Læsetid: 4 min.

Hvordan man sætter fødderne

Kærlig. Dy Plambeck skriver med fordomsfri direkthed om mennesker, der kæmper mod ensomheden og frygten
Kærlig. Dy Plambeck skriver med fordomsfri direkthed om mennesker, der kæmper mod ensomheden og frygten
6. maj 2011

Nu hvor 'Den Nye Hjemstavnslitteratur' har dannet klar trend og tendens, sidder der formentlig allerede enkeltpersoner og større, fondsfinansierede arbejdsgrupper og bakser med at kortlægge de bidrag, der er kommet fra bl.a. Erling Jepsen (Sønderjylland), Jens Smærup Sørensen (Nordhimmerland), Helle Helle (Sydlolland) og Knud Romer Jørgensen (Nykøbing Falster). Men forskerne bør nu også være opmærksomme på, at forfatternes interesse for stedet i bred forstand hos nogle antager mere nomadeagtige skikkelser.

Det gælder f.eks. for Dy Plambeck (1980), hvis spøjse debutbog, digtkredsen Buresø-fortællinger (2005), foregik på egnen vest for Farum, og hvis første roman, Texas' rose (2008), førte læseren til Over Dråby ved Jægerspris. Var det 'hjemstavnslitteratur'? Hvis ja, har hun nu udstrakt trendens felt til Ordrupbanen i 1950'erne, Hørby på Tuse Næs og det nu nedrevne Ungdomshus på Jagtvej. Titlen på hendes tredje bog, Gudfar, går på relationen mellem to af dens helte og hovedpersoner, nemlig bygningsarbejderen Uffe og hans oprørske guddatter, den autonome Petring. Karakteristisk er her, at deres forhold udspringer mere af egne personlige valg end af blodets bånd. For sådan går det stort set hele vejen igennem.

Raspende længsel

Petrings mor, Hanne i Hørby, har ikke nogen mand, Uffe har for mange år siden mistet Poul, sin far, og når han nu render rundt og gør klar til sin mors 83-års fødselsdagsfest, så er det da, fordi han selv har opsøgt hende og på ny fået adgang til hendes liv hun skred nemlig faktisk sin vej, da han var tre måneder gammel.

I et rum, hvor relationer er så ustabile som her, må mennesker selv gøre noget, hvis de vil ud af ensomheden. Hvis de bærer på en raspen-de længsel, tror på noget større. Holder af nogen eller noget.

Dette noget er i tilfældet Petring Ungdomshuset på Jagtvej. For Tenna, Uffes mor, var det i 1950'erne Cykelbanen i Ordrup. For Uffe selv var det langt hen ad vejen bikerklubben 'Spitfire', der midt i 70'erne samledes om øretæver, fisse, øller, sprut og pot. Det er hos dem, romanen begynder, ved et motorcykeltræf i juni 1976. Uffe deltager aktivt i rockernes ritualer, men forvilder sig så ind i en kirke, hvor han besvimer og falder om. Da han vågner op, er der sket en forandring eller i hvert fald forskydning. Året efter opsøger han sin mor, i praksis ved at sætte to vejarbejdeskilte op ude på vejen 50 meter fra hendes hus, grave et hul, sætte et gult vejarbejdetelt op og lægge sig på lur med en kikkert!

Hvis 4ever2wheel-træffet er bogens første begivenhedspunkt, så er det andet den dag i august, da Ten- na møder sit livs ulykkelige kærlighed, cykelrytteren Erik-Frank. Hun har både hvepsetajle og fyldig barm. Han er bare helt umulig at stå for: »Hun overgav sig, lod sig rive med af forelskelsens rus og alt det, hun elskede ved Erik-Frank. Den måde han kneb øjnene og læberne sammen på, hvordan hele hans ansigt trak sig sammen i én hård bevægelse, så rynkerne om hans øjne sprang frem, pludseligt, når han tændte en smøg og sugede ind. Hans stemmes fald, alt det han kunne fortælle, den måde han tog noget op i hånden på, holdningen, sådan som han gik, forsigtigt, næsten prøvende, skridt for skridt, som om han var bange for, at han havde glemt, hvordan han skulle sætte fødderne.« Sådan et møde er nok værd at mindes. Og skæbneformende bliver det.

Romanens tredje begivenhedspunkt er Tennas fødselsdag, hvor Uffe går ind til hende med morgenbakken med arme riddere og røræg, kaffe og lagkage med flag og sang. Tenna vågner ikke op.

Inspirationen læses

Men Uffe vågner til dåd, da han i fjernsynet ser Ungdomshusets rydning, kampe på Nørrebro. Og romanen slutter med en scene, der fortjener at blive filmatiseret.

Indtil da er det stadig en bog, og en yderst velskreven bog. Fuld af nerve og stilistisk intensitet, pakket tæt med sansninger og fakta, konkret, direkte og frem for alt kærlig. Kærlig i sin fordomsfrie og rummelige menneskeskildring. Hvor inspirationen kommer fra, fremgår af sætningsbygningens dynamik. Det er Hans Otto Jørgensens hæsblæsende skrivemåde, og bag ved denne måske især Joyce.

I hvert fald er det svært ikke at tænke på ham, når Dy Plambeck i bogens sidste tredjedel, den, der udspiller sig ved vintertid ved Roskilde Fjord, beskriver sneen med samme syntaks, som Joyce anvender i mesternovellen »The Dead«!

Når jeg særligt fremhæver denne litterære parallel, er det fordi det muligvis umiddelbart kan se ud, som om det er let at skrive med Dy Plambecks tilsyneladende henkastede ligefremhed. Men jeg tror, det forholder sig lige modsat. En rummelighed som den, læseren oplever i Gudfar og som ikke kun er stil, den er også en livsanskuelse, en holdning til tilværelsen den opnår en skribent nok kun, hvis hun har haft ensomheden og frygten og tavsheden at slås med. Men omsider kom ud på den anden side.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu