Læsetid: 4 min.

Den alkoholiserede, fraværende forfattermors tale

Trisse Gejls prosa er småberuset, smårodet, melankolsk i sin skrift, men stadig fremadrettet
13. maj 2011

Jeg vil vove en påstand, og påstanden er, at mange romaner, der kredser om noget sørgeligt og smertefuldt, forsøger at destillere denne oplevelse og forsøger at koncentrere dette sørgmodige i den ene gode sætning efter den anden. Sådan kan man blive begejstret af at læse om noget næsten uudholdeligt, forfærdeligt, katastrofalt, når sætningen fremstår hård og skinnende. Sådan kan man blive euforisk over den destillerede melankoli, et med den velskrevede autoritets fremskrevne sammenbrud.

Trisse Gejls nye roman, Siden blev det for pænt, udmærker sig ved udeblivelsen af denne koncentration. Der er bare jegets tale, roden rundt, hverdagsopgivende. Midtvejskrise og alkoholisme. Det gør Gejls bog til virkelig sørgelig læsning. Det gør den ikke til en dårlig bog eller til en dårligt skrevet bog. Det gør det heller ikke til en kedelig bog. Udeblivelsen af den stramme fremstilling giver i stedet plads til en doven des-peration, som jeg tror, er romanens ærinde. Denne hverdag, denne åndssvage alkoholindsøbede hverdag af en midtvejskrise. Der er ingen intention om at skrive imod formen, om at skrive såkaldt dårligt, men intet glimter heller, intet er hårdt som diamant. Det er opgivende fremfor råt, og det mærkes på sproget, på sætningerne, på billedbrugen, på den liderlighed, der rejser sig langsomt i det ligegyldige.

Ensom som ind i helvede

Bogens hovedperson, den skriveblokerede forfatter Trine Vedel (vi ser det Trisse-Trine), er heftig misbruger, midaldrende, omrejsende til diverse ligegyldige forfatterseminarer med engangsaffærer i hotelværelsets halvmørke, gæst i sin egen forstadsfamilie, opgivende, konstaterende at hun er fremmed for sin egen søn, ensom som ind i helvede. I stedet for at tage midtvejskrisen i egen hånd, bliver der ventet på katastrofens mirakel, på at skilsmissen skal ske af sig selv, på værdighedens genoprettelse, på at blive afsløret, ødelagt, frisat. Den slags magtesløshed.

Flere steder anslås der en slags længsel efter autencitet og ærlighed. Men det er lidt uklart, hvad der menes med de vilde begreber. De bliver brugt lidt underligt. Som en slags undskyldning for apati. Disse småfilosofiske udsagn om skrift og eksistens optræder oftest i romanens dialoger (tænk litteratur-seminar-rødvinsbordsnak), og det er klart romanens store svaghed. Disse forsøg på dialog og disse forsøg på enorme refleksioner.

Romanen handler netop ikke om at konkludere, ikke om at gennemskue og gennemtrænge. Det er i dens småberusede, småliderlige sejlen rundt i en eftermiddags raseri af kernefamilie og sorg over brorens død, at Gejls roman formår at efterlade læseren, eller mig som læser i det mindste, virkelig nedtrykt. Hatten af for det. Det virker som om, at depressionen i Gejls roman må fremstå halvdum, doven, forvirret for at sætte aftryk. Det er en tåget tilværelse, Gejl får fremskrevet. I sine forsøg på klarhed bliver det bare pinligt.

Slinger i prosaisk vals

Gejl skriver i en slags uren prosa. Den vedkender sig aldrig rigtig et fast (postmodernistisk?) ståsted. Tematisk set har Gejl meget til fælles med Helle Helles nyeste roman (ensomheden, utroskaben, skrivekrisen, stirre og stirre ud ad et vindue), men hun adskiller sig med en formmæssigt meget løsere skrift. Det er som sagt ikke den benhårde konsekvens til stede, som man ser hos mange andre forfattere fra samme generation. Men jeg tror, at netop denne urene prosa, denne minimale, men dog tilstedeværende, slinger i den prosaiske vals, den alkoholiserede fraværende forfattermors tale, gør det muligt for romanen at blive den gode bog, den er.

Den er småberuset, smårodet, melankolsk i sin skrift, men stadig fremadrettet. Og det er netop i denne urene prosas præcision, at det er muligt for Gejl at skrive sætninger som: »Der er så meget, jeg ikke greb, mens jeg var der.« En ellers, vil jeg nok sige, ulidelig sætning, der lykkes med at blive tilpas lakonisk. Det er utroligt, at denne sætning lykkes. Det er utroligt, at den formår at undgå sin egen kliche.

Andre gange lykkes det ikke. Det bliver for koket i sin postulerede 'jeg ved ingenting tuttenute giv mig en drink'. Særlig romanens midterdel er sgu lidt vattet.

Gejl balancerer mellem den basale melankoli og den banale ynk. Når der står: »Jeg kan ikke rigtig holde mig selv ud«, er læseren nået frem til samme konklusion angående pågældende jegfortæller. Kunsten bliver at forblive tilpas lakonisk på melankoliens side.

Når hovedperson Trine Vedel i sin læserhenvendelse lader jovialitet dække over et rasende selvhad, så peger jovialiteten tilbage på sig selv og bliver ganske vellykket. 'Nej, jeg kan ikke tale til jer i disse floskler' denne refleksion synes at stå i kulissen, men kommer aldrig rigtig på banen.

Man venter på oprøret mod den joviale tale, men Trisse Gejl ender i stedet romanen med en mere jordnær accept af hverdagens nødvendighed. Et fint og sørgeligt selskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu