Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kunstens mulige nitteeffekt

Worng er en hyggelig og sympatisk samling værker, der ikke spiller på publikums skyldfølelse over ikke at forstå noget som helst
Worng er en hyggelig og sympatisk samling værker, der ikke spiller på publikums skyldfølelse over ikke at forstå noget som helst
Kultur
6. maj 2011

Bedømmelse: 4/6

Af alle danske politikere er Pia Kjærsgaard måske den, der forstår kunst bedst. Når hun ser dåserne med lort, får hun kvalme. Hendes mening om samtidskunst flugter naturligvis også strategisk med hendes politiske interesser, men man er alligevel ikke i tvivl, når hun udtrykker sin væmmelse. Hun er ærlig, i modsætning til mange af dem, der vimser rundt på Louisiana og bliver udfordret.

Man så det, da Per Kirkeby havde sin sidste solo. Forventningerne var i top. Budskaberne stod i kø. Og man mistænkte institutionen for at gå ned, hvis det en dag gik op for publikum, at malerierne ikke var andet end malerier. At meningen med Per Kirkeby er pynt, farver, kompositioner og Per Kirkeby. Sikken en mavepine, det stakkels publikum måtte rende rundt med, hvis de troede på kunstkritikernes tekster og kun ventede på, at ånden trængte ud gennem værkerne for at tvinge dem til at erkende alt muligt, der ville efterlade dem forandrede. Tænk sig, der er folk med magt, der tror, at man vil kunne få mindre kriminalitet, hvis blot de unge mennesker bliver stillet foran Stalingrad hver onsdag fra 10.15 til frikvarter!

Udgangspunktet for udstillingen Worng hos IMO er en berømt sætning fra Baudrillard der i 1996 efter at have været på Venedig Biennalen sagde, at samtidskunst er »middelmådighed i anden«. Han sagde også, at »samtidskunsten både lader, som om den ikke er noget, og at den virkelig ikke er noget«.

Og han fortsatte i sin tekst med at adressere den følelse, de fleste nok har haft på et tidspunkt, nemlig, at det da ikke kan passe. Man føler instinktivt, at med så stor opmærksomhed på samtidskunst, med så mange penge, så megen prestige, så mange kloge mennesker, der lovpriser den, og så megen spalteplads, så kan det da godt være, at lærredet er helt hvidt og tydeligvis ikke handler om noget, men det må det jo gøre alligevel. For ellers ville der jo være noget galt.

Baudrillard skriver, at samtidskunsten netop spiller på denne skyldfølelse hos dem, der ikke forstår kunst, eller dem, der endnu ikke har forstået, at der ikke er noget at forstå.

Det er let at være enig med Baudrillard. Man skal sgu være åben, når man ser på kunst. Og i et helt særligt følsomt hjørne, hvis det også skal bevæge sig ned i hjertet.

Bevarer jordforbindelsen

Worng viser en vej mellem nytte og nitte. Værkerne for tiden hos IMO er fuldstændig klar over deres egen manglende betydning. De prøver ikke at hæve sig op til nogen særlig status, og de læner sig selvfølgelig heller ikke op ad ideer om hverken det sublime eller poppet trash-æstetik.

Værkerne er derimod hyggelige, eksperimenterende og poetiske. I stedet for kun at dyrke 10'ernes sædvanlige sammenfald, der ikke kan forklares, men som imiterer en følelse af betydning, så bevarer Worng jordforbindelsen. For eksempel i Ferdinand Ahm Krag og Marie Kølbæk Iversens værk Replika, hvor 12 fotokopierede sider fra en af biologen Richard Dawkins' bøger er blevet fotokopieret igen og igen og anbragt i forlængelse af hinanden på gulvet. Det begynder godt, men ender helt sort, lidt ligesom de debatter, Dawkins har sparket i gang, om menneskets ophav. Kapitlerne, som er blevet kopieret til ukendelighed, handler blandt andet om, hvordan evolutionen har været styret af fejl. Vi kommer ikke alle direkte fra ursuppen, men er kopier af kopier og altså et orgie i fejl. Dawkins nævner selv tiden før trykketeknikken, hvor evangelierne blev skrevet af i hånden, og man kan kun gisne om, hvilke fejl der har præget millioner af menneskers liv gennem århundreder. Er det mon sandt, hvad de siger derude, at aleksandrinerne tog fejl af »ung pige« og »jomfru«, og at Jesus ikke kun vaskede sine venners fødder, når de var sammen ...?

Vi ved det ikke, før vi finder en ny omgang dødehavsruller, men ser vi blot tilbage på vores eget liv, er der ingen tvivl om, at det meste er kommet os i hænde via tilfældigheder og dårlige beslutninger.

Velkommen til Worng. Lige på og stille og roligt. Det er, som om man er sammen med en ny generation, der er født uden alle de pokkers forventninger.

Rasmus Høj Mygind har hældt pigment ud over fire lærreder og efterfølgende leget med sin støvsuger. Takeshi Murata har taget et klip fra 80'erfilmen Caveman med en monsterabe og har smadret den digitalt ved at lade farver og former forandre sig 30 gange i sekundet i en vanvittig organisk ursuppe.

Torben Ribes ironi er unik i kunstverdenen, fordi den aldrig foregiver at transcendere til et andet niveau af ironi, men er blevet kunstens svar på sætningen »Nu er jeg jo ikke nogen taler«. I Composition with tree and column har Ribe givet et kunstværk de værst tænkelige betingelser ved at anbringe det bag en stuebirk, op ad en søjle og med en kop kaffe ud over sig.

Kristoffer Akselbos fotografi af Pisa har en lille motor på bagsiden der hele tiden sørger for at rette det op. Bertrand Planes leger med gamle billeder, som han af- fotograferer og maler over for så at fremkalde billederne tilbage på de overmalede billeder. Og David Horvitz er loyal over for udstillingstitlen, når han opsøger strandene langs den amerikanske vestkyst, affotograferer dem med sig selv i vandkanten og uploader dem til de respektive wikipedia-sider, til stor forundring for netfolket og masser af debat.

Ligesom os andre

Jamen, hvor er det vidunderligt, at kunstnere alligevel bare er ligesom alle os andre. Det er ligesom med den unge generation af piger, der som de første er helt på det rene med, at sex og kærlighed ikke har noget med hinanden at gøre, og at analsex er noget, man skal have på første date. Hvor er det en lettelse.

Og så alligevel ikke. Ikke i længden. Det var sjovere, dengang vi troede, at piger og kunstnere var noget særligt, at de ikke var ligesom os andre. Man kan kun ryste på hovedet af alle de såkaldte kunsteksperter, der absolut skal gå rundt og råbe, at der ikke er nogen, der har noget tøj på. Og hvad så!? Skru op for varmen og forventningerne! Man savner helt den småreligiøse stemning, der kan give Pia Kjærsgaard dårlig mave og få Baudrillard op i det røde felt.

Worng, IMO, Ny Carlsberg Vej 68, København V, til den 22. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her