Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Forbilledlig introduktion til den vanskelige musik

Komponist og forfatter Karl Aage Rasmussen har skrevet et referenceværk til den musikinteresse-rede dansker
Kultur
13. maj 2011
Inkluderet. Komponist og pianist George Gershwin, 1936.

Inkluderet. Komponist og pianist George Gershwin, 1936.

I 2007 udkom en åbenbaring af en amerikansk musikbog: The Rest Is Noise. Listening to the Twentieth Century. En eventyrligt velskrevet og fordomsfri fortælling om 'den moderne lyd' i sidste århundrede begået af journalisten og musikkritikeren ved tidsskriftet The New Yorker Alex Ross. Bogen var en åbenbaring, også fordi den forholder sig til det 20. århundredes seriøse musik med andre prioriteringer, end man er vant til, og tilmed ved at synkronisere den dramatiske politiske historie med den tilsvarende omskiftelige musikhistorie.

I Danmark har vi ingen Alex Ross, men vi har heldigvis Karl Aage Rasmussen, komponist og forfatter til en efterhånden lang række bemærkelsesværdige bøger om musik. Han har nu begået et mesterstykke om samme emne med den spidsfindige titel Musik i det tyvende århundrede, ikke med samme ungdommelige vitalitet og formidlerbegejstring som Ross, men båret af det Rasmussenske stilleje, hvor enorm viden, praktisk erfaring, analytisk skarpsyn, formidabel skriftlig formuleringsevne og ikke mindst lune mere eller mindre jysk flyder sammen i en stærkt personlig udtryksform.

Tætskrevet gennemgang

Karl Aage Rasmussen kalder sin nye bog en fortælling, fordi han har valgt sit materiale ud fra personlige tilgange. Det er ikke en videnskabelig fremstilling, langtfra, men det er nu alligevel en tætskrevet gennemgang af hovedveje og biveje i århundredets musik den, der bygger på den klassiske musiks traditioner. Og hvem er bogens publikum? Ifølge Rasmussens eget håb: den lyttende, læsende offentlighed.

Hvad han ikke skriver helt klart, er, at den overvejende del af denne offentlighed sandsynligvis ikke lytter til en brøkdel af den beskrevne musik. Man flygter fra den. For det er jo et paradoks, at såkaldt dannede mennesker fortsat med en vis prestigefølelse søger viden om og oplevelser med moderne kunst, litteratur, arkitektur, film og teater, mens de går en stor bue uden om samtidens eller blot størstedelen af det seneste århundredes kompositionsmusik.

Måtte Karl Aage Rasmussens bog derfor blive en bestseller og få sine læsere til at storme af sted og skaffe sig mulighed for at høre hver eneste tone, han skriver om som pianisten Emanuel Ax i øvrigt skrev om Alex Ross' bog.

Rasmussens store fortælling sætter sig for at udforske fuldstændig uoverskuelige musikkontinenter. Og det er hans store fortjeneste, at man faktisk når frem til at overskue ganske meget. Det gør han ved at tematisere stoffet og ikke skride sejpinerisk kronologisk frem. På den måde optræder den absolut centrale skikkelse, Igor Stravinskij, en hel del gange, tolv- tonekomponisten Josef Matthias Hauer står side om side med Rued Langgaard som to ensomme ulve, Per Nørgård bringes sammen med bl.a. Olivier Messiaen og den sælsomme tænker Giacinto Scelsi, George Gershwin kommer i samme bølge som Ralph Vaughan Williams og så fremdeles. Det er næsten som en stoleleg, hvor man får helt uventede sidekammerater.

Godt nok hedder den en fortælling, men bogen er systematiseret i sektioner, hvor hver komponist behandles mere eller mindre indgående, derfor kan den bruges som et opslagsværk. Og selv om Karl Aage Rasmussen viser udstrakt loyalitet over for dramatis personae, er der naturligvis nogen, han rangerer betydeligt højere end andre. Arnold Schönberg er for de fleste synonym med rædsomt dissonerende musik. I bogen får man detaljeret indsigt i, hvad der drev den jødiske komponist til at drive musikken fremad, fra den opløste senromantik via den atonale frihed til det stramt organiserede tolvtonesystem, mod en ny virkelighed uden at forråde sin gæld til de skuldre han vedkendte at stå på, de historiske wienerkomponister. Brahms var en af dem.

Hør den på Youtube

Den radikale Schönberg blev den ene hovedperson, kamæleonen Stravinskij den anden. Tolvtonemusikken over for neoklassikken. Men de var ikke så store modsætninger alligevel, det tydeliggør Karl Aage Rasmussen. Ligesom han skriver sig blændende ind i modsætningsparret, Schönberg-eleverne Alban Berg og Anton Webern, den sidste som den egentlige fader til den benhårde serialisme, der dukkede op af ruinerne efter Anden Verdenskrig med koryfæer som Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen.

Edgar Varèse bliver trukket frem som den visionære, der måtte vente på realiteterne, nemlig støjens triumferende indtog ved hjælp af den nye musikteknologi. Som også kom fra USA, og i det hele taget er bogen generøs i sin indføring i amerikanske 'originaler', fra Charles Ives, Henry Cowell, Elliott Carter, George Crumb, John Cage til Steve Reich. Spændende er også den hengivne interesse for outsidere som tyskeren Bernd Alois Zimmermann og hollænderen Louis Andriessen. Der er selvsagt bjerge af stof at suge til sig, til sidst i et større indblik i de seneste årtiers rige skandinaviske musikkultur, inklusive den danske, som vi af dunkle årsager kan være så blinde og døve for. Der følger ingen cd med bogen. Men i et efterord hjælper forfatteren læseren på vej til lytteoplevelser via internettets store gratisvideotek, Youtube. Præcis dette web-site viser, hvor vildtvoksende musikkulturerne har udviklet sig.

Karl Aage Rasmussen har slet ikke det hele med, hverken jazz eller rock, men alt det andet, han har fundet det nødvendigt at fortælle os om, er nu samlet i intet mindre end et dansk referenceværk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her