Hvis man efter den lettere tone med fodboldspilleren Eric Cantona på slap line i Looking for Eric tror, at den nu 74-årige Ken Loach med Guldpalmevinderen Vinden der ryster kornet i bagagen vil servere lettere anretninger for sit trofaste verdenspublikum, kan man godt tro om igen. Med thrilleren Route Irish er Ken Loach og hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty tilbage i åbenlyst politisk og komplekst materiale, som tager fat i smertefulde, personlige konsekvenser af storpolitiske konflikter.Route Irish beskæftiger sig med problemerne forbundet med privatiseringen af krigen i Irak. Mens man i mange scener kunne få et godt grin, da Ken Loach i The Navigators fortalte om de skæbnesvangre følger af de britiske jernbaners privatisering, er der ikke meget at grine af i skildringen af profitorienteret krigsførelse. Fra filmens indledende begravelse er alvoren på agendaen, og for et Loach-univers er vores hovedperson ualmindeligt svær og sammenbidt.
I Route Irish er krig ikke noget, som foregår langt væk og kan forbigås, hvis man undlader at åbne avisen. Lokale militærentreprenører tager krigen med sig hjem. Både som konkrete konflikter og uhyggelige metoder til at opklare mulige forbrydelser og helt enkelt som skadede mennesker, som har svært ved at forholde sig til en britisk hverdag igen.
Arbejdsløshedskrigere
Som i mange af Ken Loachs tidligere film er arbejdsløshed roden til meget ondt. I Route Irish lader Loach og Paul Laverty os først flygtigt møde vores hovedperson, Fergus, som sammen med sin bedste ven, Frankie, drømmer om at rejse og opleve verden. De er unge, alt er muligt, og Australien kunne være et eventyr.
Realiteterne bliver anderledes. Arbejde hænger ikke på træerne, og da Frankie (John Bishop) mangler en indtægt, overtaler Fergus (Mark Womack) ham til at tage med til Irak på en privat kontrakt. Med en månedsløn på 10.000 pund er det et fristende tilbud. Frankie slår til og tager med til Route Irish, strækningen mellem lufthavnen i Bagdad og The Green Zone, som regnes for et af verdens farligste steder at færdes.Filmens plot sparkes i gang, da Frankie er død under arbejdet og begraves i Liverpool. Fergus var på orlov, da det skete. Han føler sig skyldig, og da han gradvis fornemmer, at der er mystiske omstændigheder omkring Frankies død, sender det en mere end almindeligt vred mand på jagt efter mere information.
Cash-krig
Med opklaringen af Frankies død som omdrejningspunkt har Route Irish et klassisk konspirationsplot. Da Fergus får fingre i en mobiltelefon med filmoptagelser af drab på civile, hvor Frankie var til stede, kommer der brænde på bålet. Tidligere kolleger hjælper med information fra Irak via Skype, og en irakisk folkesanger fra det lokale kulturhus hjælper med oversættelser af telefonens informationer.
Både på manuskriptsiden og i Chris Menges' billeder får filmen meget ud af kontrasten mellem det uoverskuelige kaos i Irak, Fergus' kolde, teknologidrevne univers og low-tech Liverpool, hvor kulturhusets elevator meget sigende ikke fungerer.Det er ikke svært at regne ud, i hvilke rækker man skal finde skurkene i en film af Loach & Laverty, men egentlig er man ikke så optaget af de skyldiges identitet. Thriller-plottet virker mest som et cover for at tage os med på en sidste omgang med Fergus, som blændet af sorg og raseri ikke længere kan se, hvor grænserne går, eller afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Mens filmen især tager fat i den problematiske privatisering af krigen, tegner den gennem Fergus også et portræt af de menneskelige konsekvenser for de hjemvendte cash-krigere.
Gode rodede relationer
Mark Womack leverer et uhyggeligt portræt af en mand, som gør, hvad han afgør er nødvendigt i situationen, og først for sent stiller de nuancerende spørgsmål eller stopper op og tænker efter. Fergus når som kamikazekriger at tage både waterboarding og bilbomber i brug i sit hjemland, før han overvejer sine slutninger og metoder.Kritikken af de private selskabers ageren og vilkår i Irak såvel som krigens konsekvenser for civilbefolkningen er til at tage og føle på, selv om de didaktiske elementer er camoufleret af thriller-plottet.
Indimellem fremstår scenerne lovlig oplysende og afviklende. Et befriende element er den komplicerede relation mellem Fergus og Frankies kone Rachel (Andrea Lowe), som man aldrig ved, hvor man har.
Hun er jaloux på Fergus og Frankies nære venskab og nysgerrig efter at vide mere om den del af Frankies liv, som hun aldrig fik indblik i. Han kan holde lidt fast i Frankie via hende. Mens en del af filmen fremstår firkantet, ikke mindst i skildringen af verdens usympatiske cheflag, giver deres rodede relation noget af det liv og den følelse af virkelige mennesker, som Ken Loach fermt fanger i sine arbejderklassedramaer.
Route Irish konkurrerede i Cannes sidste år, hvor den fik en blandet modtagelse. Det er bestemt en film med vigtige diskussioner på dagsordenen, men som thriller eller drama bliver den lovligt entydig.
Det er flere gange lykkedes Ken Loach at lave film, hvor hans store sociale og politiske engagement går hånd i hånd med udfordrende filmkunst.
Trods et solidt setup skuffer Route Irish de store forventninger til film signeret af ham.
'Route Irish'. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. England. (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Århus og Café Biografen, Odense)
