Så er Holberg kommet med til spansk Melodi Grand Prix. Umiddelbart lyder det måske vanvittigt, men på Aalborg Teater virker kombinationen helt indlysende. For den groteske handlingslogik, der styrer Holbergs udskældte komedie Don Ranudo, genfindes nemt i de spanske popmelodiers kitchede omkvæd.
Skuespillerne i Aalborg mimeskråler i hvert fald derudad på spansk, mens publikum er ved at knække sig af grin. Og da Holbergs intrige inddrager en prins fra Etiopien, tilsættes den spanske kærlighedspop endda noget dunkende triumferende afromusik med potensvinklede skørtebananer og fjerpryd. Sådan!
Teaterdirektør Geir Sveaass' sidste forestilling er simpelthen blevet en veloplagt lækkerbisken af en klassikerfortolkning: Let, luftig og liderlig. Akkurat sådan som Holberg har det allerbedst. Beskåret og bearbejdet, så alle scener stråler med dramaturgen Jens Christian Lauenstein Led som saksefører.
Samtidig er Rolf Almes scenografiske ramme noget af det mest minimalistisk opstrammede, man kan tænke sig: En trappe med skjulte paneldøre i træ hele vejen langs trinene. Og så et springvand, der pibler som festlig spermkommentar til den indelukkede lyst, som hele stykket handler om: Må Donna Maria få lov til at blive gift med den mand, hun er vild med eller vil hendes forældre forpurre brylluppet, fordi han ikke har lige så lang en slægtstavle, som hun har?
Menneskelig Holberg
Det er her, at Preben Kristensen indtager scenen som den strenge far med de ubøjelige principper. Preben Kristensen er en sand stjerne. Han træder ind på scenen med fipskæg og herreblik med total ro og den supertiming, der er hans kendemærke. Og så tolker han Don Ranudo som en datidsnørd udi slægtstavler og mellemnavne oprigtigt verdensfjern og bragende morsom og en skøn partner for Marianne Høgsbros fattigfine hustru, der her gennemspiller hele registret fra ulideligt grisk madam og til rørende enfoldig mama. Hun er klukkende sjov, også når hun er for meget. Og det er netop den menneskelighed, der gennemsyrer hele forestillingen, og som sætter Holberg i direkte forbindelse med tilskuerne i dag: Overbærenheden midt i al satiren.
Gejl hushovmester
Geir Sveaass har formået at instruere alle spillerne, så de vitterlig blomstrer. Nikolaj Bjørn-Andersen, der senest spillede Steso i Nordkraft, optræder nu som forelsket bejler med spansk selvglæde og machoperlekæder om halsen, Camilla Smedegaard har det ferme smiskesmil klart som hans udkårne. Hanne Windfeld spiller skrap repliktante i jeans og solbriller noget af et spring fra den grå mus i Anna Sophie Hedvig. Martin Ringsmose er forrygende morsom som den fattige, snusfornuftige bonde, der ender med at få frastjålet hele sin frokostpose af det fattigfine adelspar. Og Holger Østergaard Kristensen er herligt gejl som hushovmester uden flirteevner. Som han så kikset siger:
»Leonora, jeg elsker dig lige så højt, som en doktor elsker feber.«
Men Steffen Eriksen løber med charmen som den fantasifulde tjener Pedro, der altid lige kan digte en behændig løgnehistorie, mens hans smiler ... Morsom og usvigeligt musikalsk. Alligevel stråler Josephine Nørring på en helt særlig måde som kammerpigen Leonora. Nørring har både blødheden og strategien i sit spil som både undersåt og redningskvinde. Som skuespiller har hun en helt særlig evne til at være til stede på en moderne måde midt i alt det gammeldags: Hun skifter blikretning lige sekundet efter, du ville have troet det eller før og virker helt uimodståeligt indtagende. Da hun danser sejrsdans i Charlotte Munksøs løsslupne koreografi foran fontænen i et tilsyneladende ubevogtet øjeblik, slår forestillingens sanselighedsbarometer vitterlig ud på 'vildt'.
Krisetidstolkning
Josephine Nørring har en simpel, men ren hørbluse, der trækker ned over skuldrene, Pedros tøj er i laser og så snavset, at det vist kan stå selv og herskabet har kniplinger og flæser, der er så slidte, at mønstret træder ud. Desuden er bagsiden forlængst klippet af jakkerne i Rolf Almes fængende satirekostumer, der klart ville blive tophittet under Holberg Fashion Week 2011.
Med denne Don Ranudo bliver det pludselig ikke så svært at opleve Holbergs komedie som et spejl til vor tids Krisedanmark med Strandvejens glaserede tegltage, der antagelig er belånte op over de specialmurede skorstene.
Preben Kristensens Don Quixote-figur ville dog passe mere til et arvet gods på Lolland eller Østfyn i synligt forfald. Uanset hvad virker det nu sandsynligt, at hans tjenestefolk nok ville have nynnet spansk pop i køkkenet. Ikke mindst: 'Rør ved mig / så jeg føler at jeg leee-e-ver ...'
