Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Elleve og en halv fusere

Umiddelbart skulle man tro, at kuratoren af udstillingen 'Efter Stormen?' på Tøjhusmuseet ikke havde hørt om begrebet kontekst, men hun afslører sig selv
Kultur
13. maj 2011
Umiddelbart skulle man tro, at kuratoren af udstillingen 'Efter Stormen?' på Tøjhusmuseet ikke havde hørt om begrebet kontekst, men hun afslører sig selv

Bedømmelse: 2/6

Kunst findes ikke. I hvert fald ikke ligesom en bjørn findes eller en stol. Der er ikke noget kunstværk, der ikke også kunne have været noget andet. Ethvert penselsstrøg kunne have dekoreret en flise over en kamin, og selv når det er i en ramme, kunne det ligeså vel have været en dekoration fra Kolding Storcenter. Et fotografi kunne have været et minde eller dokumentation. En skulptur kunne have været en havenisse eller et tørrestativ eller et fuglebad.

Det er så elementært, og alligevel går man og glemmer det. Værket findes måske i virkeligheden, men eksisterer kun som kunst i hovedet.

For nogle år siden udførte Washington Post et eksperiment på en undergrundsstation i Washington. De tog Joshua Bell, en af verdens bedste og mest anerkendte violinister. To dage tidligere havde han optrådt i en udsolgt Boston Symphony Hall. Han er sågar blevet takket i Oscar-taler for at spille som Gud.

Efter Stormen? er 12 kunstneres værker på væggene bag kanonerne og missilerne på Tøjhusmuseet. Ideen er oplagt: Krig og død sætter en fed streg under den refleksion over livet, som kunsten ansporer os til. Kunsten sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor vi overhovedet orker at blive ved, og kanonerne og missilerne er ligesom et soundtrack af AC/DC i en krigsfilm. Erkendelserne står ikke længere i kø, de eksploderer ud over os.

Joshua Bell ankom i almindeligt tøj en morgen midt i myldretiden. Han stillede sig ved den meget lange rulletrappe, så alle ville høre mindst et minut. Han havde sin Stradivarius fra 1713 med, Gibson ex Huberman, der regnes for at være en af de bedste, Antonio Stradivari nogensinde har lavet. Bell gav 18 millioner kroner for den. I 1985.

Spildt mælk

Det er primært fotografer, der er med i Tøjhusmuseet, og overhovedet at opleve den æstetiske side af dem er en udfordring. Her er for eksempel to billeder af Jakob Hunosøe, der henholdsvis viser spildt mælk og spildt sukker. Mælken ligger på bordet som masken fra filmen Scream, og sukkeret ligger som et kranium. Det er måske nydeligt fremkaldt og fint komponeret, men man skal holde sig for øjnene og kun kigge ud mellem sprækkerne for at se det. Og selv der er det svært at filtrere de massive slotsmure og de mange våben på væggene væk. Konteksten er voldsom, og det er uundgåeligt i etikken, vi læser det let anstrengte og fjollede motiv.

Klaus Riskjær burde forstå det. For halvandet år siden satte han sig sammen med en pornomodel ind i sin Land Rover foran sin lejlighed på Gl. Strand i København og forsøgte som de eneste i bil at forcere den store klimademonstration under COP15.

Joshua Bell lagde ud med chaconne fra Bachs Partita Nr. 2 i d-mol, skrevet til en soloviolin og ikke blot anerkendt som en af de største kompositioner i musikhistorien overhovedet, men også som et af de sværeste at spille. 14 minutter tager det, komponeret i 1720, og kun ganske få mestrer det.

Akustikken på stationen var perfekt. Bell gav den gas. Han spillede, som når han står i fyldte koncertsale og over for konger og dronninger og statsoverhoveder. Han er vant til, at publikum besvimer, når han spiller. Han har fans over hele jorden.

