CANNES »Jeg er vildt stolt af at være her,« siger Frederikke Aspöck.
»Det er et privilegium at få lov til at vise sin film i det her forum.«
Den danske filminstruktørs første spillefilm, Labrador, er lige blevet vist for pressen på filmfestivalen i Cannes, hvor den er en del af det officielle program dog uden for konkurrencen. Nu sidder Aspöck, flankeret af sine to hovedrolleindehavere, Stephanie León og Carsten Bjørnlund, over for en flok danske journalister på den skandinaviske stand. På standen, der ligger midt på Croisetten, holder de nordiske filminstitutioner og salgsselskaber til, og den tidligere lejlighed, der har en stor terrasse med udsigt til Middelhavet, er et godt sted at møde både filmfolk og pressefolk.
En gave og en byrde
Frederikke Aspöck er i den usædvanlige situation, at hun i modsætning til de fleste andre instruktører, hvis film er blevet udtaget til filmfestivalen i Cannes, på forhånd vidste, at Labrador skulle vises hernede. Faktisk har hun vidst det i syv år, lige siden hun i 2004 med Happy Now vandt filmskolekonkurrencen, Cinéfondation, hvor en del af 'præmien' er, at festivalen viser vinderens første spillefilm.
»Det har jeg været stolt af, men det har også været en byrde,« siger Aspöck, som besluttede sig for at glemme alt om, at filmen skulle til Cannes.
»For mig er det vigtigt, at jeg laver en god film i nuet. At jeg ikke tænker: 'Gud, min film skal have premiere i Cannes, så skal den jo være perfekt.' Jeg har lavet en arthouse-film på New Danish Screen (talentstøtteordning under Det Danske Filminstitut, red.), og den passer til Cannes. Jeg er privilegeret som kunstner at få lov til at folde mig ud for skatteborgernes penge uden skelen til billetsalg og så videre. Det er det, man kan på New Danish Screen, og jeg har bare villet lave den bedst mulige film.«
Fængende dueller
Labrador er et trekantsdrama, som foregår på en vindblæst svensk ø og handler om kæresteparret Stella (Stephanie León) og Oskar (Carsten Bjørnlund), som kommer til øen for at besøge hendes far, kunstneren Nathan (Jakob Eklund). Han bor alene på øen sammen med sin labrador deraf filmens titel og har ikke været meget tilstede i Stellas liv. Alligevel er der en fortrolighed mellem far og datter, som Oskar ikke forstår, og besøget udvikler sig til en psykologisk magtkamp mellem Oskar og Nathan med Stella i midten.
Meget lurer under overfladen i den flot fotograferede film, hvor det urolige hav og en ikke voldsomt imødekommende natur er både en aktør i dramaet og en understregning af de tre hovedpersoners sindsstemning og indre tumult.
Det er en velspillet film, og ikke mindst fænger scenerne, hvor Carsten Bjørnlunds Oskar og svenske Jakob Eklunds Nathan duellerer på ord og vilje. Det er et par udtryksfulde skuespillere, og der er både drama og humor i deres små sammenstød. Omvendt sker der ikke så meget i Labrador, og det er altså en lille, spinkel historie, Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Daniel Dencik hvis novelle filmen bygger på forsøger at strække til spillefilmslængde.
Selv om Labrador kun varer 72 minutter, ville den formentlig have virket stærkere, mere fortættet, havde den været endnu kortere.
Vær modig
»Jeg blev betaget af Daniels historie, fordi jeg er optaget af familier og parforhold og de mange sprækker, der er i overfladen i sådan nogle relationer,« siger 36-årige Frederikke Aspöck videre om baggrunden for sin spillefilmdebut.
»Her var også en chance for at prøve noget nyt, fordi jeg altid er interesseret i at udfordre mig selv. Det var et kammerspil under åben himmel, og det betød, at der ville være lange samtalescener, og det ville være noget nyt for mig at prøve.«
Den billedmæssigt dygtige instruktør fortæller, at hun og Labradors fotograf, Magnus Nordenhof Jønck, lavede en liste med regler, som skulle hjælpe dem til at gribe de muligheder og tackle de udfordringer, som det gav dem at filme på en ø under svære vejrforhold. Den første regel var: Vær modig.
»Vi skulle bare kaste os ud i det og ikke være så super safe og korrekte, men lade os inspirere af det, vi så. Vi havde lavet en udførlig skudliste, som vi kunne smide i skraldespanden hver eneste dag, fordi der pludselig kom en snestorm. Men vi kiggede meget på Antonioni og på Bergman, som er oplagte referencer, øfilm, kammerspil. Vi prøvede på subtil vis at desorientere publikum, så det ikke vidste, hvor det var, og også at undgå, at man fik klaustrofobi, når man var i de små rum. Vi fotograferede fra forskellige vinkler, og når vi vendte tilbage til en location, filmede vi på en helt ny måde og brugte naturen. Ellers kunne vi lige så godt have skudt filmen på et studie i Valby.«
Labrador har endnu ingen dansk premieredato
Mere fra Cannes på information.dk/film og twitter.com/monggaard
www.festival-cannes.fr
