Læsetid: 4 min.

Den danske digitale kløe

Dansk elektronisk musik er blevet et mangefarvet dyr, som begynder at løbe i flere retninger på samme tid. Og det skal den bare gøre
1. juni 2011

Ingen opererer i et vakuum, slet ikke dansk musik, der i høj grad ser mod udlandet. Men samtidig har fået sig en sund selvsikkerhed, et klædeligt egensind. Kvartetten When Saints Go Machine opererer selvfølgelig heller ikke i et vakuum, og på deres nye, andet album, Konkylie, kan man sagtens høre samtidige elektronikere og popmusikere: Hot Chips modent harmoniske house, The Knifes dystre neo-electropop, La Rouxs 80'er-opdateringer og på sangfronten er Vonsild beslægtet med Antony Hegartys tykke skælvende tenor. Men det er især den afdøde amerikanske cellist, tangentspiller og sanger Arthur Russells opdagesyge og kunstneriske form for dansemusik, hans avantgardedisco, der spøger. Men den kunstneriske ambition løfter sig over forbillederne, ja, stiller sig nærmest på dem. Man kunne sagtens ane ambitionen på debutalbummet Ten Makes A Face fra 2009, men jeg havde forventet, at de ville være søgt ud i en lysere og mere uptempo dancetronica eller electrorock. Bare for at få lidt flere lidt tættere på de bageste rækker med. Dermed ikke sagt at Konkylie er det rene tolvtonemusik for et lukket broderskab, hvis hemmelige håndtryk inkluderer brudstykker af Arnold Schönbergs værk som morsekode, men dermed sagt, at bandet foretager sig valg undervejs, som stiller krav til lytterne. Og det er selvfølgelig den største respekt, man kan give sit publikum.

Strygere og kor

Her er masser af klassisk musik-overbygninger: Dårende violiner, plukkede strenge, men også kammermørke træblæsere og mere disharmonisk skærende strygere, der kæntrer i elektronisk feedback. Koret, der istemmer på Konkylies første skæring er tættere på moderne komposition end på klassisk ditto. Og forsanger Nikolaj Manuel Vonsilds savtakkede melodi skærer sig fri af velbehaget og insisterer på en stærkt kunstlet inderlighed. Det bliver lettere undervejs, men der holdes fast i udfordringen af den elektroniske popsang. Og det skyldes i høj grad Vonsild, der falder uden for gængse rammer uden at miste sin præcision og skarphed. Men ambition er selvfølgelig ikke lig med realisering af ambition, og det kniber det lidt med undervejs på Konkylie. Der er nogle ordinære sange undervejs, som dog aldrig er mindre end ekstraordinært sunget og arrangeret. When Saints Go Machine strækker sig, stræber, og når ofte, hvad de rækker ud efter.

Maskinel klang

Det gør Rumpistol alias Jens Christiansen også på sin seneste ep Talk To You gennem en tæt sky af inspirationskilder og ud i sit eget udtryk. Eller indtryk. Dubstep-ikonet Burial og hans nedpitchinger og koroderinger af r&b/soul-sangere dyrker Rumpistol, ligesom det er oplagt at sætte ham i forbindelse med protostjernen James Blake og Mount Kimbie og deres post-dubstep-udforskninger.

Men danskeren navigerer med en på én gang mere kubistisk logik og dramatisk nerve gennem bassens mange minefelter. Samplinger og syntetiseringer antager maskinelle klangligheder, men snubler hele tiden i dunkende og klikkende loops. Og den syntetiske bas er lige så meget en melodiøs stemningsmaner, som en rytmisk vildleder. Det, der gør Talk To You så fremragende, er, at Rumpistol komponerer en form for braindance-soul, altså en form for elektronisk angrebne sange. Samt at han bevæger sig i en genkendeligt post-apokalyptisk dubstep-verden, men med et maskinel, der ikke kun er en mageløs manipulator, men også en fejlkilde, en slæbende følgesvend, som synes at forsøge at synge duetter med de nye glimt af håb fra menneskestemmerne og deres melodier, som vi varmer os ved.

Klangfedme

Det bliver anderledes abstrakt på danske Badun og britiske Icarus' fælles-ep, Flensburg. Den danske gruppe fortsætter sine navigeringer et sted mellem Autechre og Miles Davis. Bitches Brew, men har også vundet noget branket og støjende og metallisk. De to grupper har besluttet at sy to numre hver på basis af de samme samplinger. Deres stil er flydende og fuld af synkoperinger som om vi lytter til den statiske elektricitet fra Fela Kutis afrobeat transmitteret til en ubåd. Icarus er mere opbrudte og buklende, fucker mere med ens rum- og tidsfornemmelse. De supplerer hinanden fornemt. Eloq er sin egen dynamo i hans 8-bit-electro-kubisme. En slags væltet b-boy-gameboy-drengerøvs-monomani. Den unge August Fenger banker buler i den i forvejen vakkelvorne wonky, skwee og californiske, futuristiske hiphop. En solidt p-funket klangfedme river lystigt i en, mens beats slæber sig utidigt om ørerne på en, bassen krølles skødesløst sofistikeret sammen, og melodierne stritter som spraymalede hanekamme. Ikke afgørende personligt endnu, men med en neonfarvet kækhed i hver en programmering. Dansk elektronisk musiks digitale kløe spreder sig i flere forskellige retninger, og det klæder den. When Saints Go Machine skruer op for de store ambitioner og forløser dem delvist. Rumpistol og Badun er ankommet i hver deres ingenmandsland. Og Eloq? Han skal bare klø på.

When Saints Go Machine: Konkylie. (EMI Music Denmark). Udkommer i dag. When Saints Go Machine spiller torsdag i Vega, og 4. juni på Train i Aarhus

Rumpistol: Talk To You EP (Rump/VME) Badun/Icarus: Flensburg EP (Rump/VME)

Eloq: Galactic Neckbreaks EP (Hobby Industries) soundcloud.com/hobby-industries

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu