Læsetid: 2 min.

Der er langt ned fra himlen

'Fibonacci' på Republique byder på de vildeste nycirkus-kunstnere gennem et suverænt kig ind i rum-legens fantasier. Men forestillingen mangler det samlende sug af en egentlig fortælling
'Fibonacci' på Republique byder på de vildeste nycirkus-kunstnere gennem et suverænt kig ind i rum-legens fantasier. Men forestillingen mangler det samlende sug af en egentlig fortælling
30. maj 2011

Når Fibonacci-kvinden med det lange, lyse hår drejer rundt og rundt under loftet, mens hendes blinde charmekavaler gnubber sin ene fod i øret, så er jeg solgt. Til nycirkus, italiensk talrække og det hele.

Når bagscenens hvidmalede mønstre deler sig op, så der fremtrylles en hemmelig gang bagved verden, så bliver jeg overvældet. Over uforudsigelighed og rumleg og alting.

Når en stor sten hænger i en snor og drejer faretruende hen over hovederne på artisterne, så bliver jeg suget med ind i centrifugen af universets poesi og klodebanernes brutalitet. Og så løfter Fibonacci på Republique sig til en fusion af det bedste fra nycirkus og teatrets verdener som stolt bevis på visionerne hos den danske instruktørscenografi Martin Tulinius og den canadiske nycirkusdirektør Samuel Tétreault fra nycirkus Les 7 doigts de la main.

Men når jeg skal høre på hjemmefilosofi over nuet, livet og samfundet af en poetry slammer med overproportioneret selvfedme, så bliver jeg irritabel. Når jeg oplever intens mezzokvindesang og en sårbar violin blive klasket ned af en body-percussion-danser med rytmikpædagogselvglæde og knipsegalskab, så får jeg trang til forsvinding. Og når det bliver tydeligt, at der ikke længere kan nå at dukke en helhedsåbenbaring op i forestillingen, så bliver jeg godt gammeldags trist.

Fibonacci er blevet en spektakulær og tankevækkende forestilling om tiden og livet. Den er blevet en opvisning af nycirkusartister på vildeste niveau med teknik, med galskab og med poesi.

Blind akrobat

Kaleen McKeeman betager som stjernekvinden i rebene, og Sindri Runudde lyser som hendes frygtløse, blinde akrobatpartner oppe i svæveringen. Kajsa Bohlin fascinerer med sine uendelige kraftspring, der går i ring, som var hun et menneskehamster uden for hjulet og Samuel Tétreault himself overbeviser som manden med overarmene, der nærmest kan gå kloden til at dreje modsat.

Men forestillingen mangler det samlende greb, som løfter den op over cirkusmontagens rækkefølgestruktur. Den mangler den underlæggende fortælling, som giver dramatisk sammenhængskraft. Videohumor og talrækkemystik eller ej.

Da Fibonacci-kvinden hang i sin ring under himmelhvælvingen og drejede rundt og rundt i sin hippe akrobatshortsdragt, var nycirkusparadiset nær. Derfor var det dobbelt ærgerligt at nå at vågne op til den jordnære virkelighed, allerede inden forestillingen var slut.

Tænk hvis magien havde været intakt. Så ville Fibonacci-tallene for evigt have svævet rundt om én som et hviskende mantra: 0-1-1-2-3-5-8.

Fibonacci. Instruktion: Samuel Tétreault og Martin Tulinius. Tekst: Scott Mc Jabber Martingell. Scenografi: Martin Tulinius. Kostumer: Johanne Eggert. Koreografi: Louise Hyun Dahl. Musik: Henriette Groth og Charmaine Leblanc. Video: Ben Philippi. Les 7 doigts de la main (Canada) og Republique (DK). Til 18. juni. www.republique.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu