50 år er gået siden Osvald Helmuth og Ebbe Rode brillerede i titelrollerne i Harry og kammertjeneren, der i sin tid her i avisen af Erik Ulrichsen blev kaldt »en aristokratisk dansk komedie«. Og som siden er blevet en af dansk filmhistories helt store klassikere.
Helmuth spiller den aldrende Harry, der har den lidet glamourøse metier at være opsynsmand på en bilkirkegård. Da han arver den dengang ikke ufyrstelige sum af 3.300 kroner, beslutter Harry at forkæle sig selv med et drys ægte overklasseluksus. Han 'engagerer' derfor en butler (spillet af Rode, der jo ganske rigtigt havde en aristokratisk ynde over sig), og så er der lagt i ovnen til rigelige mængder modsætninger mødes-morskab. Et glimrende eksempel på filmens lune tone er den berømte scene, hvor Harry ser tv gennem et butiksvindue, mens butleren holder en paraply over hans hoved. Dialogen rummer guldkorn som dette: Han: »Og så sidder du alene hjemme hver aften. Og strikker.« Hun (med et martyrisk suk): »Ja.« Han: »Ja, jeg er også meget alene. Måske kunne jeg komme hjem en aften og holde garn for dig?« Ekstramaterialet begrænser sig til en trailer.
En spøjs detalje.
Morgan freemann og Anthony Hopkins har sammen lavet en remake af denne film.
http://www.movieweb.com/news/anthony-hopkins-and-morgan-freeman-set-for-...