Læsetid: 7 min.

Forfalden til skønhed

På Skive Ny Kunstmuseum hænger der korsstingsbroderier i smukke stærke farver. De forestiller forladte faldefærdige huse, nedbrændte møller og rustne bilvrag. Thomas Wolsing skildrer den trøstesløse virkelighed i glade farver i et medie, som normalt viser idyl
Kunstneren Thomas Wolsing giver trøstesløsheden farve i korsstingsbroderier, der forestiller forladte faldefærdige huse og nedbrændte møller.

Kunstneren Thomas Wolsing giver trøstesløsheden farve i korsstingsbroderier, der forestiller forladte faldefærdige huse og nedbrændte møller.

Fra udstillingen

5. maj 2011

I mine forældres hjem hænger en klokkestreng. Den er inddelt i tolv rum én for hver måned. Korsstingsbroderierne i rummene forestiller folkedragtklædte mænd og kvinder placeret i landskaber, der følger årstiderne. En moden hvedemark i august, et æbletræ i september, en snedækket kirke i december. Den har hængt der altid. Min mor lavede den som barn. Det tog lang tid. Og det er lang tid siden.

I rummene på Skive Ny Kunstmuseum (SNYK) kun 20 kilometer derfra hænger der også korsstingsbroderier. Men motiverne er anderledes. Kunstneren Thomas Wolsing har fotograferet forfaldne huse, lavet korsstingsmønstre over dem og bedt en række kvinder brodere. Farverne er stærke og smukke, mens motiverne er tomme, forladte og uden liv. En gammel træmølle er omkranset af en smuk blå himmel med hvide skyer, så hvide som de kun kan være i korssting. Møllen er afspærret med polititape, træet er svedent, og et sort skelet af bjælker er blevet blotlagt af ilden, der forlængst er slukket.

»Jeg var selv én af dem, der ringede 112, da det brændte. Jeg kunne se flammerne fra mit hus,« siger Thomas Wolsing. Kunstneren bosatte sig for fem år siden i den lille by Hundborg i Thy.

»Den gamle mølle var en slags vartegn for byen. Folk var meget rystede over, at den brændte. Det er et mindesmærke, der er væk.«

Overraskende og skæve

Det bliver næsten helt symbolsk, og den oplevelse går igen i hele udstillingen Marginale Monumenter. Udkantsdanmarks huse i forfald. I stramaj.

»Stramajbroderiet er jo en gammel kvindesyssel, der traditionelt har været brugt til at vise landbrugssamfundets selvforståelse. Den idylliske trelængede gård, hvor hønsene går frit, og bedstefar ryger pibe i skyggen. Jeg ved ikke, om det nogensinde har været virkeligheden, men virkeligheden er i hvert fald en anden i dag, og den er tættere på den, man ser i mine værker. Jeg kalder det ironisk social realisme,« siger Thomas Wolsing.

En form for realisme er det i hvert fald. »Kunsthistorisk set har 'realisme' været anvendt i vidt forskellige sammenhænge siden det dukkede op i midten af 1800-tallet. Det er et vanskeligt begreb. Derfor er det mere præcist at sige, at Wolsing anvender en nyrealistisk praksis, der er båret af et strukturelt, relationelt forhold mellem virkelighed og kunst. Vi kan umiddelbart se, hvad værkerne skildrer, men motiverne er overraskende og skæve,« siger kunsthistoriker og kurator Rasmus Vestergaard, der var direktør på Skive Ny Kunstmuseum, da udstillingen åbnede i april. På SNYK har Rasmus Vestergaard været optaget af denne nyrealistiske praksis, bl.a. som den kommer til udtryk i det moderne landskabsmaleri. Han ser en ny måde at fremstille virkeligheden på.

»Thomas Wolsings værker har en gyldighed i sit materiale. Han er optaget af, hvordan mediet og motivet spiller sammen. Her lader han forfaldne huse vise i ufærdigt stramajbroderi, og på den måde kommer opbygning og forfald til at hænge sammen. Samtidig er der en langsommelighed i processen og i forfaldet.«

Løse tråde hænger ned fra mange af værkerne. De er uafsluttede. Under opbygning.

Rasmus Vestergaard hæfter sig ved de associationer, som stramajbroderi normalt skaber.

»Det er en ny virkelighed, der bliver bygget op her. En virkelighed vi normalt ikke ser. Vi har svært ved at se det forfaldne. Men det er jo faktisk små monumenter, der bærer en masse fortællinger i sig,« siger han.

Forholdet mellem motiv og medie

På SNYK har de tidligere vist en udstilling af maleren Allan Otte, der også dyrker landskabsmaleriet i en ny form: I friske farver ser man udbrændte traktorer, smadrede personbiler, væltede vogne med halmballer og ophobninger af døde svinekroppe.

»Der er en tendens til at ville udforske en ny virkelighed. Til at søge det reelle og betydningsbærende ved at skabe nye fortællinger, der bygger på oversete udsnit af den virkelige verden også i en genre som landskabsmaleriet, der ellers ofte idylliserer. Man kan ikke entydigt sige, at kunstnerne er kritiske over for det, de ser og den virkelighed, de viser. De er heller ikke distancerede. De lader kunstværket stille en række spørgsmål til beskueren, der helt sikkert kommer dertil med en holdning til motivet. Værkerne etablerer nye måder at forstå verden på. Her kan man virkelig tale om kunsten som dialogbaseret medie,« siger Rasmus Vestergaard.

Netop i SNYK's lokalområde kunne man forestille sig, at publikum kommer til udstillingen med en holdning til forfaldet i deres nærhed.

»Folk har været meget begejstrede. Oplevelserne placerer sig i to poler. Der er de, der siger: Jeg tror godt, jeg kender det hus dér. De kender den virkelighed, de ser. For dem er det en politisk virkelighed. Andre ser værkerne som kunstnerisk interessante på grund af forholdet mellem motiv og medie.«

Skræmmende

Det er udkantskunst i Udkantsdanmark, men Rasmus Vestergaard fortæller, at de ikke har lavet udstillingen, fordi den handler om Udkantsdanmark. Det er realismen, han er optaget af. Først kunst, dernæst debat.

»Jeg er glad for, at museet kan sætte noget til debat på kunstens præmisser. Det er en måde at få revitaliseret debatten på. Både Allan Otte og Thomas Wolsing tematiserer et kulturelt stof, der er overset, og gør det til en æstetisk og meningsfuld oplevelse,« siger han.

Men dette er jo alvor for de lokale vestjyder. Kan man gøre det til en æstetisk nydelse?

Thomas Wolsing kender alvoren. På udstillingen står værket Genbo. En sæk syet i form som et hus. Facaden er revet væk, og man ser ind i de faldefærdige etager igen broderet i stramaj. Det var faktisk Thomas Wolsings genbo. En gammel købmandsgård en smuk gammel bygning, der havde stået forsømt i årtier og nu var nedbrydningsklar, så det blev den. Nedbrudt. Mens Thomas Wolsing så på det fra sit vindue.

»Det her er jo virkelig ting, som folk finder frastødende. Det skæmmer landsbyerne. Da jeg researchede, kontaktede jeg blandt andet foreningen Bedre Boliger på Mors, der opkøber disse huse for at rage dem ned. Det sker jo ikke kun, fordi de skæmmer landskabet. Det sker også, fordi de huse symboliserer landsbyernes trøstesløse situation. Det handler om affolkning, social eksport, globaliserings tabere. Det er der ikke noget smukt ved. Jeg viser trøstesløsheden i glade farver i et medie, som normalt viser idyl. Folk skulle helst ikke vide om de skal grine eller græde,« siger Thomas Wolsing.

Ved siden af sit arbejde som kunstner underviser han på Billedkunstnerisk Grundkursus i Holstebro. Her opfordrer han også sine elever til at se den virkelighed, de lever i. Blandt andet har han sammen med en kollega lavet projektet 'Kunstnere går bananas'. Her formulerede en lang række kunstnere nogle kunstneriske opgaver, der tematiserede Udkantsdanmark. Det kunne for eksempel være: Skab nogle billeder eller skulpturer, i hvilke det er hullet, den negative flade, som er den formende kraft. Eller Thomas Wolsings egen: Forhaven er det sted vi præsenterer for andre baghaven er stedet vi holder for os selv. Lav én eller flere skulpturer, hvor du efterligner de ophobninger der er i baghaven, f.eks. en brændestabel, en stak byggematerialer, en affaldsbunke m.m. Prøv her at lave en skulptur, der både indeholder opbygning og nedbrydning.

Projektet blev til i samarbejde med hjemmesiden kunsten.nu, og værkerne blev udstillet på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro.

»Det var tænkt som et statement. Det handlede om at skabe en forbindelse mellem Udkantsdanmarks kreative fødekæde og de professionelle samtidskunstnere. Men det handlede bestemt også om at få de unge til at se deres egen baghave. I denne globaliserede internetvirkelighed er der ikke særlig stor forskel på at vokse op i Thy og i Aarhus. Men det ville da være kedeligt, hvis de alle ville lave street art. Hvilket de faktisk vil. Jeg forsøger at få dem til at se det, der er lige foran dem.«

En ny erkendelse

I Thomas Wolsings øjne er det netop i Udkantsdanmark, der er interessant at være for en kunstner lige nu.

»Som kunstner leder jeg efter steder med kant, og det ligger jo ligesom i ordet, at det er herude i Udkantsdanmark. Vi lever i et ekstremt ordnet samfund og så kommer man herud, og så er der kant på! Man har en fornemmelse af at være tættere på liv og død. Det er jo nogle drabelige historier, man kan læse i Morsø Folkeblad og Thisted Dagblad. Der er en slags desperat stemning.«

Og det er så det, han arbejder på at få de unge til at se.

»De unge vil jo bare væk. De, der bliver tilbage, er de, der ikke er så bogligt stærke. Det forstår jeg ikke. Slet ikke hvis man har ambitioner inden for kunsten. Her er jo virkelig et kunstnerisk potentiale, og jeg forsøger at vise eleverne, at kunsten kan være lige dér, hvor de er. Det behøver ikke være Udkantsdanmark. Det kan også bare handle om at bruge det sted, man er vokset op. At gå tilbage i sin erindring og virkelig se den. Det er en udfordring. Der er så meget, der er nemt at overse. Men måske ville vi få mere ud af at se direkte på det,« siger Thomas Wolsing.

På den måde vender vi tilbage til det, vi gerne vil overse. Rasmus Vestergaard holder fast i, at motiverne hos Allan Otte og Thomas Wolsing måske er hentet i Udkantsdanmark, men at man i den nyrealistiske praksis ikke nødvendigvis skal se dem som politisk motiverede.

»Som beskuer får man en ny erkendelse. Man får åbnet øjnene for noget, man ellers ikke kan se. Og det behøver jo ikke kun være i forhold til motivet. Når folk kører herfra, er det måske ikke kun, når de kigger ud ad vinduet, at de ser anderledes på tingene,« siger Rasmus Vestergaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Mørch

En spændende udstilling, der desværre passer lidt for godt til den egn, udstillingen vises i, men vi har en "strålende" fremtid, for Skive/Salling er blevet udvalgt som egnet til at huse atomaffald fra Risø, så vi skal åbenbart være hele landets affaldsplads. Det må give ny inspiration til broderier, måske i selvlysende farver.