Læsetid: 3 min.

Jazz som eventkultur

Jubilerende Montmartre lokker nyt publikum med musikalske heltekåringer
3. maj 2011

Søndag aften fejrede Jazzhus Montmartre i København sine første tolv måneder som jazzspillested i ny form, men på den gammelkendte og forpligtende adresse i St. Regnegade i hovedstadens indre. Det skete med festtaler og en slags gallakoncert, hvor de fem musikere Gerard Presencer, Benjamin Koppel, Mads Vinding, Bo Stief og Alex Riel der nu styrer stedet kunstnerisk efter Niels Lan Dokys tidlige og noget uventede exit som booker, var på scenen både som ensemble og for Stief og Riels vedkommende som medlemmer af Palle Mikkelborgs og Thomas Clausens gendannede Entrance.

På torsdag bliver Montmartre så præmieret af JazzDanmark som Årets Spillested, og det er passende tid til en status for stedets betydning for udbredelsen af den forkætrede musik til de nølende danskere.

Man kan sige, at det første år er blevet brugt at konsolidere stedet rent fysisk der er blevet lydisoleret, baren er flyttet og har givet mere gulvplads i det diminutive lokale og kulinarisk: en pæn del af publikum indtager stadig aftenens middag før musikken, og musikken forstyrres heller ikke af den efterfølgende bordafrydning og publikum øjensynligt heller ikke af de ret pebrede priser for både mad og drikke.

Hyldest på hyldest

Rent kunstnerisk er der imidlertid ikke sket nogen konsolidering, for programlinjen synes at have ændret sig, siden de fem nævnte musikere samt pladeselskabsmanden Christian Brorsen med Benjamin Koppel som 'overhund' tog over efter Doky. Sextettens booking har båret præg af, at man så at sige har forkastet Dokys bedste ideer og bevaret hans mindre gode.

Borte er de overrumplende besøg af fremtrædende udenlandske musikere, som ellers kun sjældent spiller her i landet eller på så intime steder. Bevaret er Dokys mani med at give mange koncerter en overskrift, der ikke altid er dækning for, typisk at lade de gæstende musikeres koncerter udgøre hyldester til fordums helte. Af de ca. 30 programpunkter, Montmartre har afviklet eller annonceret fra slutningen af februar til Copenhagen Festival vil være slut den 10. juli, bærer hen ved halvdelen en anden overskrift end navnene på den eller de musikere, der er på scenen, nemlig navnet på den musiker eller den indspilning, der skal hyldes og mindes ved samme lejlighed. Katrine Madsen hylder Ella Fitzgerald, Jørgen Emborg hylder Pat Metheny, Thilo & Harbeck hylder Webster & Hawkins, Charles McPherson hylder Charlie Parker o.s.v.

Prøv dog!

En af Montmartres bedrifter i dets første år i den nye tidsalder er at have tiltrukket et publikum, som ellers ikke hører jazz ude i byen. Selv uden at have lavet en kvalificeret brugerundersøgelse kan man slå fast, at kun en lille del af Montmartres publikum også kommer i Jazzhouse. Man risikerer heller ikke at blive modsagt, hvis man kalder dette Montmartrepublikum mere konservativt og mere uprøvet end Jazzhouses. Vi har i vid udstrækning at gøre med et segment, der, bogstaveligt eller åndeligt talt, jazzmæssigt lever i nostalgisk pagt med en LP-samling, som ikke så tit bliver taget frem længere. Sådan et publikum, viser det sig, kan man øjensynligt bedre lokke i byen med et udsagn om, at de unge/yngre musikere, de skal høre, hele tiden vil få dem til at tænke på en af deres egne LP'er, end med løftet om at disse musikere spiller musikken, som de selv mener, den bør lyde.

Uanset musikerne har sagt ja til denne præsentation, uanset de kun i vekslende grad har måttet 'spille andre end sig selv', og uanset Montmartres økonomi formentlig ikke tillader halvfulde huse, så er og bliver denne hyldestmani en idiotisk og bagstræberisk måde at kuratere jazz på, for det begrænser mulighederne for både musikere, publikum og kuratorerne selv. Ingen af parterne kan abstrahere fra, at der nu spilles musik, der skal få os til at huske en anden musik. Hvorfor skal publikum gå hjem med mindet om, i hvor høj grad Jesper Thilo ligner Ben Webster eller Tomas Franck John Coltrane?

Man kan sagtens præmiere Montmartre for at have fået et nyt publikum til at forlade de trygge stuer, men man bør ikke overse, at det er sket på eventkulturens og ikke jazzkulturens præmisser, og at den mest eksperimenterende og grænsesøgende del af musikken fortsat ikke synes at have nogen plads i jazzhusets program. Ellers kan vi ikke overleve, vil de ansvarlige hævde. Ikke? Prøv dog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu