Læsetid: 5 min.

Lars von Triers ’Melancholia’ er en smuk film om verdens undergang

Publikum tog pænt imod Lars von Triers nye film, ’Melancholia’, der havde sin verdenspremiere onsdag formiddag på filmfestivalen i Cannes og er en af hans mest tilgængelige og mindst kontroversielle
Publikum tog pænt imod Lars von Triers nye film, ’Melancholia’, der havde sin verdenspremiere onsdag formiddag på filmfestivalen i Cannes og er en af hans mest tilgængelige og mindst kontroversielle
18. maj 2011

CANNES – Da han gik i gang med at lave Melancholia, sagde Lars von Trier, at det ville blive en smuk film om verdens ende. Og smuk er filmen blevet, ikke mindst i begyndelsen, hvor Trier i ultraslowmotion-sekvenser viser selve jordens undergang, hvor naturlovene sættes ud af kraft. Døde fugle falder fra himlen, vejret ter sig mærkeligt, og elektricitet synes at sive fra levende og døde ting op i luften, mens planeten Melancholia, der indtil nu har gemt sig bag solen, nærmer sig jorden.

Det er stærke og skønne billeder, som sætter sig fast i ens bevidsthed, men ikke er lige så uafrystelige som dem, Trier chokerede os med i Antichrist. For nogle dage siden serverede en anden stor billedmager, Terrence Malick, klodens opståen i The Tree of Life for publikum her i Cannes, nu lader Lars von Trier den så gå under, og fælles for de to instruktører er, at de undervejs filosoferer over en række af tilværelsens store og små spørgsmål.

I Melancholia handler det om liv og død, selvfølgelig, men også om depression, frygt, kærlighed, ensomhed og familieforhold. Videnskaben, får man at vide, har forudsagt, at Melancholia vil passere forbi jorden i sikker afstand, men sådan går det ikke, og i en spektakulær og fascinerende sekvens viser Trier, hvordan planeten nærmer sig og til sidst brager ind i jorden og tilintetgør den.

Søstre bytter roller

Efter den visuelt bjergtagende begyndelse springer Melancholia tilbage i tiden til den aften kort tid forinden, hvor Justine (Kirsten Dunst) er blevet gift med Michael (Alexander Skarsgård), og parret skal fejres ved en stor fest arrangeret og betalt af Justines søster, Claire (Charlotte Gainsbourg), og svoger, John (Kiefer Sutherland). Men ikke meget går som planlagt for de nygifte. Justine og Claires fraskilte forældre (Charlotte Rampling og John Hurt) strides i al offentlighed, og Justines chef i reklamebranchen (Stellan Skarsgård), som samtidig er Michaels ven og forlover, vil have et slogan fra hende til en ny reklamekampagne.

Værst er det dog, at den mentalt ustabile Justine, der bevæger sig hvileløst og alene rundt blandt gæsterne, trods formaninger fra både Claire og John får et tilbagefald og ender med at dumpe Michael på selve bryllupsnatten. Nogen tid senere ankommer en meget syg Justine til Claire og Johns store afsidesliggende landsted, hvor bryllupsfesten også blev afholdt. Den astronomiinteresserede John og parrets lille søn (Cameron Spurr) studerer ivrigt Melancholia i et teleskop, og mens fornuftsmennesket Claire bliver mere og mere nervøs for, at den skal ramme jorden, selv om John forsikrer hende om det modsatte, bliver Justine derimod mere og mere rolig og afklaret. Hun synes at være en slags seerske, der har kontakt til Melancholia og på forhånd ved, hvilke mærkelige ting, der sker med natur, mennesker og dyr, i takt med at planeten nærmer sig.

Farlige kvinder

Umiddelbart er Melancholia en forholdsvis ligetil og dramatisk film om to meget forskellige søstre – udadtil er den ene lys, den anden mørk, indadtil er det lige omvendt – som begge reagerer stærkt på jordens undergang. Man kan uddrage den, måske lidt banale, pointe af filmen, at er man som Justine syg af sind og kæmper med en depression, bliver man rolig stillet over for undergangen, men er man et fornuftsvæsen som Claire, bryder man sammen. En form for spirituel dialektik, Terrence Malick også kommer ind på i sin film.

Men der foregår også mange andre og knap så indlysende ting i Lars von Triers film – det gør der som regel – som man godt kan se som en slags efterfølger til Antichrist. I den film udstillede Trier sit eget psykiske sammenbrud, inkarneret af Charlotte Gainsbourg, i Melancholia ’spilles’ han af Kirsten Dunst, der når ud på den anden side af depressionen og accepterer, at hun skal dø – at vi alle skal dø – og det giver hende ro og et vist overskud.

Det er interessant at observere forvandlingen hos de to kvinder, og især Dunst leverer en modig og på flere måder nøgen præstation, som transcenderer det meste andet af, hvad den endnu unge amerikanske skuespillerinde tidligere har vist. De øvrige personer er reduceret til statister i søstrenes indbyrdes forhold, som indimellem tager form af et opgør mellem patienten og plejeren, og som måske er årsagen til jordens undergang.

Ligesom i flere af Lars von Triers øvrige film er kvinderne i Melancholia bærere af en mystisk og potentielt livsfarlig energi og magt. Men fordi også de to kvinder er en slags symboler på to yderpunkter, to sider af en intellektuel og metafysisk diskussion, bliver filmen aldrig så følelsesmæssigt engagerende, at verdens undergang for alvor gør ondt.

Melankolsk og truende

På lysporet brager Wagner løs, mens Kristian Eidnes Andersen har designet et lydbillede, som virkelig er verdens undergang værdigt: Skiftevis melankolsk og filosoferende og foruroligende og truende. Også Melancholias billedside er i en klasse for sig selv, og samarbejdet mellem Lars von Trier og hans nye fotograf, Manuel Alberto Claro – der tidligere har fotograferet for Christoffer Boe – har båret mange skønne frugter.

De hyperstiliserede undergangsscener, der fuldt ud er på højde med – måske endda bedre end – hvad Hollywood kan præstere, og som samtidig refererer til store kunstværker og instruktører som Tarkovskij, Kubrick og Antonioni, er det mest tydelige udtryk for det lykkelige samarbejde.

Men også Claros intuitive, rastløse og søgende kamera spiller en vigtig rolle, ikke mindst i den lange – for lange, måske, men også underholdende – bryllupssekvens, hvor man følger Justine, mens hendes mentale tilstand gradvist forværres. Melancholia er igen noget helt nyt og anderledes fra en filminstruktør, som vægrer sig for at blive sat i bås. Det er dog ikke et pågående eller kontroversielt mesterværk på højde med Dancer in the Dark, Dogville eller Antichrist.

At publikum i Cannes havde det på samme måde, signalerede de høflige klapsalver efter pressevisningen. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det for Trier, som på det efterfølgende pressemøde selv var hurtig til at lukke al luften ud af ballonen: »Der er nok en ret stor chance for, at denne film ikke er værd at se,« sagde han og syntes at mene det. Melancholia har dansk premiere torsdag den 26. maj Mere fra Cannes på information.dk/film og twitter.com/monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten L. Jensen

Melancholia er ikke bar smuk - den er betagende smuk.

Den er også alt mulig andet - og langt fra det bedste Trier har skabt. Men den er virkelig smuk og Kirsten Dunst er bjergtagende!