Læsetid: 3 min.

Hollywood i bæverterapi

Mel Gibson med selvterapeutisk bæverhånddukke? Det er ikke kun præmissen i Jodie Fosters 'The Beaver', der er besynderligt. Hollywood har taget en indiefilm-hånddukke på og forsøger at lege finurlig i udstrakt arm
Mel Gibson med selvterapeutisk bæverhånddukke? Det er ikke kun præmissen i Jodie Fosters 'The Beaver', der er besynderligt. Hollywood har taget en indiefilm-hånddukke på og forsøger at lege finurlig i udstrakt arm
1. juni 2011

Lad os lige læse sidste replik i livskrisedramaet The Beaver: »Dette er et billede af Walter Black, som blev nødt til at være en bæver for at kunne blive en far.«

Sådan. Den sætning er på én gang meningsløs, tvungent finurlig (fordi den gerne vil være meningsløs og betyde noget), og så er den, filmens dystre undertone taget i betragtning, også halvt løgn. Der er noget lusket og søgt ved The Beaverud over bæverdukken på Mel Gibsons hånd. Præmissen er så besynderlig, at det er svært at forstå, hvad det at 'være bæver' betyder i metaforisk, eksistentiel og terapeutisk forstand. Instruktør Jodie Foster, der har skullet realisere unge Kyle Kollens finurlige manuskript, ved det vist heller ikke selv.

Gibsons brummen

De seneste år har Mel Gibson mest gjort sig bemærket som skandaletilsmudset drukabe med (uironiske) antisemitiske udfald. Nu er han trukket op af Hollywoods affaldscontainer og banket af for støv til rollen som sit depressive alter ego, legetøjsfabrikanten Walter Black. I sit livs krise begynder Walter at bedrive selvopfundet terapi ved hjælp fra en bæverhånddukke, der fungerer som hans talerør. Og så bliver det sært: Efter første chok over Walters rablende skizofreni lukker familien ham tilbage i folden.

Bæver-værktøjskassen, han sætter i produktion i sin virksomhed, bliver en kassesucces. Snart rører han og bæveren hele nationen med motivationstaler. Først her begynder groteskheden at insistere. Det er uhyggeligt, når Walter og hustru (Jodie Foster) efter et ordentligt godt skrald ligger og puster ud sammen, og bæveren puster og sukker med dem. Walters midlertidige kur er også hans sygdom.

Det beror en hel dualistisk horrorfilmgenre sig jo på. Husk blot den besatte dukkefører i klassikeren Nattens mysterier(1945).

Personlighedsudspaltninger er i en jeg-kultur nogle farlige sataner.

Forkrampede Foster

Ligesom Darren Aranofsky genoplivede Mickey Rourke i The Wrestler (2008), er Mel Gibson altså også castet som comeback. Men den store genoprejsning udebliver. For mens Gibson styrer sin håndbævers joviale, cockney-britiske stemme med troværdighed, så er det gråfede ansigt til højre for dukken aldrig rigtigt til stede. Walters fravær af karisma giver mening for en identitets-tømt mand, men når man skal have indsigt i og interesse for Walters indre kamp, gør Gibson ikke andet end at rulle med øjnene, rødme og brumme.

Og så er The Beaverinstrueret af Jodie Foster. Det betyder, at der desværre ikke har været nogen til at instruere Jodie Foster. Hun virker forkrampet og akavet i rollen som Walters hustru, Meredith, en ingeniør af rutsjebaner (hvilket vel også er en slags metafor). Sammen virker de selv som hånddukker, der imiterer roller, de ikke er følelsesmæssigt til stede i.

Indiehånddukke

Som pause fra og perspektivering af bæver-finurligheden indskydes et ungdomsdrama om Walters søn, Porter (Anton Yelchin). Han afskyr sin far og alle deres lighedstræk og forelsker sig i skolens kloge babe, spillet af dragende Jennifer Lawrence fra Winter's Bone. Hun, Norah, er pæn udenpå, men indeni er hun, tåkrummende nok, en rebel, der bedst udtrykker sine komplekse følelser (død bror inkluderet) med graffitimaling. Alle i filmen forsøger at undvige sig selv, hun ved at betale Porter for at skrive den afgangstale, hun skal holde. Da talen til slut eksekveres, og alle visdomme om identitet og flerpersonlighed skal samles, er det et svulstigt forsøg på at samle filmen i generaliseringer om identitet.

Måske er det faktisk The Beaver, der har den største identitetskrise. Med pusseløjerlige manuskriptdetaljer og musik af blandt andet Radiohead vil Fosters drama gerne være en indiefilm a la Craig Gillespies fine dukkeforelskelsesdrama Lars and the Real Girl (2007). Men i Fosters varetægt føles det mest som at se Hollywood-dinosaurerne tage en indiehånddukke på. Filmens slutreplik føles lige så grotesk ved filmens slutning, som når man læser den første gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu