Læsetid: 3 min.

Spannings gnistrende slutspurt

Becketts absurde humor funkler i Maria Walboms glødende fortolkning af 'Slutspil' på Teatret ved Sorte Hest
Tøjet er tildrysset af stivnet liv i 'Slutspil' på Sorte Hest, men Søren Spanning og Thomas Mørk får Becketts spænding til at knitre.

Tøjet er tildrysset af stivnet liv i 'Slutspil' på Sorte Hest, men Søren Spanning og Thomas Mørk får Becketts spænding til at knitre.

Jesper Blæsild

26. april 2011

Søren Spanning stråler med det mørkeste dødsblik. Og dog er han tilsyneladende mere i live end nogensinde i Becketts Slutspil, sådan som han stirrer på publikum ud gennem sorte solbriller med sort sidelæder. I hans formørkede sind slipper intet mildnende lys ind, kun galgenhumorens regelmæssige pointer.

På Teatret ved Sorte Hest har Maria Walbom iscenesat Becketts absurde klassiker som en komprimeret rejse på stedet: En rejse for fire personer spærret inde i en hvidmalet bræddehytte med minimale vinduer ud mod den store verden, som de alle drømmer om. Samtidig har hun ramt Becketts groteske humor, så det bliver vanvittig morsomt at følge med i denne rejse gennem livsleden.

Hos Beckett spejles livet hele tiden i døden og kærligheden kvases af kynisme. Becketts mennesker formår ikke at handle. Til gengæld taler de uafbrudt taler hinanden til døde, om det så skal være. Men selv om ordene ikke rummer nogen forsoning, så har de en boblende livsgnist i sig, som er aldeles overrumplende. En grotesk friskhed, som faktisk gør det aldeles opløftende at se ind i sortelandet.

Spanning som statue

Spillerne mestrer Becketts nøgne replikker. Søren Spanning har Becketts flirt med meningsløsheden i sin ubevægelige krop, sådan som han sidder statuetungt i stolen midt i rummet. Han har længslen mod døden og afslutningen af frygtens trivialitet. Som han siger det i Klaus Rifbjergs ligefremme oversættelse:

»Jeg må holde op. Og alligevel tøver jeg med at gøre det forbi.«

For Spanning har livsgejsten i sin stemme. Han kan ikke slippe magtkampen. Han kan ikke holde op med at tyrannisere sine forældre, som han belejligt har kuet ned. Og han kan slet ikke lade være med at ydmyge sin tjener, der hele tiden ønsker at forlade ham.

Thomas Mørk har en indædt vrede i sin slanke krop, mens han igen og igen kravler op på trappestigen for at rette kikkerten ud af vinduerne og berette om verden til sin ordregjaldende faderherre. Han slingrer i benene, som om også hans muskler er blevet stækkede af dette indespærrede liv udslidt svimmel og rystende af raseri.

Mørks diktion er lige så enestående præcis som Spannings, og retorisk skaber de to en knitrende Beckett-konkurrence på melodi og fraseringer. Spændingerne mellem Mørk og Spanning giver forestillingen stød, så dramaturgien hele tiden blusser og lyser op. Som Mørk undervejs siger med konstaterende stemme:

»Hvis jeg kunne slå ham ihjel, ville jeg dø lykkelig.«

Men det interessante er selvfølgelig ikke denne hævntrang, men tværtimod hans paradoksale ømhed over for det menneske, der har undertrykt ham hele livet. For kan man forlade den, man er kommet til at elske mod sin vilje?

Stenz i skraldespanden

Marianne Nilsson har ramt Becketts tidløshed ved at skabe en bræddehytte, der tilsyneladende er skinnende nymalet, men hvis beboere har det mest tildryssede tøj, som om de havde boet på et loftskammer hele deres liv. I denne verden er tiden vitterlig gået i stå.

Mandens forældre titter op af deres hvidmalede skraldespande, som sønnen har tvunget dem ned i. Nils Skousen griner veloplagt med sin sultne mund, men han må nøjes med en hundekiks. Og Maria Stenz titter fornøjet op af sin kasse med kunstfærdige kindkrøller og tilstøvet kniplingskyse måske et lykkeligere sted mellem demens og opgivelse.

I Walboms fortolkning af Beckett-land er dødsdrift og livsglæde dybt forbundne serveret med en observerende dagligdagsrealisme, der er lige så glødende, som den tilsyneladende er følelsesløs.

Som Spanning og Mørk siger til hinanden:

»Hvad er klokken?«

»Det samme som altid.«

 

'Slutspil'. Tekst: Samuel Beckett (1957). Oversættelse: Klaus Rifbjerg. Iscenesættelse: Maria Walbom. Scenografi: Marianne Nilsson. Lys: Nicolai Valet. Teatret ved Sorte Hest til den 30. april.
www.teatretvedsortehest.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu