Læsetid 5 min.

Adrian Hughes får et hjerteslag

Værkerne bliver kun bedre af, at ingen ved, at det er kunst. Ålekistevej har haft besøg af 12 danske og internationale kunstnere
Værkerne bliver kun bedre af, at ingen ved, at det er kunst.  Ålekistevej har haft besøg af 12 danske og internationale kunstnere
27. maj 2011

Bedømmelse: 4/6

Kender du Adrian Hughes?

»Nej.«

Ved du godt, at der er en, der hedder Adrian Hughes på tv?

»Næ.«

Ved du godt, at Adrian Hughes har et så pudseløjerligt forhold til kunst, at han mener, at det kun kan være godt, hvis dem, der ser det, ved, at det er kunst?

»Jeg ved slet ikke, hvem den Adrian er.«

Når man spørger borgerne på og omkring Ålekistevej i Vanløse, er der ingen tvivl. Ingen har nogen anelse om, hvem Adrian Hughes er. Selv om de alle tre har tv. Ergo er han en skandale som tv-vært. (Til gengæld kender de alle sammen Morten Løkkegaard.)

Ålekistevej er en art storbyminiature af kunstprojektet Tumult, som Adrian Hughes i tv-programmet Kulturkøbing dømte ude. I programmet bevægede han sig blandt en perlerække af originale og fremragende kunstværker i det offentlige rum, men valgte at kalde projektet for en skandale, fordi de lokale ikke vidste, at det var kunst.

Hverdag med et twist

Ålekistevej er en af den type veje, man skal bo på for at have et forhold til. Det er en gennemfartsvej. Den lille charme er svær at få øje på.

For tiden hænger der røde tørresnore med det lokale fodboldholds T-shirts i den lille park på vejen. Tre af bænkene er stablet. En af alkoholikerne bemærker tørt, at det nok er kommunen, der er ved at pakke sammen.

Længere nede ad vejen, under broen, er fugle pludselig et yndet grafittimotiv. Og i adskillige butiksvinduer bliver der afspillet en video af en gående skygge, der står mærkeligt stille. I Frelsens Hærs genbrugsbutik kan man købe T-shirts, der er reproduktioner af de T-shirts, som forskellige flygtninge havde på, da de kom til Danmark. Deres historier kan man se på en video, der kører inde i butikken. Flere steder på Ålekistevej kan man se reproduktioner af de bygninger, de står op ad.

Når man kommer fra byen og passerer Damhussøen, står der en noget malplaceret og ret så corny byport med inskriptionen »Velkommen til Ålekistevej. Siden 1779«. På en altan dukker der en violinspiller op og spiller hver eftermiddag. To skuespillere, der ligner dronning Margrethe og prins Henrik, marcherer op og ned ad gaden med beboernes protester. Flere af butiksvinduerne ligner, at det er kunst. Og endelig er der de tyrkiske kurve, der hænger fra altanerne i en ejendom.

Det plejer at være hverdagsgenstande, der bliver hevet ind i en kunstnerisk sammenhæng. Her er det omvendt. Hvis man ikke ved det og ikke opdager det lille skilt med kunstnerens navn og teksten, der fortæller, at værket er en del af Lokal Global Plan, så er det ren hverdag det hele. Hverdag med et twist, ganske vist.

Skal tale for sig selv

Men spørgsmålet må være, om der går noget tabt, eller om der ligefrem bliver vundet på disse nye vilkår.

Vi ved fra reklamer, at det er en fordel, at reklamen er skjult. Sådan er det også med kunst. Men vilkårene er hårdere ude i virkeligheden. En dårlig reklame i en reklameblok trækker man på skuldrene ad. Det samme med dårlig kunst på et museum. Det har i det mindste den store altomfavnende institution, der løfter det op. Ude i virkeligheden, hvor publikum ikke er bange for, at de andre skal tro, at de ikke har forstået værket, fordi de ikke ved, at det er et kunstværk de står foran, kan det kun tale for sig selv. Og det kræver kvaliteter, der rækker ud over de indforståede kunstreferencer og derud, hvor kunsten hører hjemme, nemlig hos menneskets undren over alt, der vedrører livet.

Heidi Hoves billige blå byport med guldskrift, der ligner noget, der er lavet til en ferieø i Thailand, har alle de kvaliteter, der skal til. Den fortæller både en historie om desperation efter identitet overalt, hvor man færdes, det fejrer Ålekistevej som en betydningsfuld vej, noget, de fleste nok har glemt, og så er den også en kritik af Udkantskøbenhavn som et sted uden stil og arkitektonisk selverkendelse.

Mormor med spraydåse

I den anden ende virker Anne Bennikes fuglegraffiti lige så godt. Malet ind og ud mellem de klassiske 'tags', som en humørbombe i de unges postulerede indadvendthed og som en kritik af streetart som mainstream. Nu er det endog mormor, der har grebet spraydåsen, tænker de forbipasserende, eller også tænker de, at det der graffiti, det er da ikke værst. Eller endnu bedre: 'Fuuuck, hvad har den stodder sniffet!?!'

Det er ikke alle værkerne, der står og råber på at blive set.

Men når først blikket falder på dem, er det umuligt ikke at tænke et eller andet. Og det er vel rigeligt, hele ideen med, at kunst skal formidles og forklares og åbnes, er hæslig og fortæller mere om kunstens problemer og om kunststyrelsernes mindreværdskomplekser end om publikums behov.

Værkerne skal nok formidle sig selv. Der er heller ingen forklarende tekster på Roskilde Festival. Eller krav om, at musikerne skal komme lokalbefolkningen i møde. Nogle føler det ene, nogen føler noget andet. Kan man ikke lide det, går man videre. Også selv om der i programmet skulle stå, at 'Mew laver musik', eller, at 'Trentemøller beskæftiger sig med den passive aggessivitet, der præger det moderne parforhold.'

Lokal Global Plan er et hyggeligt bekendtskab. Osman Bozkurts intervention med tørresnore i den lille park på vejen må få mange til at tænke over det absurde forhold, vi danskere har til det offentlige rum kontra det private.

Didem Özbeks behandler samme tema med sit kurvesystem fra Istanbul, der sætter bygningen over for parken i stand til at hejse alt muligt op og ned til hinanden fra den ene tomme terrasse til den anden, men som selvfølgelig ikke er blevet brugt og bare hænger døde foran vinduerne, der er tilskoddede og dækkede med gardiner og persienner. Vi undgår hinanden på trapperne, og så tror hun, at vi vil til at udveksle private genstande.

Unødvendig

Men ligesom kunsten kan hjælpe os med at løfte sløret for, hvem vi er, så er den også ubarmhjertigt ærlig den anden vej. Osman Bozkurt har for eksempel måttet binde brede plastikbeskyttere under sine røde snore, og fodboldtrøjerne, der hænger til tørre, kan kun være der i få timer ad gangen. Anne Bennike har søgt tilladelse hos Vej og Park til at lave sine fugle. Byporten står helt inde ved siden af vejen. Det er tydeligt, at kunsten bestemt ikke er hverken nødvendig eller noget krydderi for magthaverne, der derimod betragter den som noget, vi lader nogen gøre, selv om vi ikke forstår det og helst ville være fri.

Det mest fascinerende værk er i øvrigt Berit Nørgaards Blikfang, der får kunsten de sidste meter ned på jorden. Hun har sendt en smuk, formel invitation til alle butikkerne på vejen om at deltage i projektet ved at udsmykke deres vindue med deres yndlingsfarve som inspiration. Der er ingen, der ved, hvem der deltager, og hvem der bare pynter. Frisørens kiksede opstilling kan lige så vel være kunst som vinduerne hos Café Fodkoldt, så pludselig står det klart, at hvis man alligevel ikke kan se, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst, så handler det kun om at opleve.

Vi må ikke håbe at Adrian Hughes kommer forbi. Han får da et hjerteslag.

Lokal Global Plan på Ålekistevej i Vanløse til den 5. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu