøde mellem kulturministeren og kunstneren kulminerer i deres forhold til løgnen. Goebbels manipulation med sandheden lå i princippet om, at hvis løgn gentages tilstrækkeligt ofte, så bliver den en dag til sandhed. Riefenstahls manipulation lå i fastholdelsen af, at kunst er hævet over sandhed. Mellem disse to løgne kæmper Rosenbaum og Holm Joensen, replik mod replik, mens 2. verdenskrigs krænkelser af menneskeheden hakkes af.

Angerens mulighed

Hitler on the Roof er ikke bare endnu en film om 2. verdenskrig, det er levende teater. Her er det ikke mindst Baldur Kampmanns lyddesign i førerbunkeren, og Lone Ernst skumle kælderlokale med rustne soldaterskabe, der skaber stemningen af desperation. Sammen med Henrik Fleischer videoprojektioner, der lader autentiske filmklip af Goebbels idealfamilie og Riefenstahls propagandaskud af den tyske uendelighedshær lyse op i sort-hvid på bunkervæggen.

Forestillingen rejser de afgørende spørgsmål: Formår en psykopat som Goebbels at angre? Og formår en medløbende kunstner som Riefenstahl at tilstå sit medansvar?

Her skal det bare lykkeligt konstateres, at Hitler on the Roof er noget så sjældent som en dansk teatersucces med et indlysende internationalt potentiale. Eller som Rhea Leman kækt citerer Leonard Cohen undervejs:

First we take Manhattan. Then we take Berlin.

Hitler on the Roof. Tekst og instruktion: Rhea Leman. Oversættelse: Ina-Miriam Rosenbaum

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu