Læsetid: 3 min.

Fra band aid til brand aid

Rockmusikeren Bono står i spidsen for et opgør med 'band aid'-modellen, der skulle rejse penge til Afrika med billeder af lidende afrikanere. Nu skal Afrika i stedet gøres sexet gennem 'brand aid', hvor lækker shopping også giver en hånd til Afrika. Ny bog udfordrer tankegangen
Rockmusikeren Bono står i spidsen for et opgør med 'band aid'-modellen, der skulle rejse penge til Afrika med billeder af lidende afrikanere. Nu skal Afrika i stedet gøres sexet gennem 'brand aid', hvor lækker shopping også giver en hånd til Afrika. Ny bog udfordrer tankegangen
14. maj 2011

Hvis man i denne tid åbner et livsstilsmagasin som Vanity Fair, New Yorker eller Børsen Pleasure, støder man på et solmættet, eventyrlystent foto med stjernefotografen Annie Leibovitz' umiskendelige, over-opstillede touch. Billedet forestiller rockstjernen Bono og hans hustru Ali, der tilsyneladende lige er landet på en afrikansk savanne med et lille sportsfly iført Louis Vuitton-tasker, guitar og Alis etiske tøjmærke Edun, og også en taske, som er lavet af Louis Vuitton og Edun sammen.

»Every journey began in Africa,« står der under fotoet. Men er det en reklame for Bonos rockband U2, hans kones tøjmærke Edun, taskeproducenten Louis Vuitton eller flysafarier i Afrika? Det er lidt uklart. Overskuddet fra den ene taske (hvis »dybe brune farve« ifølge Eurowoman er særligt udvalgt af Edun, som jo også står for den afrikanske del af samarbejdet) går til et erhvervsorienteret afrikansk udviklingsprogram ved navn Technoserve; Ali og Bonos honorar for fotoet går til både Technoserve og til Chernobyl Children International. Annie Leibovitz' notorisk skyhøje honorar nævnes ikke.

Selv om der ikke står RED på det eventyrlige Afrikabillede, er det en udløber af RED-kampagnen, som Bono har stået i spidsen for gennem de seneste fem år, og som er omdrejningspunkt for en ny bog om såkaldt brand aid varemærkebistand skrevet af udviklingsforskerne Lisa Richey og Stefano Ponte.

RED er et såkaldt co-branding-samarbejde mellem en række af verdens største forbrugsvirksomheder, fra American Express over Armani og Apple til Global Fund, som er en gigantisk formidler af bistand til aidsbekæmpelse i den Tredje Verden.

Kampagnen skal med Bono, økonomen Jeffrey Sachs og en række supermodeller og andre berømtheder i spidsen forene shopping med en indsats for Afrika. Helt konkret videregiver virksomhederne et ikke-offentliggjort bidrag, som de selv fastsætter, og som er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, fra de RED-produkter, de markedsfører, til udvalgte aidsprojekter under Global Fund. I december 2010 havde Global Fund således modtaget 160 millioner dollar fra RED-kampagnen, noget under én procent af fondens modtagne midler.

Imod Fair Trade

Dermed inkarnerer samarbejdet ifølge Richey og Ponte nye bistandsformer, der er kendetegnet ved, at nye uddelingsstrukturer (især offentligt-private partnerskaber som Global Fund) vinder frem på bekostning af bilaterale samarbejder og globale organisationer under FN. At bistanden er afhængig af at markedsføre sig selv, gerne gennem formidling fra berømtheder som Bono, Angelina Jolie eller Mia Farrow. Og ved, at udviklingstankegangen tager afstand fra f.eks. Fair Trade, der vil gøre op med selve de strukturelle uligheder i det globale handelssystem og vende tilbage til gammeldags filantropitankegang, hvor, som forfatterne skriver, cool, rige, hvide mænd redder fattige afrikanske kvinder og børn uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der har gjort dem fattige.

RED's helt store bonus til forbrugeren er, som forfatterne påpeger, at man både kan forkæle sig selv og redde verden på én gang. Man kan lukrere på de fordele, man som privilegeret vestlig forbruger har af de kapitalistiske markedsmekanismer, uden at adressere de uligheder, der følger af det kapitalistiske system. Som American Express skriver i sine annoncer for sit RED-kort: »Har der nogensinde været en bedre grund til at shoppe?«

Gavner det?

Forbrugeren brandes som omsorgsfuld, og det gør virksomhederne også. En af de interessante indsigter i bogen er, at den sociale bevidsthed er blevet en central værdiskaber for de globale brands blandt andet fordi deres immaterielle værdi i dag repræsenterer op mod halvdelen af deres markedsværdi. Derfor er brandsene blevet ekstremt sårbare over for følelser, modvilje, stemninger og politik og behovet for at sprede de følelser, forbrugerne forbinder med brandet, tilsvarende større. Ved at brande sig med RED hjælper brandsene ikke bare med bistand bistanden hjælper også brandsene.

Hjælper den så også Afrika? Svaret på dét spørgsmål er betydeligt mere speget. Bogen Brand Aid afklarer det ikke endegyldigt, men leverer omfattende skyts til forståelsen af en bistandsdiskurs, der lever og udvikler sig i tæt samarbejde mellem stjerner, politikere, eksperter og brands.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Selv uden Bono, Helena Christensen og Brand Aid er der ikke tvivl om tendensen.

Politiken kobler i dag fænomenet til CSR - Corporate Social Responsibility.

Det var så én side af sagen, men man sporer også en generel inflation, hvad det filantrope angår.

Nødhjælp og frivilligt arbejde er udmærket og meget nødvendigt. Ingen tvivl om det.

Men det tjener også andre formål.

De senere års store tilstrømning til frivillige-området har formentlig også at gøre med afstivning af selvfølelsen og solen sig i omgivelsernes beundrende blikke.

Der er knap den teenager, knap den midt-i-livet, knap den efterlønner, der ikke er tæt på at svømme hen i selvbetagelse over det frivillige arbejde, de er - eller snart vil være - involveret i.

Axel Doberhuus

http://www.starsuckersmovie.com/

Hvor meget der er ødelagt af blandt andre folkene bag Band Aid er her pænt dokumenteret

Tillige har både Bono og Geldorf arbejdet aktivt for at forhindre andre i at hjælpe eller at gøre opmærksomme på andre problemer...

endnu en gang må man tørt konstatere at popstjerner ikke er andet en popstjerner...

tillader mig lige at minde om at Madonna skulle optræde i Sydafrika i Al Gores store miljøcirkus... poptøsen fløj sit grej og sine folk afsted i en jumbojet for at spille pop i tv fra Afrika... havde hun haft handling bag ordene havde hun spillet i London.,...

Gary Prince

Bono forsøger at tjene atter milliarder på andres ulykke.

Udover, at rockstjernene tjent mest på band aid (navnet løj ikke) , har bono brugt det meste af det sidste årti til at forsøge at overbevis lovgivere at det var helt iorden for ham og pladeselskaberne at stjæle 150 kr. for en CD der kostet 5 kr. at producere. Samtidig med, at det har lykkes ham at kriminilasiere 50% af jordens bekolkning for at download samme musik over nettet. En salgs form som nu er normalt - og som musikselskaberne kunne have indført 15 år siden, hvis de ikke havde så travlt med at lave monopler og prisaftaler om CD'erne.

Der er ikke nogen naturlov som siger at musiker SKAL tjene milliarder på at spil instrumenter Bono.