Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det forandrer sig til alle tider

40-års jubilæet for Skousen & Ingemanns milepæl, 'Herfra hvor vi står', blev fejret med maner og elan i et stopfyldt Vega. At det samtidig er 1.080 år siden Knud Lavard blev snigmyrdet af sin fætter Magnus udi Haraldsted blev måske ikke direkte nævnt, men vi sang da om det i mindst et kvarter
Kultur
16. maj 2011

Lukkede man øjnene under den storslåede koncert med Skousen & Ingemann (& Stig Møller & Tømrerclaus & Hans Fagt) lørdag aften i det stopfyldte Store Vega, kunne man mentalt snildt udviske de 40 år, der er gået, siden en næsten identisk konstellation (trommeslager Bjørn Uglebjerg døde i '94, og fløjtespiller Knud Bjørnø har bosat sig i USA) i al stilfærdighed udsendte albummet Herfra hvor vi står. »Tiden står stille på stregen« sang Gasolin' nogenlunde samtidig, men i Niels Skousens tekstunivers hed det, at »det er så svært at nå frem«, eller at »der er ikke noget, der begynder før du kommer« eller »det bevæger sig, når vi går, det forandrer sig til alle tider ...«

Thi selv om man måske skulle tro, at det såkaldte ungdomsoprør i det herrens år 1971 ræsede derudad, var både tømmermændene og refleksionen begyndt at indfinde sig. Nogenlunde samtidig med at danske beatmusikere (det hed de dengang) var begyndt at indse mulighederne i modersmålet, i hælene på gennembruddet med Steppeulvenes Hip (1967), og albums som Dissing (også kendt som Nøgne Øjne) og Alrune Rod (begge '69, begge med tekster af den uforlignelige Laus Bengtsson). Men selv i den kontekst var det statusskabende Herfra hvor vi står noget ganske specielt, hvad man også havde øje for i datiden. Ja, nærværende dagblad aftrykte titelsangens tekst. På forsiden!! Noget sådant skulle man sgu lige prøve at foreslå til et redaktionsmøde i dag.

Nede på jorden

Selve coveret var reproduktionen af en akvarel, der til forveksling lignede et luft- fotografi af snart sagt et hvilket som helst sted i Danmark med adgang til hav, hvilket med garanti også var meningen. For selv om pladeomslaget var yderst karrigt med oplysninger (ingen steder stod der således noget om, at ensemblet hed Skousen & Ingemann!), selv ikke teksterne stod aftrykt, blev det båret igennem af en røvfuld af hippieepokens bedste sange (ja, og så den der, der hedder »Fodbold«, som jeg aldrig har syntes var ret god), afspillet i en let og jam- præget atmosfære, hvor man som lytter fik det indtryk, at de medvirkende både havde det sjovt indbyrdes og målrettet trak i samme retning.

Pladen ramte i hvert fald noget i tiden og blev til manges overraskelse (heriblandt ikke mindst de medvirkendes!) en megasucces, som de følgende par år hørtes alle vegne. Det samme gjorde orkesteret, personligt oplevede jeg det et par gange, den ene i en københavnsk bio- graf, hvor de blandt andet spillede singlen »EEC Blues« første gang (vi sang den hele vejen hjem i toget), og den anden gang til en festival i Høvelte, tror jeg det var, hvor det var noget nær hovednavnet. Hvad ved jeg, jeg var så vind og skæv, at det kun er fordi der findes et uskarpt sorthvidt fotografi derfra, at jeg ikke har smidt det på glemslens mødding. Altid nede på jorden (om end med hovederne i skyerne) og tilgængelige var der meget lidt stjernelir der, men da det selvsamme orkester året efter blev til det (endnu mere) demokratiske Musikpatruljen, gik noget af glansen af foretagendet.

Nulstillede alle

Der kom op gennem 1970'erne flere plader af svingende kvalitet med samme konstellation, men der var alligevel mere at hente på Skousens samtidige soloplader.

Men så kom punken, og vi tænkte ikke så meget over det trip dér et årti eller to. Men Herfra hvor vi står levede sit eget liv, uafhængigt af konjunkturer, de særeste mennesker namedroppede det, og teksterne kunne man bare, ligesom tidligere generationer deres salmer og fædrelandssange, alle kendte én, »der tog af sted lidt før de andre, nu si'r de han kom for langt ud ...«. Skousen selv trak sig fra musikscenen i 1980, men da han i 2002 gjorde comeback med et brag af et album i form af Dobbeltsyn, var det tid til at gøre regnskabet op. Siden har han udgivet tre af det seneste årtis fineste dansksprogede lp'er, hvilket givetvis har været med til atter at rette spotten mod slidstyrken ved Herfra hvor vi står.

Og det er pudsigt nok netop blevet genudgivet, kurateret af Torben Bille og forsynet med en stribe inderligt ligegyldige bonusspor samt den mesterlige B-side, »Blæsten over søen«, der er ren årgangs-Skousen. Og det var det, der fejredes lørdag aften i Store Vega, så ikke et sæde var tørt. Vi sang os hæse, glædede os hjerteligt over samspillet og den fine stemning på scenen, hvor de fem bedagede herrer simpelthen nulstillede os alle og trak tråde både frem og tilbage i tiden. Suveræn var ikke mindst den udødelige episke ballade om »Knud Lavard«, men alt fungerede, og flere havde tårer i øjnene, da vi nåede titelsangen, som jo er en moderne klassiker. Desværre ingen ekstranumre, vi havde ellers gerne nydt singlen, a- som b-side, tak, men sådan skulle det altså ikke være.

Fuld af glæde og overskud

Efter en kort pause trådte Niels Skousen så op som solist, backet af sit faste og overmåde kompetente orkester, og gav en flot buket af sangene fra det seneste årti. Der skal ikke herske tvivl om, at han er en af de få nu- levende sangskrivere, der formår den svære kunst at skrive tekster, som både giver mening, swinger og ejer poesi. Med den trofaste Nikolaj Nørlund (som er manden bag comebacket, og han har både produceret og udgivet Skousens skiver her i det ny årtusind) som kapelmester gav Skousen en udemonstrativ opvisning i at give en sang til bedste uden at forfalde til tom gestik eller anden overflødig afpudsning af egoet. Tværtimod stiller han sig altid i sangens tjeneste, man kan med det blotte øje se, hvordan han ved hvert nyt nummers begyndelse træder i karakter og bliver ét med stoffet. Det er vitterligt et syn for guder. Og så var han bare i suveræn form, fuld af glæde og overskud og nå ja, det smittede.

At han havde inviteret fire gæster (Christian Hjelm, Ane Trolle, Peter Sommer og Steen Jørgensen) til hver at fortolke et nummer, satte i og for sig kun hans eget format i relief. Som sættet skred frem, gik der mere rock i den, og at se Niels Skousen giv den som Elvis er et absolut highlight i min mangeårige koncerterfaring, det var simpelthen stort. Som alt ved denne aften i øvrigt, det ganske publikum, min smukke viv, de mange gode venner, vi mødte, men først og sidst, al den fuldstændig uforlignelige musik, vi fik smidt lige i krydderen, tak for den! Det er jo derfor vi er her.

Skousei & Ingemann, 40 års jubilæumskoncert + Niels Skousen, solokoncert m/ gæster, Store Vega, lørdag Skousen & Ingemann: 'Herfra hvor vi står', 40 års jubilæums udgivelse inkl. bonusspor (Polydor/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kjeld Jensen

Kære Klaus Lynggaard. Det var i 1131, at Knud Lavard fik kløvet sin skal ned til det højre øre. Så det er kun 880 år siden.
Tak for anmeldelse. Min søn på 22 var inde til koncerten og meget begelstret; ligesom jeg var for pladen for 40 år siden.