En dollar

Washington Post var nervøs for forsøget. De ville gerne forstå betydningen af kontekst, men mente selv, at de havde overgjort det og tog en række forholdsregler i tilfælde af kaos. De forventede ikke, at alle ville stoppe op, men de vidste i hvert fald, at de fleste ville blive påvirket, og at ringene ville sprede sig, og at rygtet ville løbe, og her kunne der opstå problemer, når tusinder af mennesker begyndte at presse på bagfra. De havde sågar taget den station tættest på de regeringsbygninger, hvor de mest veluddannede arbejder, dem, der går op i klassisk musik og står i kø for at give en formue for en billet til at høre Bell.

Bell spillede i tre minutter, før der skete noget. En person opdagede, at der var en, der spillede, han vendte sit hoved i retning af Bell, men gik videre.

Et halvt minut senere fik Bell sin første dollar fra en kvinde, der gik forbi. Seks minutter skulle der gå før den første person stoppede op.

I de tre kvarter koncerten varede stoppede i alt syv personer kortvarigt op. I alt 1.097 kom op ad rulletrappen og gik forbi. 27 personer gav en mønt eller en seddel, de fleste af dem imens de gik forbi. Én person genkendte Bell, fordi hun netop havde været til koncert med ham. Hun gav ham en 20'er. Derudover tjente han 12 dollar på seks klassiske mesterværker. To børn virkede dog overordentligt interesserede i Bell, men deres forældre hev dem hurtigt videre.

Jakob Jensens hvide stjernebilleder virker fuldstændig malplacerede. Louise Holmgrens lyskasser med billeder af blade i den ene og to kvinder, der kigger på et lille bål i den anden, er også helt afmonterede fra Tøjhusmuseet. Sanne Frank har fotograferet et bjerg, hun har malet, der er påført kosmiske blomster af en art ... Det er sort som i total forvirring. Eller i kontekstblind.

Ligesom Klaus Riskjær, der måske var den eneste, der ikke kunne se det arrogante i at sidde fast mellem tusinder af klimademonstrationer med Ray-Bans, lædersæder og det løse.

Ubehjælpsom kollage

Michael Mørk har fotograferet bagenden af en plastikhest. Billedet er til gengæld faldet ned fra væggen. Det giver lidt en effekt. Men af alle værkerne er der kun to, der rent faktisk accepterer præmisserne for kunst, opererer i konteksten og ikke udelukkende tigger om at bliver afkodet i billedet, nemlig Torben Eskerods dødsmasker og måske en smule Morten Dysgaards video om vores forhold til fremmede. At værkerne så i denne sammenhæng fremstår lidt banale, er bare uheldigt.

Fotografi kan ellers springe mange lag over og formidle sig selv. Fotografi kan være sensibelt og etisk. Men det er bare ikke de fotografer, der er med her. Kuratorerne tror simpelthen ikke på kontekst, de tror, at en væg er en væg. Deres naive forhold til kunst får værkerne til at se selvfede ud, når de hænger der bag kanonerne, som om de er noget i sig selv. Som om de, bare fordi de kalder sig for kunst, automatisk tager livtag med store eksistentielle emner.

Kuratoren afslører dog, at hun måske alligevel ikke blot har glemt at tænke sig om, men måske ligefrem er en dårlig kurator, hun har nemlig medtaget fire af sine egne værker, små ubehjælpsomme kollager. En menneskekrop uden hoved med fluer der flyver ned i halsen. En mand bag en kanon. Klippe klippe klistre sin egen karriere ind i andres ...

Efter Stormen? kunne have ladet kunsten åbne for nye dimensioner. Det kunne have været AC/DC til en voldsfilm eller Klaus Riskjær på taget af bilen med et skilt. Vi kan ikke skille tingene ad. Men med de kanoner, der er på museet, ville vi lettere end ellers kunne have tunet ind på emner som at miste en, man elsker, vold, den følelsesmæssige udlicitering, fordi vi intet føler, selv om vi er i krig i Afghanistan, og så videre. I stedet har man formodet, at det eneste god kunst kræver, er et søm.

Efter Stormen? på Tøjhusmuseet, Tøjhusvej 3, København til den 5. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom Paamand

Måske skal det forestille et interessant eksperiment i cutup-kunst - eller også er skribenten på stoffer. Men hvoffer græde over spildt mælk?