Læsetid: 4 min.

DR2 er bange for sig selv

Serien med personlige og subjektive syn på 'Danmarkshistoriens største fejltrin' er demagogisk, men spændende tv. Men hvorfor skal der være en helt unødvendig debat bagefter, og hvorfor opfører kvinderne sig pænere end de køllesvingende mænd?
19. maj 2011

Nogen har fået en god idé. Den er ikke vildt ny, men den er altid god. Overlad kamera, mikrofon og redigering til et menneske med noget på hjerte og lad personen fortælle en historie.

Det kan gå frygteligt galt, hvis gæstetilrettelæggeren ikke får den nødvendige hjælp. Men det gør det ikke i DR2-serien Der er noget galt i Danmark, hvis to første afsnit er rullet over skærmen.

DR2 har bedt seks »markante samfundsdebattører og opinionsdannere«, som det hedder i pressemeddelelsen, om at fortælle deres »helt personlige version af Danmarkshistoriens største fejltrin«. Og præmissen bliver skåret ud i pap, fræset i vinyl og bøjet i neon i forteksterne: »Den fuldkommen neutrale og objektive historieformidling eksisterer ikke. Derfor har DR valgt at droppe den helt i dette program«.

Det er rapt, velklippet tv. Medtilrettelæggeren Christoffer Emil Bruhn kan sit kram. Han er historiker, så det må have smertet ham at se historien blive udlagt personligt, subjektivt og hårrejsende demagogisk, som flere af gæstetilrettelæggerne gør det.

Så meget, at DR2's ledelse blev så bange for deres egne programmer, at de hovedkulds og imod det oprindelige koncept hægtede en 10 minutters debat i halen af programmet. Det ændrer intet, snarere tværtimod. Meningsdanneren er uimodsagt hovedperson i 22 minutters 'film om filmen', derefter i sin femminuttersfilm, til slut i halvdelen af en 10minutters debat. Aktantmodellen fejrer store triumfer i DR2-projektet. Her er skurke i rendyrket form. Skurkene er de ansvarlige for 'Danmarkshistoriens største fejltrin'. Tilrettelæggeren hjælper os frem til 'sandheden'. Morten Messerschmidts skurk er Jens Otto Krag og magtens øvrige mænd, der førte folket bag lyset, da de ved Folkeafstemningen i 1972 bildte os ind, at EF (senere EU) ikke ville udvikle sig til en politisk, økonomisk og juridisk union. Messerschmidt har måske en pointe, men hans lille film er et demagogisk mesterstykke.

Mord, snyd og propaganda

Den overgås dog massivt af Bjørn Lomborg, der indirekte i teksten, men nærmest direkte i billedsekvenserne, gør fhv. Naturfrednings-direktør David Rehling ansvarlig for spild af 100 milliarder skattekroner og ikke mindst for 20.000 menneskers død, fordi han besnakkede regeringen til at lave en ineffektiv vandmiljøplan i stedet for at forsyne dieselbiler med partikelfiltre. Ja, hvis og hvis ... det er frækt på grænsen til det usmagelige. Claes Kastholm har helt klart en pointe, når han anklager de gamle partier for at begå århundredets største politiske fejl ved at vende det døve øre til den utilfredshed i befolkningen, der sendte Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet i Folketinget i 1973 med 28 mandater, men kæden ryger af, når Kastholm fastslår, at straffesagen mod Glistrup for skattesnyderi var et politisk komplot omfattende regering, folketing, politi og alle tre retsinstanser.

Carsten Jensen har også en pointe, når han i sin film kritiserer medierne i almindelighed og TV Avisen i særdeleshed for ikke at bedrive kritisk og uafhængig journalistik omkring Danmarks deltagelse i Irak-krigen, men også her går han grassat, når han gør medierne til et led i overlagt medløberi og spytslikkeri. Han glemmer bekvemt ,at både Ekstra Bladet og Information modtog en Cavling-pris for afslørende journalistik om krigsdeltagelsen.

Seriens to kvindelige 'meningsdannere' udviser ikke samme evner til skruppelløs demagogi som mændene. Sherin Khankans film om islam og Muhammed-tegningerne og juraprofessor Eva Smiths film om retssikkerhedens (sørgelige) tilstand efter terrorpakke, lømmel- og rockerlove er begge nærmest stilfærdige og overtalende. Her svinges ikke med køllen.

Efter at have set alle seks film og to af de efterfølgende debatter må man konstatere, at debatterne dybest set ikke ændrede noget som helst andet, end måske de DR2-ansvarliges frygt for de film, de havde sat i gang.

