Læsetid: 2 min.

Forelsket i Nyhavn

Willkommen i Kopenhagen! Café Liva åbner sommerens cabaretliv med veloplagt nostalgi og spids samtidssatire i Forelsket i Kbh
25. maj 2011

Inden al sommerteatret går op i Kabaret Royale på Skuespilhusets Røde Rum, så kan man roligt gå i Nyhavn.

I Toldbodgade har Får 302 og Svada Teatret lige diverteret med den forrygende kvindecollage Strip, hvor den debuterende og yderst overbevisende instruktør Susanne Storm fik skabt sig en slags Kvinde Kend din Krop 2 om københavnerkvinder i 40'erne med Pernille Lyneborg og Susanne Bonde som begavede kropsmotorer for beske erkendelser og forrygende selvironi.

Og i selve Nyhavn ligger nu det nye, længselsfuldt ventede Liva-skib til kaj med indvielseskabareten Forelsket i Kbh.

Skuden er ganske vist mere firkantet, hvidskuret og jomfruelig end alt andet i Nyhavn.

Men Liva 2 kan tydeligvis rumme masser af saftig satire uden at synke.

Og hvis bare de bagerste publikumsborde fik nogle forhøjninger, så ville alle faktisk kunne se Mette Marckmanns seje kvindefortolkninger og Peter Oliver Hansens raffinerede mandetyper oppe på den lille scene, hvor Lars Fjeldmose sidder og klimprer med udsøgt humor i tangenterne.

Guldøl og nordvest

Nostalgien får, hvad den skal have i Jacob Morilds tekstmontage, der hiver gamle københavnerhits frem af gemmerne.

Men som altid hos Morild er det nutidssatiren, der bærer showet.

I denne sommerkabaret er sangene endda indrammet af en heftig række telefonbeskeder mellem en pige og fyr, der forgæves prøver at møde hinanden undervejs på deres natlige og ret så våde bytur i København. Morsomt og lige på kornet.

Nogle af sangene får voldsomt nyt drama. Mette Marckmann satser hele sit forvrængningstalent på Sven Gyldmark og Poetens gamle sang om Solitudevej, så det gør rigtig ondt. I en nordvestdiktion får hun sagt en masse om social udsathed og ensomhedsfattigdom mellem linjerne. Her er der pludselig en forestilling i forestillingen.

Mette Marckmann har i det hele taget en anarkistisk sans for at løfte københavnersangskatten højt op i luften uden ærefrygt. Hun placerer den gerne i moderne modlys.

Og hun har ingen hæmninger, når hun spiller guldølssvensker i Nyhavn. Nogle gange vrænger hun dog så meget, at hun flår de gamle sange med sig i kanalen med et plask...

Psykiatri og Osvald

Peter Oliver Hansen bruger sin præcisionskomik helt anderledes. Han går ind i sangene med en stærk følsomhed som kontrast til Marckmanns brutale satire. Når han lyser op i sit veloplagte smil, mærker man samtidig Nyhavnssorgen slikke op om båden. Hans gengivelse af Osvalds Nede ved havnen er i hvert fald ikke for tøsedrenge. Og hans Manden på Risten bliver en socialgyser om den psykiatriske patient, der er blevet spareudskrevet fra Nordvang.

Om kabareten så føles gammeldags? Ikke det mindste.

For musikken rækker lige fra PH til Bent Fabricius-Bjerre, Natasja og Tina Dickow. Med et ubesværet flow, der drives frem af de satiriske kodeord, som Café Liva er berømt og berygtet for at kunne finde hvor som helst.

Så selvfølgelig får Jacob Morild også indflettet debatten om danskerprøven for at opnå opholdstilladelse. »Den klarede du ikke,« siger Peter Oliver Hansens sagsbehandler med et officielt og aldeles følelsesanonymt nej-smil anno 2011.

Willkommen i Kopenhagen!

Forelsket i Kbh. Tekster: Jacob Morild. Musik: Diverse københavnerhits. Musikalsk arrangement: Lars Fjeldmose. Scenografi: Nils Krøyer. Instruktion: Holdet og Lars Knutzon. Café Liva i Nyhavn 26. Til 11. juni. www.cafeliva.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu