Læsetid: 4 min.

Blodbad i nudelbaren

Neo-noir. Zhang Yimou fornyr med 'En kvinde, en pistol og en nudelbar' originalt sit værk med en både burlesk og blodig parafrase over Coen-brødrenes 'Blood Simple'
Æstetik. En stor del af dramaet ligger i de scener, hvor folk stivner og lytter efter mulige vidner til deres udåder, lister over gårdspladsen eller sniger sig forbi hinanden.

Æstetik. En stor del af dramaet ligger i de scener, hvor folk stivner og lytter efter mulige vidner til deres udåder, lister over gårdspladsen eller sniger sig forbi hinanden.

Camera Film

5. maj 2011

Som Martin Scorsese demonstrerede med The Departed, kan der komme noget unikt ud af at lade sig inspirere af andre landes populære film. Hans Oscar-vinder var baseret på Hongkong-thrilleren Infernal Affairs, og Hollywood har de senere år i stigende grad vendt blikket mod populære asiatiske værker for at finde ny inspiration.

Kinesiske Zhang Yimou demonstrerer denne torsdag, at inspirationen også går den anden vej. Hans nye film En kvinde, en pistol og en nudelbar, som havde premiere ved filmfestivalen i Berlin sidste år, er baseret på Coen-brødrenes dundrende debut Blood Simple fra 1984. Mens originalen udspillede sig blandt udskud i Texas, forlægger Yimou det bloddryppende jalousidrama til en kinesisk nudelbar. Sindrige skygger er erstattet af farverige silkerober og strålende sol blandt bolchestribede bjerge, og Coen-klanens cool dialog fortolkes nu på skingert mandarinsk.

Det er noget af en omplantning, og det amerikanske arvegods tilsættes elementer fra både den kinesiske farce og opera undervejs. Mange hårdkogte Coen-fans skal nok lige vænne sig til både spillestil og miljø, men man kan med fordel betragte filmen som fri leg med forlægget frem for et forsøg på en trofast genindspilning. Ifølge Zhang Yimou selv har han kun set Blood Simple en enkelt gang for omkring 20 år siden, men aldrig glemt den. Hans nye film fremstår mest af alt som en hyldest til de originale, amerikanske brødre, hvis andre film han efter eget udsagn også holder meget af.

Pigen og pistolen

En kvinde, en pistol og en nudelbar følger grundlæggende forlæggets historie om en rigmand, som har mistanke om, at konen er utro og sætter en privatdetektiv på sagen. Her befinder vi os imidlertid i en historisk tid, hvor en pistol er det sidste nye inden for 'ekstrem vold', som det så malende bliver formuleret.

Filmens første scene viser, hvordan en omrejsende handelsmand med fare for at spolere sit flamboyante udseende demonstrerer nye produkter i den afsides nudelbar, som er hele filmens omdrejningspunkt. Konen til barejeren køber begejstret en pistol, som helt efter Godards opskrift om en kvinde og en pistol som det eneste nødvendige til en film får en central rolle i de efterfølgende forviklinger.

Konen (Yan Ni) er nemlig godt træt af i årevis at være blevet misbrugt af sin mand Wang (Ni Dahong) og drømmer om hævn. Rygrad er desværre ikke det mest udprægede karaktertræk hos hendes pinkklædte elsker Li (Xiao Shenyang), men som sagerne udvikler sig, ender han med at måtte tage sagen i egen hånd, da Wangs bestilte mordforsøg på det utro par udvikler sig i en uventet retning.

Saks og sværd

Jalousi, hævn og grådighed står centralt, men uden den grad af nihilisme, som præger forlæggets noir-fortælling. Alle er forvirrede og begår fejl. Alle drømmer uden held om at kontrollere egne og andres skæbner, men med en slapstick-spillestil og komedieambitioner fra første øjekast anlægger Zhang Yimou en humoristisk tilgang til det dramatiske kammerspil, hvor især de to nudelkokke står for de mere fjollede indslag. Om man er til den slags, er i høj grad en smagssag, men alle indtager sikkert lærredet. Også når tonen efterhånden som persongalleriet skrumper bliver alvorligere. Filmen slutter i et ekko af originalens dramatiske showdown, nu med saks som våben og seværdige sværdhuller på lærredet.

Det er på mange måder overraskende, at Zhang Yimou med sin nye film erklærer sin kærlighed til Coen-brødrenes særegne univers. Siden sit første spillefilm De røde marker fra 1987 har han været Oscar-nomineret for dramaer som Jo Dou og Under den røde lygte og festivalhyldet for sine skildringer af kinesisk hverdagsliv i Vejen hjem eller Ikke en mindre, mens det store publikum har sat pris på hans visuelt storslåede sværddanse Hero og House of Flying Daggers. Det er ikke humor, som har præget hans film, men her viser flere scener, at han også har flair for at anslå en lettere tone ud, bl.a. i en kort køkkenscene, hvor en nudeldej på cirkusmanér kastes fra den ene til den anden.

En ufarlig leg

Martial arts-fans går til gengæld forgæves i en historie, hvor den fåmælte politimand Zhang (Sun Honglei) godt nok er ferm med våben, men sjældent udfolder sine talenter En stor del af dramaet ligger i de scener, hvor folk stivner og lytter efter mulige vidner til deres udåder, lister over gårdspladsen eller sniger sig forbi hinanden. Det handler om uset at snyde og overleve, mens guldtænderne blinker i månelysets skær.

Karaktererne er skiftevis lukket inde i de klaustrofobiske rum med få udgange og ude i de imponerende, uendelige landskaber, som filmen placerer sine små mennesker i. Filmen får meget ud af de flotte omgivelser eller lyden af ridende politi i stilheden, men den får aldrig samme nerve og intensitet, som jeg husker fra min egen uforglemmelige Blood Simple-oplevelse for mange år siden.

Heldigvis kan filmen sagtens ses for sin egen skyld, og det er interessant at opleve Zhang Yimou afsøge nyt territorium. Efter at have været den store showmand bag OL i Beijing er det sikkert ikke nemt for ham at finde det rigtige materiale. En kvinde, en pistol og en nudelbar virker som en politisk ufarlig, underholdende bagatel, men man er med på legen, mens den står på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu