Læsetid: 4 min.

Fantasy nu som tv-serie

HBO's nye fantasy-tv-serie, 'Game of Thrones', der i aften begynder på CANAL+, er et ambitiøst og kulørt stykke underholdning fuldt af sex, vold og intriger og med en dansk skuespiller i en af hovedrollerne
HBO's nye fantasy-tv-serie, 'Game of Thrones', der i aften begynder på CANAL+, er et ambitiøst og kulørt stykke underholdning fuldt af sex, vold og intriger  og med en dansk skuespiller i en af hovedrollerne
4. maj 2011

En gruppe mennesker, mænd, kvinder og børn, er blevet slagtet på den mest bestialske vis. Hoveder og lemmer er skilt fra kroppe, og der er blod og indvolde over det hele.

Det er et skrækindjagende syn, og man forstår godt frygten hos den unge soldat, der har forladt riget på den anden side af den store mur for at rejse hertil, til et forfrossent ingenmandsland, hvor de frygtelige væsener, der var årsag til, at muren blev bygget, engang regerede. Nu er de åbenbart vendt tilbage, og selv om straffen for desertering er døden, stikker den unge soldat af og fortæller med angstfyldt blik og bævende læber om sine oplevelser, da fyrst Starks soldater fanger ham.

Så effektivt og voldsomt begynder den amerikanske kabelkanal og tv-serie-gigant HBO's nye store dramasatsning, fantasyserien Game of Thrones, der er baseret på en række populære bøger af den amerikanske forfatter George R.R. Martin med fællestitlen A Song of Ice and Fire.

En usikker fred

Game of Thrones foregår på det fiktive kontinent Westeros, hvor syv kongedømmer kæmper om magten, og rænkespil og snigmord synes at være en naturlig del af hverdagen. Fyrst Eddard Stark (Sean Bean) og hans familie er tro mod Westeros' øverste leder, kong Robert Baratheon (Mark Addy), og Eddard siger ja til at tjene som kongens nærmeste rådgiver og stedfortræder, da den forrige rådgiver dør under mystiske omstændigheder. Man forstår, at rådgiveren er blevet forgiftet, og Eddard, der regerer i den nordlige, kolde del af Westeros, ser det som sin pligt at finde ud af, hvem det er, der konspirerer mod kongen, og han vælger at forlade sin familie.

På det tidspunkt ved seerne allerede godt, at kongens kone, dronning Cersei Lannister (Lena Headey), ligger i med sin ene bror, Jaime Lannister (Nikolaj Coster-Waldau, der har fået godt gang i sin internationale karriere), og at de sammen stræber efter magten. Dronningens anden bror, Tyrion (Peter Dinklage), er dværg og lidt af en drikfældig horebuk, men også en belæst herre, som tilsyneladende er gjort af et mere hæderligt stof end sine søskende. Eller er han nu også det?

På den anden side af det hav, som deler Westeros i to, venter det detroniserede søskendepar Daenerys (Emilie Clarke) og Viserys (Harry Lloyd) på en chance for at vælte kong Baratheon og generobre tronen. De slår sig sammen med det barbariske hestefolk dothrakierne, som stiller en hær til rådighed, og nu trues den i forvejen skrøbelige fred i Westeros fra flere sider.

Godt og ondt

Der er altså lagt op til en dramatisk første sæson af Game of Thrones – i alt 10 afsnit, hvoraf denne anmelder har set to – og siden kommer der også lidt mere fantasy på banen med drager og anden magi. Og flot er serien bestemt. Der er ikke sparet på meget i opbygningen af den verden, handlingen udspiller sig i. En gennemført, særegen verden, der ligner vores engang i Middelalderen, men alligevel er så fremmedartet og fjern, at folkene bag Game of Thrones kan give den sin egen indre logik.

Som de fleste andre af HBO's tv-serier (The Sopranos, The Wire, Six Feet Under) er Game of Thrones karakterdreven, hvilket er afgørende, når man samtidig kræver, at seerne frivilligt accepterer så fantasifuldt – og omfattende og indviklet – et univers. En af styrkerne ved serien er, at den tumler med store følelser, farligt begær og vigtige moralske og etiske spørgsmål, og at den er såre overbevisende i psykologi og persontegning.

I et interview med New York Times har den ene af mændene bag tv-serien, manuskriptforfatteren David Benioff, kaldt George R.R. Martins bøger for »voksen fantasy«. Det tiltaler Benioff og hans makker, D.B. Weiss, at personerne ikke er entydigt gode eller onde. De har alle en rem af huden, handler egoistisk, og indimellem kan det endda være svært at finde ud af, hvem man skal holde med, hvilket kun gør serien mere interessant at følge med i.

»Hver gang man har en episk kamp mellem det gode og det onde, bliver det den mest forudsigelige historie, fordi vi alle ved, hvem der vinder,« siger Benioff til New York Times og suppleres af D.B. Weiss: »Der er ingen, der gør noget, fordi de er onde eller gode. Alle gør noget, fordi de følger deres egne meget realistiske og komplekse interesser.«

Pæn modtagelse

George R.R. Martin er blevet kaldt USA's svar på fantasygenrens store mester, J.R.R. Tolkien, og han er da også en vaskeægte verdensbygger med en dedikeret fanskare, som har ventet længe og spændt på tv-udgaven af Game of Thrones.

Har den så været værd at vente på? Serien balancerer på en knivsæg mellem cool og camp, og selv om der er mange elementer, som fungerer – billedsiden, skuespillet, humoren – er der også nogle, som ikke gør, og serien nærmer sig det ufrivilligt komiske.

Game of Thrones er bedst, mens vi befinder os hos fyrst Eddard, som får besøg af kong Baratheon. Man frygter for fyrsten og hans families liv og fremtid, mens der konspireres i krogene af den incestuøse dronning og hendes arrogante, måske endda sociopatiske bror.

Men når vi så besøger dothrakierne, et i sandhed umælende, ucharmerende folkefærd, bliver det hele lidt fjollet. Det kan godt være, at barbarer kun kan finde ud af at drikke, slås og hore, men det er ikke særlig interessant eller troværdigt at se dem gøre det hele tiden. Faktisk er der så meget for husarerne i Game of Thrones, at den næsten kunne være produceret af The Playboy Channel.

Serien fik dog en aldeles pæn modtagelse af de amerikanske tv-seere ved premieren for nylig, og på IMDb.com har 4.750 mennesker stemt og givet den karakteren 9,5 ud af 10. Det sker meget sjældent, og anden sæson er allerede bestilt af HBO.

Game of Thrones sendes onsdage kl. 20 på den danske betalingskanal CANAL+

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ルーネ マセン

Christain

Fuld disclosure, jeg har læst bøgerne i A Song of Ice and Fire serien.

Det er super interresant hvordan Dothrakierne er blevet anmeldernes prügelknappe, især Slates artikel om det er muligt at være racistiske mod et fiktivt folk. Men chill venner. Som du selv skriver kan det være svært at vide hvem man skal holde med... og det samme gælder Dothrakierne.

Dothrakierne bliver fremvist som brutale barbarere i starten, fordi PoV på dem er den 'civiliserede' Deanerys Tagaryen. Hvis det umiddlebare indtryk den vi introduceres for Dothrakierne for er at de er horende blodtørstige barbare og ikke andet, så er det selvfølgelig det vi som seere også skal se, og så sidenhen få en indsigt i folket sammen med vores PoV. Det her er ikke et nyt og ukendt virkemiddel i istoriefortælling, det kan ikke komme som en overraskelse. Men som god vestlig journalist har man åbenbart fået en Pavloviansk respons mod alt der bare lugter af ikke at være politisk korrekt.

Alt i alt siger det mere om anmelderne end fiktionen de kommenterer.

Christian Monggaard

Sikke noget vrøvl.

Det er muligt, at fremstillingen af dothrakierne bliver mere nuanceret og endda mere positiv på et senere tidspunkt i Game of Thrones, men det ændrer ikke ved, at det dramatisk ikke fungerer, at de er så unuancerede og entydige, som de er i de to første afsnit af serien.

Det har ikke noget med hverken racisme, politisk korrekthed eller stakkels Pavlov at gøre. Det er bare uinteressant og ufrivilligt komisk.