Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

To drenge af kød og bling

Ulideligt hoverende, stupidt materialistiske, klichétungt sentimentale, men også selvafvæbnende morsomme, frækt groovende, dagligsprogligt sludrende. Det mener avisens musikankermand i hvert fald. Men han kan selvfølgelig tage fejl
Nik & Jay er lyden af to egoer, der synger til populærkulturen, mainstream, om man vil. Det gør de for deres egen skyld, men også til fornøjelse for folket.

Nik & Jay er lyden af to egoer, der synger til populærkulturen, mainstream, om man vil. Det gør de for deres egen skyld, men også til fornøjelse for folket.

Christian Als

Kultur
28. april 2011

Lad os slå det fast: På deres fjerde album kan Nik & Jay simpelthen være så larmende selv-brandende, stupidt materialistiske, klichétungt sentimentale og uopfindsomt hoverende, at man uvilkårligt rækker ud efter bedøvende midler. Eller sin revolver.

Men så bliver man pludselig afvæbnet på Engle eller Dæmoners fjerde skæring. Protagonisten står foran spejlet. Og her ved synet af sig selv får han »altid halvfed«. Altså 50 pct. rejsning. Og hvis ikke det er minimum 51 pct. selvironi, så er Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen så langt ude i saucen, at anmeldelsen skulle stoppe her. Lige her.

Men når det nu er ridderne af »Boing!«, »Nik og Jay Yay Yay«, lazaronerne med de lånte fjer fra Piet Hein, casanovaerne, der havde »én dag tilbage«, for snart længe siden, så må der lyttes nærmere. Og som pressemeddelelsen ivrigt påpeger, så er der da også sket noget nyt, Petersen og Thomsen har fundet en »sårbarhed, som vi ikke troede eksisterede i os selv«. Javel. Så sammen betræder de den efterhånden overbefærdede 'Selvmedlidenhed Allé', som hårde negle som L.O.C., Suspekt og Jokeren har flaneret ad de senere år.

For meget alkohol, ego, overhalingsbane og sikkert også andre baner, lyder overdosen på. Her beskrevet med kækt flydende versefødder og iklædt musikalske trainers fra forskellige dele af klubscenen og popverdenen.

Selvopgøret foregår mest alvorligt på titelnummeret det eneste de har skrevet uden overfrakke i form af medsangskrivere. Og produceret af Jannik 'Jay' Thomsen. Jeg'et står og skutter sig i sin ensomme selvfedme på syvende sal. Betaler respekt til firser-popikoner (Sanne, H.U.G. etc.), erkender sin alkoholisme, sine fejl, men også at han faktisk er en syg nok rim-spytter, som har selv Gud med på en lytter. Ak ja. Nederlag klæder hovne rappere, selv når de rejser sig mere kækt end før faldet.

Selverkendelsen begynder faktisk allerede på åbningsnummeret, hvor der søges tilbage til drengeårenes uskyld, væk fra forretningen Nik & Jay. Men hvad nytter det, for det bliver jo »aldrig det samme mer'«. Jo tak, teksterne foregår stadig i bedste dagligsproglige stil og med en del gadgets og bling undervejs: Når de tager tingene, som de kommer, så kører de uden GPS. Når den eksistentielle krise kradser, så strammer det »som en fingerring«. Og når de ikke kan vise følelser, så foreslår de at »ta' et røntgenbillede«, så man kan se at »de græder indeni«. Det ville være så sørgeligt, hvis ikke det var så sjovt.

Mister al charme

Engle eller Dæmonerer rent musikalsk de mange kokkes og markedsstrategiers fest. Husproducerne Jon & Jules smører en del numre. Puma. Og provinsdiskohelt og Parken-udblokker Morten Breum, der lægger dansktechno til et af Nik & Jays tre forsøg på at lave en rent engelsksproget club-banger. Det går ikke så godt: »They love me, like they love burgerfood« og »Hungry like lions«.

Med tre engelsksprogede trylleslag mister drengene al sproglig charme, fraseringsmæssig personlighed, ja ender et uhelligt sted mellem The Black Eyed Peas' kropskalkuler og Take Thats brugte papirlommetørklæder. Ikke at det skal afholde dem fra at få et hit i udlandet jeg er ikke hitlisteekspert men kønt, det er det ikke.

Så foretrækker jeg Nik & Jays nynervøse sange eller deres danske dance-eskapader hentet fra deres walk-in closet, hvor de smyger årstidernes farver og popkulturens former af og på i en liflig omgang med ungdomskulturelle markører, materialisme-diskussion på skrømt og genresikre forførelsesstrategier. Om det så er house, r&b, hiphop, dancehall, de trækker mest på (hvor er mon dubsteppen?).

Sjovt og medrivende

Der er noget for enhver smag, og de detonerer både effektivt som festmagnater og tåremagneter, ja faktisk bedst som sidstnævnte, på balladerne eller hvad man nu skal kalde disse mellemtempo-eskapader. Hvor duoen får tid til pauseringer og producerne strækker ud med sjove indfald og stilsikre referencer og stemningssætninger. Alt imens Petersen og Thomsen besynger deres tidløse tidstypiskhed og deres fedhed i flere forskellige former; klager over deres afsporinger, som aldrig bliver mindre end chikke, sukker efter et »du«, som vist ikke er mig, men en eller anden stram yngre sag af modsat køn.

Få kan arbejde så sikkert med det sentimentale og højromantiske og overleve på en sær sammenblanding af, hvad man engang ville kalde lavkulturelle tricks såsom sukrede melodier, lirede omkvæd, cremet masturbatorisk lækkerklange. Det er enestående, til tider kvalmende. Men ofte ganske imponerende og sjovt og medrivende på en Lambrusco-agtig måde at overvære billig emotionalitet ophøjet til popmusikalsk guld. Eller måske er det simili. Men hvad gør det, når musikken spiller, og klokkeværket dingler?

Nik & Jay er lyden af to egoer, der synger til populærkulturen, mainstream, om man vil. Det gør de for deres egen skyld, men også til fornøjelse for folket. Ganske vist et folk afsjælet af materialistisk velstand og meningsløs middelklasse, men stadig befolket af individer på jagt efter fællesnævnere, efter lim der kan holde os sammen. Og den laves ikke med mere kalorietung charme end af disse to drenge af kød og bling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her