Jeg faldt i snak med et par ca. 30-årige knægte efter en koncert for nylig, og de nævnte i løbet af samtalen, at der jo nu snart kom en ny cd med The Strokes, hvad de glædede sig umådeligt til.
»Hvorfor det?« hørte jeg mig selv spørge. »Fordi,« svarede den ene pædagogisk og fortsatte: »The Strokes er vores Beatles, ligesom White Stripes er vores Stones«.
»Jeg kan til nød til at forstå det med White Stripes, men Beatles var jo gode!,« replicerede jeg.
Ja, tænker De sikkert nu, lidt ondskabsfuld har han sgu altid været, denne Lynggaard. Nu ved jeg jo godt, at amerikanske The Strokes af nogle regnes for pionerer inden for den retro-rock (oh, paradoks), som har været med til at gøre 00'erne fornøjelige, hvis man holder af stram guitarrock uden for mange dikkedarer, men med et godt drive og ikke mindst nogen ordentlige sange at hænge attituden op på. Fart, tempo og moderat farlighed.
Og navne som The Hives, The Libertines, Franz Ferdinand, Black Rebel Motorcycle Club, The Walkmen, Arctic Monkeys, The Black Keys, Yeah Yeah Yeahs, The Raveonettes og mange andre formåede ikke bare at gøre rockmusik attraktiv for en ny generation, men også tilføre den en aura af fart, tempo og moderat farlighed.
Tæt på udgangspunktet
Min eneste indvending i sammenhængen var såmænd blot, at jeg fandt netop The Strokes en lille smule (åh, blasfemi) kedelige, ikke mindst sammenlignet med de nævnte og nok især med det nu opløste The White Stripes, der som en anden skyskraber tårner højt over hele banden grundet guitarist og sanger Jack Whites fabelagtige kunnen, gå-på-mod og hele kontrære personlighed. Nå, nu blev The Strokes så heller aldrig helt så populære som de dersens Beatles, de to ungersvende fandt det formålstjenstligt at sammenligne dem med, faktisk befinder de sig med deres fjerde album efter min mening ikke specielt langt fra udgangspunktet i 2001 med debuten Is This It.
Ud over at de er blevet hørbart bedre, altså. De 10 prisværdigt korte sange, der har fundet vej til gruppens seneste cd, Angles, er veloplagte og velskrevne og spilles med elan og præcision.
Uden at gruppen dog af den grind på nogen facon bør gøre sig håb om at forlade den musikalske anden division, den til alle tider vil befinde sig i. Omend i toppen af samme, godt nok. At orkesteret nys er udråbt til et af hovednavnene på årets Roskilde Festival, skyldes vel, at festivalens målgruppe som tommelfingerregel stort set intet husker eller ved om det 20. århundrede. Det var ellers fedt; to verdenskrige, atomvåbenkapløb, kommunisme a la carte, forbrugersamfund og rock'n'roll!
Musik for alvorsmænd
Britiske Elbow er også produkt af nullerne, men har aldrig været del af en bølge eller specielt moderigtige, dertil er de for besværlige, grimme, selvudslettende og indadvendte. De kaldte selv deres musik for »prog-rock uden soloer«, og rigtigt er det, at de især kan minde om et navn som Genesis i dette orkesters storhedstid, altså første halvdel af 1970'erne. Dette skyldes måske især, at forsanger og tekstforfatter Guy Garveys stemme kan minde om Peter Gabriels; det har Gabriel vist også bemærket, for han indsang gruppens »Mirrorball«på sit Scratch My Back-album sidste år.
Elbow har siden gengældt hans gestus med en version af Gabriels »Mercy Street«, så det kan betale sig at udvise andre mennesker lidt venlighed! Guppens forrige album, The Seldom Seen Kid, modtog helt fortjent den prestige fyldte Mercury Prize, hvilket fortjent rettede søgelyset mod bandet, der bestemt også trækker tråde bagud til hæderkronede post-punknavne som Echo & The Bunnymen og Teardrop Explodes.
Elbows seneste kraftanstrengelse hedder Build A Rocket, Boys! og det indeholder 11 sange i den højstemte ende af rocken, et ubestemmeligt, men rygradsrislende sted mellem Radioheads indædt kontrære art-rock og Coldplays forsøg på at skabe meningsfuld stadionrock. Der lægges ud med det over otte minutter lange og vildt intense »The Birds«, forstår man, at gruppen stadig intet ønske nærer om at komme nogen i møde, hurra for det.
Klarer man skærene, venter forude en stribe hymniske, storladne og ofte forbløffende sammensatte kompositioner, hvor alvor, patos og musikalitet hånd i hånd skaber en sjældent kunstnerisk givende helhed, med den sejtrækkende »High Ideals« som pladens højdepunkt. Musik for alvorsmænd m/k, men dem skal der så også være plads til.
På en udboret knallert
Nogen skal jo sige, hvor dybt begravet i lort, vi egentlig befinder os. Det evner svenske (skånske!) Bob Hund bedre end de fleste, for de har aldrig keret sig konjunkturer eller det salonfähige, men fra starten blot slingret ned ad deres egen sti på en udboret knallert. Det har gjort dem til et af de få indie-bands, som har kunnet opnå en vis kommerciel succes uden på noget tidspunkt at ændre en tøddel ved sit udtryk. En herlig blanding af nogle naivt technopoppede (spillet på guitarer!) melodier, gerne afspillet hurtigt og med stor spilleglæde, tilsat små doser post-punk og psychedelia, det hele afsunget med tommetyk skånsk accent, har skabt en øjeblikkelig genkendelig lyd og resulteret i i hvert fald et certificeret mesterværk, Jag rear ut min själ! Alt skall bort!, som kom i 1998.
I stil med kollegerne i det mindst lige så ferme Kent har de (under navnet Bergman Rock) forsøgt sig med at udgive deres musik på engelsk og resultatet har for begge bands været det samme: det fungerer bare ikke lige så godt som originalforlæggene. Ikke verdens mest produktive er dette kun gruppens 7. album i løbet af 15 år, men de holder den samme høje standard. Faktisk lyder Bob-drengen her på Det överexponerade gömstället i usædvanlig grad revitaliseret og inspireret på en måde, der river den lyttende med, fra første akkord slås an. Man skulle tro, at et langt yngre band var på banen, når man lytter til den livslyst, der præger såvel sangskrivning som performances her.
At pladen er både suverænt og morsomt produceret, og mange af arrangementerne så skæve som en flok 3. g'ere fra Christianshavns Gymnasium er kun med til yderligere at fastholde indtrykket af en gruppe, som elegant formår at bevare energi, lyst og sin fælles humoristiske sans, også selvom det har 20-års jubilæum i år. Tillykke, din hund!
The Strokes: Angles (RCA/Sony Music)
Elbow: Build A Rocket, Boys! (Fiction/Universal)
bob hund: Det överexponerade gömstället (Bob Hunds Förlag/Target) Alle tre cd'er er udkommet
