Læsetid: 5 min.

En knap så festlig festival

En alvorlig weekend i Aarhus blev en nærmest skræmmende oplevelse for et gudløst og godtroende menneske
The William Blakes spillede glade op til fest fredag aften på Voxhall, men Informations udsendte havde svært ved at gennemskue om det var en velmenende opfordring til Spot-publikummet om at gå i løsere bukser eller om The William Blakes overhovedet mener noget.

The William Blakes spillede glade op til fest fredag aften på Voxhall, men Informations udsendte havde svært ved at gennemskue om det var en velmenende opfordring til Spot-publikummet om at gå i løsere bukser eller om The William Blakes overhovedet mener noget.

Martin Dam Kristensen

30. maj 2011

Alvoren hænger ligesom de tunge skyer over pladsen på Spot Festivalen. Selv om der er fadøl, ristede pølser og venskabelige kram ad libitum, så er der også diskret leverede visitkort og EP'er fyldt med hjerteblod i lommerne på festivalgæsterne.

For de håbefulde blodfattige indiedrenge med store briller, fjällräv og fuldskæg er den her festival ikke den rene fornøjelse. Det er den ultimative test af den for en musiker så essentielle kvalifikation: evnen til at netværke.

Her betyder mødet med bekendtskaber ikke bare smalltalk det kan betyde, at vejen ud af det lejede lig, det overfyldte hostel og det overhovedet ikke fyldte spillested i provinsen er blevet kortere.

Det kan være et både naivt og urealistisk håb, men der er så mange tanker og følelser forbundet med den lille bunke skiver i mangt en inderlomme på denne festival, at det virker ufølsomt og provokerende, når nogen tager let på den chance, det er, at stå her på Spot Festivalen.

Som for eksempel The William Blakes på Voxhall fredag aften. Lige netop det band forbliver et mysterium for denne skribent. Hvad vil de egentlig? Vil de noget?

Man savner helt givet et alternativ til storbyspleen og stramme jeans, som har præget den danske musikscene gennem efterhånden et årti, men selv om man laver tilgængelig og dansabel guitarpop af herlig udefinerbar oprindelse, så kan man godt tage sig selv og publikum seriøst.

Måske har jeg gået i for stramme jeans for længe og ikke blot fået konstant tissetrang ud af det, men også en manglende evne til at tro, at en flok vanvittigt dygtige musikere rent faktisk bare gerne vil bruge talentet på at få et fyldt Voxhall til at danse til sætningen 'I took a plane to Spain Spain were there's no rain and no restrain'. Men jeg har hele tiden fornemmelsen af, at The William Blakes tager pis på mig. På min letpåvirkelighed. Men både publikum og The William Blakes var glade på Voxhall. Undertegnede savnede de mindre tilgængelige numre fra den seneste plade.

Selvtillid og stil

Oh Land derimod. Der er ingen tvivl om, at hun tager det alvorligt, når hun laver overbevisende kantet pop med en hvid fjerpragt på hovedet.

Man overgiver sig velvilligt til hypen. Og det publikum, der gennem en hel koncert har siddet pænt og nydeligt på deres røv i de pæne og nydelige stole i Musikhuset, nærmest flyver synkront op fra sædet, da først én rejser sig under White Nights.

Nanna Øland Fabricius kaldes et internationalt popfænomen med et skandinavisk touch, og det skandinaviske i denne sammenhæng kommer til udtryk i en lidt kejtet og ukoreograferet sceneoptræden.

Hun har en charmerende skrøbelighed, som man ikke kun finder i vokalen men også i attituden, som ikke har den selvtillid, som musikken ellers legitimerer.

Josephine Philip fra Darkness Falls er den slags no bullshit-frontkvinde. Til gengæld lever musikken endnu ikke helt op til selvtilliden. Kvindeduoen har twang i guitaren og bas i gulvet, så det runger og ræsonnerer i hele legemet, og efterhånden når støjen hjertet, men det sker uden hjælp fra de stærkt uengagerede hired guns, som akkompagnerer den Trentemøller-producerede duo. En koncert, man dog langsomt blev suget ind i.

I Ridehusets smukke rammer er Helsinki Poetrys ... well, poesi, fredagens højdepunkt. De uendelige støjende lydflader og forsanger Rune Vigils drømmende vokal efterlader lytteren i en tilstand af behagelig melankoli. Helsinki Poetrys lyd er ikke banebrydende, men alligevel stærkt vanedannende i sit stilrene udtryk.

Gå ikke glip af

»Er der et eller andet, man skal se i dag, som man ikke må gå glip af?«

Det er en sætning, man hører ofte på Spot Festivalen. Man fornemmer nærmest en angst for, at man ikke er tilstede til de helt sublime overraskelser, som Spot kan levere.

Så man finder en ven, en kender, én, der følger med, og så sætter man sin lid til, at han kan sørge for, at man ikke går glip af det, man ikke må gå glip af.

Lørdag er det Alcoholic Faith Mission, som rygterne vil vide, at man skal se. Og de har da også alle de for tiden rigtige skudsmål: De er et bandkollektiv, har korharmonier, en mandlig og en kvindelig leadvokalist og et alternativt instrument på den rytmiske scene; I dette tilfælde en trombone. Og så oplevede de stor succes på sidste års Iceland Airwaves. En af de kreditter fra Island, der stadig er dækning for. Og lad det være sagt med det samme: Det var bestemt den oplevelse på årets Spot Festival, som denne skribent er glad for ikke at være gået glip af. En ekstremt smittende spilleglæde og en overbevisende optræden fyldt med selvtillid, selv om nervøsiteten var indrømmet og benovelsen over at optræde i Musikhusets fantastiske rum tydelig.

Kun i de mere afdæmpede numre tabte gruppen momentum, men generelt viste Alcoholic Faith Mission dyb respekt for sit publikum, og man følte sig velkommen i kollektivet. Følelseslivet blev synkroniseret, som det har for vane i den slags alternative boformer, og da det hele kulminerede under sidste nummer, og der var stående bifald, ja så manifesterede der sig også en lille tåre i øjenkrogen, som det ellers kun har for vane at ske for folk, der rent faktisk er i familie med de optrædende. Et rum fyldt med kærlighed.

Engleskarer

Det samme var tilfældet senere på aftenen, da Hymns from Nineveh indtog Store Sal. Rettelig burde bandet hedde Jonas Haahr Petersen og Hymns From Nineveh, da det i høj grad er frontmanden og sangskriverens projekt.

Med den foregående omtale af Alcoholic Faith Mission in mente kan det måske være svært at tro, men deres udsendte har en indgroet frygt for masse suggestion.

Måske netop derfor lod jeg ikke mig selv give helt slip og svæve væk på de englevinger, der er Jonas Petersens blide og bløde vokal.

De religiøse budskaber stod i vejen for, at et gennemsekulariseret menneske kunne være med.

Men ingen tvivl om, at netop tilfældet Hymns from Nineveh har en alvor og en dybere mening, der er noget mere eksistentiel end håbet om et hit på P3 og en pladekontrakt i udlandet. Og deres spirituelle popfolk gik da også rent ind hos publikum. Forståeligt nok. Musikerne var i sjælden grad professionelle og samspillet var så erfarent, fejlfrit, sfærisk, drømmende og diskret tilstede, at man nærmest glemte, at bandet var der, og det var med til at give det indtryk, at Jonas Haahr Petersen var akkompagneret. Dette føltes ikke som et kollektiv, selv om de var mange.

Men det ændrer ikke på, at det kun var hvis man selv strittede imod, at man ikke blev ført væk af ånden i lokalet. En nærmest skræmmende oplevelse for et gudløst menneske.

Grundlæggende var dette års Spot Festival præget af en professionel fornemmelse i højere grad end tidligere. Måske holdt regnen de uengagerede væk. Alvoren og visitkortene var ikke til at ignorere, og det gjorde, at festivalen aldrig rigtig blev en fest, og ellers sympatiske forsøg med fjollede danseoptrin på pladsen foran Musikhuset og liveradio fra den våde græsplæne virkede en anelse malplacerede. Den danske musikscene er en nådesløs, men smuk branche.

The William Blakes, Oh Land, Darkness Falls, Helsinki Poetry, Alcoholic Faith Mission, Hymns From Nineveh, Spot Festival fredag og lørdag, Aarhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu