Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hævnen er kulsort

Karakteristisk for musikvideoinstruktør Romain Gavras' hæsblæsende psykopat-roadmovie, 'Vores tid kommer', har filmens to indignerede rødhårs-minoriteter slet ikke rødt hår. Det er begavet minoritetsforvirring og ren hul-i-hovedet-dødsdrift i en forfriskende og gal provo-cocktail
Karakteristisk for musikvideoinstruktør Romain Gavras' hæsblæsende psykopat-roadmovie, 'Vores tid kommer', har filmens to indignerede rødhårs-minoriteter slet ikke rødt hår. Det er begavet minoritetsforvirring og ren hul-i-hovedet-dødsdrift i en forfriskende og gal provo-cocktail
Kultur
5. maj 2011

Først var rødtoppene ofre hos musikvideo- og reklameinstruktør Romain Gavras. Nu er hævnen sød og 'rød' i Vores tid kommer. Eller faktisk er den sort-grotesk. Man kan, hvilket visningerne på CPH PIX bevidnede, enten hade eller holde af dens fortælle- og indholdsmæssige meningsdrilskhed. For undertegnede er den en stimulerende, befriende og begavet lille provokation om dødsdrift og minoritets-identifikation med en form og stil, der på godt og ondt underbygger galskaben.

Ironisk provo-cocktail

Franske Romain Gavras' debutspillefilm er en sær forlængelse af hans musikvideo for britisk-srilankanske rapper M.I.A. I hælene på et ultravoldeligt politikorps følger man i denne kortfilm, Born Free, den systematiserede indfangning og likvidering af verdens blegfregnede rødhårede, de såkaldte 'gingers'. Videoens opmærksomhed ultravold vakte genklang for sine realisme-tilstræbende og ufiltrerede billeder af rødtoppe, der tæskes til døde og sprænges i stumper og stykker på en landminebesået mark. Men hvor dette billede på historiens tilfældighedsdrevne minoritetsjagt var et effektfuldt og letforståeligt tankeeksperiment, er universet i Vores tid kommer en langt mere gal, uendeligt tvistet og ironisk provo-cocktail. Mere end én gang skifter den fortegn i sin undersøgelse af minoritetshetzen og undviger, som dens ikkerødhårede rødhårede hovedpersoner, enhver letfordøjelig mening.

Vores to hovedpersoner introduceres her som klichéprægede voldspsykopater, der er mere symbolske end psykologisk troværdige. Den franske bad ass-stjerne Vincent Cassel, sidst set som dominerende balletmester i Black Swan, giver den som den rendyrket skurkagtige psykolog Patrick. Han har kun foragt tilovers for sine hulkende patienter, skodder sin cigaret i maden og kigger bistert ud i luften eller op og ned ad unge pigers bare ben. Og en dag samler han så knægten Rémy (Olivier Barthelemy) op i sin bil. Rémy er et ensomt, indestængt mobbeoffer, og med en mærkværdig naturlighed bliver Patrick en slags volds-anarkistisk mentor for denne utilpassede og grænseløse vrede unge mand.

De to iscenesætter sig selv som rødhårede og lader sig styre af en slags uudtalt, sort ideologi, der kan minde om den spastisk hovedløse motivationsforvirring hos karaktererne i Lars von Triers Idioterne. I konventionel roadmovie-stil og fulde af dødsdrift tonser de to så gennem Frankrig og horer og mobber og truer sig vej mod Rémys utopiske mål, rødhårs-hellet Irland. Efter 'ginger-fobien' er det nu, mener de, deres tur til at lange ud efter andre minoriteter: Arabere, jøder og homoer selv om Rémy vist selv er en af dem.

Minoritetsironi

Dette er i sig selv en vovet og grotesk ironisering over selvforståelsen hos de minoriteter, som i Born Free var utvetydige ofre: Minoritetsidentifikationen kan bruges som benzin for selvretfærdige voldsudgydelser, peger filmen på. Og faktisk minder Vores tid kommer om Gavras' anden kendte musikvideo, Stress (2008), for franske Justice. I dokumentarisk billedstil følger man her, med klare hentydninger til ghettoopstandene uden for Paris, en flok unge, franske indvandrerdrenge på hærgetur gennem byen. Det er ubehageligt realistisk filmet 'cool vold', der både udspiller fordommene om ghettobanderne, men også sluser én ind i denne voldelige minoritetsgruppes indifferente syn på en verden, der ikke vil acceptere dem.

I Vores tid kommer er der en ekstra drillekrølle på pointen: Det groteske faktum, at hverken Patrick eller Rémy faktisk er rødhårede. Det er, karakteristisk nok, ligegyldigt for filmens logik og for de to psykopater, for i denne løsagtigt intuitions-styrede film, formmæssigt og indholdsmæssigt, er minoritetsforvirringen helt kompleks. Indignation og undertrykkelse er noget, som både bødler og ofre kan hungre efter. Og hævnen er, like it or not, kulsort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her