Læsetid: 3 min.

Fri leg med filmmediets muligheder

Man behøver hverken være bøsse eller biseksuel for at tænde på Todd Haynes' fabuløse glamour-rockhyldest, nøglefilm og bredtfavnende billedorgie 'Velvet Goldmine'
Glam. Både tematisk og visuelt rummer rockfilmen 'Velvet Goldmine' pirrende modsætninger, som når glamrockerne parrer fortættet dyrisk seksualdrift med et teatralsk-flamboyant og demonstrativt tænkt udtryk.

Glam. Både tematisk og visuelt rummer rockfilmen 'Velvet Goldmine' pirrende modsætninger, som når glamrockerne parrer fortættet dyrisk seksualdrift med et teatralsk-flamboyant og demonstrativt tænkt udtryk.

Fra filmen

26. maj 2011

Hvor nærliggende det end måtte være at læse en rockfilm-titel som Velvet Goldmine som et slangudtryk for fisse, er den altså hentet fra en af David Bowies mindre kendte sange, der handler om sex mellem mænd.

Bowies androgyne ånd hviler selv om det jo ingenlunde er det rette ord da også over Todd Haynes' frimodige film fra 1998, idet dens hedonistiske glam-rockstjerne Brian Slade (spillet af urimeligt fotogene Jonathan Rhys Meyers) er klart inspireret af den nu 64-årige selviscenesættelseslegende.

Men hvor midthalvfjerdsernes Bowie formåede at hugge bremsen i før stofomtågede publicity stunts og tvivlsomme alter egoer tog livet af hans karriere, går Slade ét fatalt skridt videre. Derefter hopper Haynes 10 år frem i tiden, hvor alle farvestrålende excesser er pist væk og samfundet forvandlet til noget, der ligner en luksusudgave af DDR. En journalist (Christian Bale), som selv har en stor del af sin seksuelle identitet hængt op på Slade, sættes til at finde ud af, hvor den udslukte stjerne befinder sig nu om stunder.

Den jagt fører ham blandt andet til Blades kollega Curt Wild (Ewan McGregor i en typisk uforfærdet præstation), der er en blanding af Iggy Pop og Lou Reed tilsat et gavmildt skvæt Kurt Cobain. Og til den trashy-erotiske kvinde (en perfekt castet Toni Collette), der tabte kampen om Slades gunst til netop Wild.

Der er næppe tvivl om, at Velvet Goldmine har været hjerteblod for erklæret homoseksuelle Haynes, og det er da også en budskabsfilm i den forstand, at den helt bogstaveligt besynger biseksualitet og frihed til at være anderledes generelt.

Men mest af alt er filmen et frygtløst og i det store hele vellykket forsøg på at forene et eklektisk visuelt flow (mørk eventyrikonografi, twistede musicalkonventioner, iscenesat voxpop osv.) med refleksioner over især seksuel identitet som performance.

I en genial åbningssekvens ser vi således Oscar Wilde som en slags gudfar i ånden til Bowie, Marc Bolan og de andre glam-rockere, og Slade er da også leveringsdygtig i Wilde-aforismer som »Nothing makes one so vain as being told one is a sinner

Universer kolliderer

Scene efter scene vidner om Haynes' talent for at lade billederne bære budskabet som nu den, hvor han lader tre universer støde sammen: Klassisk britisk proletarbyggeri, skoleuniformeret regelrethed og en purung Slade iført stribet jakkesæt og skudsikker 'Fuck this and fuck you'-attitude.

Velvet Goldmine er dermed nøjagtigt den slags film, det giver mening at dvd-udgive, fordi den ikke lader sig afkode ved første gennemsyn. Både tematisk og visuelt rummer den pirrende modsætninger, som når glamrockerne parrer fortættet dyrisk seksualdrift med et teatralsk-flamboyant og demonstrativt tænkt udtryk. Som filmen skrider frem, står det desuden stadig mere klart, at instruktøren på ingen måde er blind for de faldgruber, som flydende identitet medfører.

Endelig er det en lille genistreg, at Slades sølvtungede bulldozer af en manager spilles af stand-up-komikeren Eddie Izzard, som er kendt for at optræde i dametøj.

I sin anmeldelse skrev den amerikanske filmkritiker Jim Hoberman i sin tid, at Velvet Goldmine muligvis er den mest højpandede rockfilm nogensinde. Ni år senere cementerede Haynes så sin position som en af verdens mest idérige, interessante og risikovillige instruktører med I'm Not There, en flyvsk og fragmenteret film om Bob Dylan.

Dvd-udgivelsen rummer en udmærket ekstra feature, hvor filmholdet taler om de forskellige facetter af glam-rock. Dog bør den ikke ses før filmen, da Rhys Meyers' betragtninger tydeligt vidner om hans unge alder og dermed slår diskrete skår i Slade-figurens aura.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu