Læsetid: 4 min.

Find selv ud af det

Selvbiografi. Skuespilleren Holger Juul Hansens øser af sine farverige erindringer fra barndom og roller med mange fornøjelige anekdoter som da han søgte råd hos Lars von Trier under indspilningen af 'Riget' og blev næset opbyggeligt af
Blandet. Holger Juul Hansen har både oplevet op- og nedture, men oplevet mange spændende ting undervejs i en lang skuespillerkarriere.

Blandet. Holger Juul Hansen har både oplevet op- og nedture, men oplevet mange spændende ting undervejs i en lang skuespillerkarriere.

Bax Lindhardt

27. maj 2011

Det skortede ikke på advarsler, da Holger Juul Hansen indledte sin karriere. »Hansen, Hansen, De er idiot«, udbrød isenkræmmeren, som han stod i lære hos, da han fortalte, at han hellere ville være skuespiller. Han var blevet grebet i at indøve en scene fra Henrik Ibsens Gengangere på lageret. Opgiv det, tilrådede en af hans første lærere i skuespil ham, og da han mødte op til sin første prøve på Det Ny Teater, åbnede en kollega døren ud til gaden og sagde: »Løb så hurtigt, De kan og kom aldrig tilbage. De vil takke mig resten af Deres liv«.

Det prellede alt sammen af på den unge Holger, der gennem seks årtier har underholdt og bevæget danskerne i Fru Thalias tjeneste, som det hed om teaterarbejde, da 10 øre stadig var mange penge, og børnene var Mariekiks-narkomaner. Sol og tunge skyer hedder hans tredje erindringsbog, hvor hans frederiksbergske barndom blev overskygget af en særligt tung sky, da bogholder-faderen blev grebet i at fuske med regnskaberne og røg i Vridsløse. Således kom han, som han skriver, under sine besøg til at kende porten til fængslet, længe før Egon i Olsen-Banden gjorde den berømt.

Som barn var han stammer, men det hjalp gevaldigt på humøret, da han fik at vide, at stammere ofte var meget intelligente, idet hjernen løb hurtigere end sproget. Hans temperament er til det lyse, og tidligt i bogen får vi at vide, at smil og venlige ord betyder meget for ham.

Kage og frikadelle

Holger Juul Hansen, der nærmer sig sine 87 år, fortæller med klædelig, underspillet selvironi om sine mange oplevelser med især teatret og senere tv og film. Navne som Reumert, Gabrielsen, Weel, Wieth, Mime (Fønss), Malberg, Jeppesen, Reichardt og Price, der drysses ud på siderne, fortæller, at vi har at gøre med et stykke teaterhistorie fra dengang, skuespillere på provinsturné ofte blev indlogeret på bøndergårdene. Da han efter et engagement på Aalborg Teater ikke nænnede at sende sin nye cykel med toget til København, foreslog en veninde, at de cyklede sammen hele vejen. På Sjælland traf de skuespilleren Hans Henrik Krause, der var på vej til Paris. Til fods.

Roller tilflød ham i en lind strøm. Alle ville have ham. Et konditori havde ligefrem opkaldt en kage efter ham, en grønthandler en kartoffel, men en kollega fik ham ned på jorden ved at sige, at nu manglede det bare, at en frikadelle blev opkaldt efter ham. I København ville Stig Lommer have ham, men tilbød kun 11 prøvedage mod de sædvanlige 6-7 uger. Det bekymrede ham, men Lommer beroligede: »Jaja, kære ven, men vi skal jo ikke prøve alle 11 dage«.

Aage Stentoft, der var kendt som en hård forhandler, ville også have ham. Holger Juul Hansen skrev derfor sit lønkrav på en seddel, som han overrakte direktøren, der derved var sat mat og gav ham det forlangte.

Donnaen

Der er det usædvanlige ved Holger Juul Hansens to ægteskaber, at han først blev gift med en 20 år ældre kvinde, dernæst med en 20 år yngre, fra den ene yderlighed til den anden. Men da han ikke just tilhører Paradise Hotel-generationen er han noget nærig omkring privatlivet. Lidt får vi dog. »Jeg vil blæse på donnaen«, sagde han, da han skulle spille sammen med sin ungdoms heltinde, operettedronningen Else-Marie, og oplystes om, at hun skulle have særbehandling. Efter kun ni dages bekendtskab var de gift. Siden forelskede han sig i balletdanserinden Inge Olafsen og brød med donnaen, men som han indsigtsfuldt og til eftertanke formulerer det, behøver det ikke altid være den svigtede, der bliver hårdest ramt. Ligeså lakonisk konstaterer han, at ungdommens kærestesorger kun kan sammenlignes med den tilstand, han ville være i, hvis han rent faktisk havde fået alle de piger, han var forelsket i!

Sin sene kræftsygdom beretter han gerne om til opbyggelighed for andre og i den anden ende af skalaen sine hunde til glæde for hundenørder. Henrivende er det at høre om dengang, Ingmar Bergman ville synge en vuggesang for hans lille datter. Det viste sig at være Pippi Langstrømpe-sangen.

Transvestitten

Holger Juul Hansen gik aldrig ud af omløb som skue-spiller og identificeres især med bankdirektør Varnæs i Matador, hvor samarbejdet med Erik Balling omtales som bedre end at have penge i banken. Da Varnæs pludselig lå i med bankassistenten, mødte han forargelse hos damer på gaden. »Forsvarer De ham!« udbrød en af dem arrigt, da han ville forklare sig.

Anderledes dybe roller fik han i Leif Panduros tv-spil, hvor den pæne mand i I Adams verden afslørede sig som transvestit med navnet Sonja, og ny folkelig succes fik han som overlæge Moesgaard i Riget. Da han spurgte Lars von Trier til råds om en scene, lød svaret: »Hvor skulle jeg vide det fra. Er det ikke dig, der er skuespiller?« Traditionelt set et fattigt instruktør-svar, men gavnligt for resultatet, da man så strengede sig ekstra an.

»Lars von Trier passer ikke ind i noget system«, skriver Holger Juul Hansen. »Jo, hans eget, og det er unikt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu