Flot tager han sig ud i smoking eller skræddersyet jakkesæt, Hubert Bonisseur de La Bath, bedre kendt som den hemmelige agent OSS 117. Kvinderne falder da også for ham på stribe ja, det vil sige, lige indtil han åbner munden. OSS 117 er nemlig selvglad, dum som en dør og fuldstændig blottet for situationsfornemmelse, hvilket ikke er så heldigt, når han f.eks. bliver sendt til Mellemøsten for at skabe fred og i stedet er lige ved at sætte det hele i brand.
OSS 117 er også hovedpersonen i to parodiske spionfilm af den franske filminstruktør Michel Hazanavicius, og han spilles med overskud, charme og komisk timing af Jean Dujardin, som i søndags blev belønnet for sin fantastiske præstation i Hazanavicius' nye film, stumfilmen The Artist.
Der går en rød tråd fra OSS 117-filmene til The Artist, som har at gøre med instruktørens forkærlighed for filmhistorie og gamle dage. Hvor den sort-hvide The Artist er Hazanavicius' brillante kærlighedserklæring til stumfilmtiden, er de to OSS 117-film pasticher over en række franske spionfilm fra 1960'erne. Filmene var baseret på romaner af den produktive franske forfatter Jean Bruce, der begyndte at skrive om Hubert Bonisseur de La Bath i 1949 og nåede at skrive små 100 bøger inden sin død i 1963.
Virkelige begivenheder
Altså blev OSS 117 faktisk født flere år før en anden og mere berømt hemmelig agent, Ian Flemings James Bond, og der er da også ligheder mellem de to: De er begge elegante, dameglade og livsfarlige. Men der hører lighederne så også op. Jean Dujardins OSS 117 er nemlig mere i familie med Peter Sellers' inkompetente Clouseau end Sean Connerys barske 007.
I den første og bedste af Michel Hazanavicius' film, OSS 117: Cairo, Nest of Spies (2006), befinder vi os i 1950'erne. OSS 117 sendes til Egyptens hovedstad for at forhindre muslimske fundamentalister, englændere, russere og franskmænd i at kæmpe med hinanden om kontrollen med Suezkanalen, og undervejs støder han også på en flok nazister, som gemmer sig i en af de store pyramider.
Det er interessant at se OSS 117: Cairo, Nest of Spies så kort tid efter den folkelige opstand i Egypten, og selv om filmen er lavet inden opstanden, er Hazanavicius ikke bange for at knytte an til andre virkelige og voldsomme begivenheder: F.eks. får man at vide, at Nasser har overtaget magten i landet efter et kup mod kong Faruq, ligesom en ung, egyptisk kvinde (dejlige Bérénice Bejo, der også er med i The Artist) taler om alle de udenlandske interesser i Egypten, hvilket betyder, at landet nærmest er under belejring.
Men hovedsagen er selvfølgelig OSS 117 og hans jagt på en kollega fra OSS, Jack Jefferson, der er forsvundet, måske død, og et fragtskib fuldt af våben, som alle gerne vil have fingre i. OSS 117 udgiver sig for at være fjerkræopdrætter, hvilket Michel Hazanavicius får megen sjov ud af, og selv om den franske agent til at begynde med har det svært med kulturen og sproget i Egypten – det lykkes ham at fyre den ene racistiske vittighed af efter den anden – formår han alligevel hurtigt og morsomt at tilegne sig både gloser og andre nyttige færdigheder.
I en af filmens bedste scener har OSS 117 forklædt sig som musiker og ender med at underholde en hel restaurant med sin virtuose strengeleg og sprøde sang. Faktisk er han så optaget af at være på og modtage publikums hyldest, at han rent glemmer sin mission.
Forstudier
Tage vare på sig selv kan OSS 117 trods alt han elsker at slås og det er nødvendigt i Kairo, der, som titlen siger, er fuld af spioner. Men det ændrer ikke ved, at han samtidig er et ubegavet, uoplyst fjols, der kun opklarer sagen, fordi den unge, egyptiske kvinde hjælper ham. Det sker ikke sjældent, at Jean Dujardin må mønstre et såre forvirret og fortabt udtryk i den ellers cool Hubert Bonisseur de La Baths ansigt, og man må sige, at franskmanden er en voldsomt dygtig fysiskkomisk skuespiller, der opnår store ting med sin mimik og gestik. På samme måde er Michel Hazanavicius en visuel filmskaber, der om noget forstår at fortælle i billeder. Han har studeret spion- og agentfilm fra 1950'erne og 1960'erne, ikke mindst James Bond, og han fortæller energisk og dynamisk i samme lidt gammeldags stil med bagprojektionskørescener, splitscreen, stærke farver og enkle kamerabevægelser. Det er en fornøjelse at se på, ikke mindst fordi tidsbilledet er så overbevisende.
OSS 117-filmene, hvoraf nummer to hedder OSS 117: Lost in Rio (2009), blev kæmpesucceser i Frankrig og er underholdende forstudier til The Artist, som forsøger at undgå parodien og også har mere på hjerte.