De små personlige femminutters film er pakket ind i en sandwich, hvor de meterhøje brødskiver reducerer 'meningsdannerens' film til uanseligt fyld. Forfilmen er fire gange så lang som hovedfilmen og debatten bagefter dobbelt så lang. Venstres Ellen Trane Nørby skulle af uransagelige grunde forsvare magtens mænd i 1972 (hun er født i 1980!) og den islamkritiker, som man altid trækker i debatautomaten, nemlig Lars Hedegaard, imødegik rituelt Sherin Khankans hovedtese, nemlig at man godt kan være både muslim og demokrat.

Det principielle spørgsmål er naturligvis, om man sådan uden videre skal have lov til uimodsagt at fremsætte grove og demagogiske ytringer i fjernsynet. Så længe de holder sig inden for straffeloven, er svaret naturligvis ja. Hvis præmissen er krystalklar. Og det er den. Her er en idé til en fortsættelse: Lad to meningsdannere med modsatte synspunkter lave to film om samme emne. Med samme enorme arkivmateriale. Det vil være tankevækkende undervisningsmateriale til mediekundskabstimen. Professionelt skrevet, klippet og velproduceret tv kan få dig til at tro på (næsten) hvad som helst. F.eks. at David Rehling er morder, at Glistrup ikke snød i skat og at TV Avisen er en bevidst del af regeringens propagandaapparat.

Der er noget galt i Danmark. DR2, søndag, kl. 21.50 til 22.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jeg har kun set Sherin Khankans 10 minutters film på nettet og hørte ikke den efterfølgende debat.
De 10 minutter med Sherin Khankans var i mine øjne ret poetisk og en ny og god måde at fortælle en anden end den yndede frygthistorie om islam på.
PS: Hvorfor blev genudsendelsen af ”De røde lejesvende” ikke fulgt op med en bred debat?
Her vil jeg godt komme med en indrømmelse fra at ha´ været stor forbruger af DR2, så ser jeg meget sjældent DR2, da der er kommet så mange intetsigende programmer. Fx er DR-udland forsvundet og erstattet med kriminalserier. DR-udland var i mine øjne et godt tilbud og værterne blev bedre og bedre til at tage interessante personer ind til at fortælle om de udenrigske emner som dagen bragte.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, man kunne da lige så vel have haft en diskussion efter "De røde lejesvende" som efter Messerschmidt og Khankan.

Man kunne i det hele taget diskutere, have "efterkritik", som seerne kunne overvære, evt. deltage i. Måske kunne det føre til en mindre udvandet DR2-profil end den, vi er endt med, hvor det vildeste er programmer som TVTVTV og Tema-lørdagene med rigeligt genbrug. Gabende kedeligt tv, som ikke kræver de store hjernevindinger.

De fleste dage kan man såmænd vente med at tænde for DR2 til 22.30 - og da kun såfremt Adam Holm er studievært. Af studieværterne har han nok de mest interesante emner, gæster og diskussioner. Kl. 23.00 vises der visse dage gode dokumentarer. Dem kan man så optage og se f.eks lørdag aften.

Inger Sundsvald

Både udsendelsen med Messerschmidt og Khankan var tåkrummende ringe og selvforherligende - efter min mening RÆDSELSFULDE.

Tom Paamand

Aktantmodellen, som Lasse nævner uden megen forklaring, er en ret mekanisk metode specielt brugt på tv eller i længere artikler, hvor det hele bygges op som et eventyr. Helte og skurke, hjælpere og modstandere, det hele skæres firkantet ud i pap, så læseren ikke bliver forvirret undervejs.

Journalistisk bruges den til at få styr på hvad bunken af kilder kan og skal bruges til, og hjælpe til at vurdere om der er dækning og styr på historien undervejs i arbejdet. En dygtig tilrettelægger kan bruge Aktantmodellen til at sørge for, at den korrekt researchede historie serveres effektivt - resten bruger den uhæmmet til at få sjuskede pointer uden dækning til at glide ukritisk ned.

Lasses har helt ret i, at det er pinligt så hårdt DR2 har pakket de fem minutters film ind i en undskyldninger for ideen. Som deciderede partsindlæg er de interessante - også som eksempler på uhæmmet manipulation, der forhåbentlig netop gør seeren opmærksom på det også i andre sammenhænge. Og det er optakterne en god fortælling om, men temmelig bombastiske.

Se filmene på nettet - det er nødvendigt at bladre lidt rundt i de sidste ti minutter for at finde selve filmene ucensurerede...