Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Troubaduren Gilbertos nye udtryk

Trods ny neddæmpethed henrykkede sanger og tidligere kulturminister Gilberto Gil til sin koncert
Kultur
8. april 2011

Allerede i prologen er det helt anderledes end sidst: Så stille og legato som den ensomme, siddende mand deroppe på den store scene synger, og så stille og legato han akkompagnerer sig selv på guitar, skulle man tro, der var tale om ham dér med efternavnet Gilberto (og fornavnet João), men nej, på billetten står der altså Gilberto Gil, og ham er det, blot unplugged.

Allerede i næste stykke bliver hans excellence, den tidligere kulturminister af Brasilien, dog ledsaget af endnu to musikere, hans søn, guitaristen Bem Gil, og cellisten Jacques Morelenbaum, men skønt alle Københavns tropikalister (og nogle af Malmøs) er af hus, så vender vi aldrig tilbage til den udadvendthed og gnæggende aggressivitet, endsige det sceniske menageri, de fleste danskere husker fra Gilberto Gils tidligere besøg her.

Men det gør heller ikke noget. Heller ikke for det publikum, som måske håbede at komme til at danse mellem stolerækkerne.

Det nye udtryk klæder Gil. Stemmen når den ikke længere er under konstant pres kan måske savne den iboende magi, vi mener at høre hos Milton Nascimento eller Caetano Veloso, og den kan også have svært ved at overleve turene op fra de dyb, nogle af melodiernes noget voldsomme intervalspring sender den ned i, men udtryksfuldheden og Gils evne til at bevare alvor midt i løssluppenhed fornemmes intakt.

Fra 'gamle dage' benyttes også lejlighedsvist falset i de ultrakorte kadencer, som da, midt i al artigheden, kommer til at stå som chokerende nødskrig fra 'dengang'.

Ren poesi

Nationaltroubadurens gamle rolle som monitor for politisk og social brasiliansk indignation er på grund af landets stabile kurs mod en fungerende socialdemokratisme version América do Sul dog for længst afløst af rollen som pludrende poet med glimt i øjet og af besyngelser af det nære, digterens egen verden og familien, eller af det store lands afrikanske arv. Ikke bare sympatisk, men musikantisk og vedkommende. Også for os, der kun kan opfatte det portugisiske sprog som poesi i sig.

Og skulle man endelig mene, at tiden har trukket tænder ud på Gil, kunne man nyde de instrumentale indsatser, f.eks. sønnens eftertænksomme guitarspil, men især Morelenbaums for en cellist helt unikke evne til at levere en nærmest orkestral ledsagelse ved skiftevist at anvende pizzicato og arco, holde fast i ostinaten eller spille dårende obligat og, overordnet, sørge for en uanmassende tydeliggørelse af musikkens indre puls.

Hele aftenen værd, faktisk, og intet under, at Morelenbaum har været i denne rolle hos både Jobim og Veloso. På første række befandt sig Socialdemokraternes skyggekulturminister, Mogens Jensen. Måtte han denne aften have fundet noget andet at tage med hjem end følelsen af at have vist Gil kollegial gestus. F.eks. en ny overbevisning om, at også den del af rytmiske musik, der ikke anvender vokal, bør have plads både i partiets indre og ydre tænketanke.

DR Koncerthuset tirsdag: Gilberto Gil, Bem Gil og Jacques Morelenbaum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her