Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fællessang til en indie-prædikants postapokalypse

Et sært skue med mindelser om Bob Dylans helligbrøde ved en folk-festival for længe siden: Den amerikanske indie-folk-mester Sufjan Stevens afsvor sig sin status som sjælesørger ved en flamboyant koncert. Og havde folket med sig
Sufjan Stevens de seneste år har skiftet fra at være den ny folkmusiks lysende håb til at være blevet voldsomt elektronisk og ganske flamboyant, grænsende til det festlige. Her optræder han ved en koncert i New York sidste år.

Sufjan Stevens de seneste år har skiftet fra at være den ny folkmusiks lysende håb til at være blevet voldsomt elektronisk og ganske flamboyant, grænsende til det festlige. Her optræder han ved en koncert i New York sidste år.

Josh Haner

Kultur
3. maj 2011

1. juli 1965. Bob Dylan går på scenen på Newport Folk Festival og spiller et elektrisk sæt med backing fra blues- og rock'n'roll-musikere. Dét falder ikke i god jord. Der bliver buh'et og raset. Og kontroverserne strækker sig ind i '66, ja, har et sagnomspundet lavpunkt, da en forsmået fan råber »Judas!« ved en koncert i Manchester Free Trade Hall. Dylans helligbrøde? At forlade sin akustiske folk-stil og sætte sine sange i stikkontakten.

1. maj 2011. I Fælledparken kan man konstatere, at protestsangen i mellemtiden er blevet tilføjet specialdesignede subwoofere og diskanthorn på en ladvogn, at stadig mere bas regerer under den alternative udgave af 1. maj.

Her er ingen kættere, kun anti-fascistiske afvigere fra normen fra ovre på den fine side af søen, hvor man stadig kan høre Arne Würgler synge protestsange viklet ind i sin akustiske guitar.

Nå, men, uvejrsskyerne og uret byder min følgesvend og jeg at stile mod Vega, hvor en yngre mand skal i gang med sin helt egen helligbrøde. 35-årige Sufjan Stevens fra Detroit, Michigan, var i flere år en ny folkmusiks lysende håb.

Især pladerne Michigan, Seven Swans og hovedværket Illinois definerede ham som en ung generations nye lysende rim- og hjerte-smerte-smed. Men over de sidste par albums er hr. Stevens så blevet voldsomt elektronisk og ganske flamboyant, grænsende til det festlige.

Det ved vi alle sammen, os lykkeligt udvalgte i det udsolgte Store Vega. Så da en discipel sidst i den to timer og 20 minutter (!) lange koncert råber »Chicago!«, er det ikke en anklage mod Sufjan Stevens' nye retning, men en bøn om i det mindste at genbesøge denne klassiker fra Illinois. Vi lever trods alt i kulturrelativistiske tider, hvor man ikke længere kan holde en kunstner ansvarlig for tidligere output, endsige påkalde kristent betonede forbandelser over dem. Men der er alligevel over disciplens stemme, der gjalder ude fra publikumsmørket, en desperation, som mange sikkert har følt, da Stevens venter helt til ekstranumrene med at spille numre fra Illinois, med at give os den følsomhed, som han ramte os så hårdt med for år tilbage.

Kæk indledning

Koncerten starter ellers præcis sådan. Med et emotionelt højdepunkt, med den lammende smukke »Seven Swans« skubbet til tårnende klimaks af det 10 k/m store band på strenge, trommer, blæsere, tangenter, kor.

Stevens og de to korsangere udfolder påmonterede vinger, mens to enorme projektorer former en svane, et par med ryggen til hinanden i en seng i snefnug eller er det stjerner, som snart drysser mod lærredets bund, opløst. Og vi er også opløste, ramte af den forbilledlige skælven og lydhørhed hos musikerne midt i sangens melankolske majestæt.

Det er en usandsynlig kæk indledning. Så højt i følelsesregistret. Men så tager begivenhederne en anden drejning. Okay, man aner allerede humor, da bandet første gang dukker ud af mørket og mest af alt ligner noget, der er gået amok i en spøg- og skæmt-forretnings restsalg af fluorescerende farver, siden organiseret i mønstre på tøj, i hår, ansigt. En futuristisk stamme af blipstere med glimt i øjet og en høvding med, hvad der ligner post it-kvadrater i panden.

Men det kommer alligevel som lidt af en overraskelse at Sufjan Stevens efter »Seven Swans« siger:

»If you've come to hear folk songs, you'd better leave now, cause we're gonna play some funky music

Ja, i det hele taget former koncerten sig som et dementi af hans status som sjælesørger, men også som en koket, ironisk dans omkring samme.

»Sorry for all the melodrama. I've had a nasty habit of confusing heartbreak with the apocalypse«, som han siger.

Syng med, for satan!

Inderligheden er der som genkendelig melankoli, og så lysnes den og transformeres til en stræben mod festligholdelse af menneskets forgængelighed og foranderlighed. Syng med, for satan! Og det er ikke kynisk det er blot en mand, der insisterer på at være en rigt facetteret kunstner, at vinde sin dybde tilbage.

Og det går over stok og sten med især det langstrakte materiale et enkelt sted ca. 25 minutter fra hans seneste album, The Age of Adz, som er et klangligt strittende, elektronisk bombet, korsunget ekstatisk, stilistisk associerende værk. Også live, hvor numrene ender i komplekse klimakser, hvor en særligt gribende frase vendes og belyses i et væld af farver. Der er en vild stræben mod sofistikering og nye højder i Sufjan Stevens' projekt. Det har noget neurotisk, men også kunstnerisk ærefrygtindgydende over sig.

Undervejs begynder det så at gå lidt i tomgang, synes denne anmelder. Tricksene er de samme, fraserne, der turneres, ligner hinanden. Der viser sig nogle blindgyder i hans ellers tilsyneladende endeløse galakse. Men det er stadig interessante blindgyder i cirka en fjerdedel af et show, der frygter hverken det fjollede, det grædefærdige eller det behersket forfejlede.

Der flyves trods alt tæt på solen, når Sufjan Stevens træder frem som indie-prædikant i sin egen spraglede postapokalypse.

Og jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde i dette menageri af et show. Med de mange fremragende projektioner på bagtæppet? Med Sufjan Stevens' lange talte introduktion til den ukendte galning, stjernerejser og billedkunstner Royal Robertson? Med koreografierne, der kunne minde om noget fra en Britney Spears-video, nu fremført af begejstrede amatører? Med den bizarre sølvhat han tager på, som om han var det fælles afkom af George Clinton og Sun Ra? Fornemmelsen af freakout, New Orleans-jazz, Steve Reich-partitur, folkemusik, mikroprogrammering, gospel og futuristisk bal i én og samme lagkage? Eller med autotuningen, den sidste helligbrøde, det sidste brud med rockistisk autenticitet, som Sufjan Stevens kaster sig ud i flere gange?

»Hey, we are who we are. So be as much as you can be«, siger han mellem et par numre.

Og der er flere talte guldkorn undervejs, som åbner døre ind til i hvert fald hans kunst, måske også hans person. Han fortæller om sin opvækst i Rudolf Steiner-skolen, hvis rytmiske bevægelsesklasser han genbesøger i dansen på scenen. Han fortæller om forældrenes spiritualitet, der inkluderer Shirley MacLaines newage og ufo-drømme, hvilket han parodierer som en form for offentligt privat traumebehandling. »Cause we're all star people

Verdens sørgeligste sang

Da ekstranumrene følger efter mere end to timers koncert, så bliver det til vidt udbredt jubel med numre fra Illinois. Vi får måske verdens sørgeligste sang, elegien »Casimir Pulasky Day«.

Solbrune drenge i hvide wifebeaters og piger med blanke øjne holder vejret og synger med: »In the morning when you finally go/And the nurse runs in with her head hung low/And the cardinal hits the window

Og så, jep, »Chicago«, der også er svanger med død og harsk forsyn. Som man kan danse til. Konfettimaskinen går i gang, og snart regner det med balloner fra loftet.

De sidste flaskedrenge er gået hjem fra de rødes overskudsfest i Fælledparken. Et sted i Pakistan udånder Osama bin Laden. Dylan har for længst forladt Kina uden at ytre et ord om arrestationer af en ny verdens dissidenter. Og i Store Vega får vi historisk kontinuitet i et værk fra en mand, en entertainer, en joker, en kunstner, der synes besat af at beherske og udfordre sin kunstneriske løbebane men også i stand til at ironisere over den, for så at omfavne den, dernæst skubbe den fra sig i nye retninger, bryde forestillinger ned. Uden at nogen råber Judas efter ham.

Sufjan Stevens. Store Vega, København, søndag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her