Læsetid: 4 min.

Malicks livtag med livets mening

To mesterinstruktører, amerikanske Terrence Malick og finske Aki Kaurismäki, er i Cannes med meget forskellige, men samtidig vellykkede film, der blandt andet udforsker meningen med livet og udfordrer genre- og vanetænkning
To mesterinstruktører, amerikanske Terrence Malick og finske Aki Kaurismäki, er i Cannes med meget forskellige, men samtidig vellykkede film, der blandt andet udforsker meningen med livet og udfordrer genre- og vanetænkning
18. maj 2011

CANNES – En gang i mellem ser man en film, som und- siger enhver form for kategorisering, og som i al sin kunstneriske kompromisløshed og galopperende vanvid kalder på store ord. Terrence Malicks The Tree of Life, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i går og har dansk premiere i morgen er en sådan film.

Evolutionslære, skabelsesberetning og impressionistisk barndomserindring blandes sammen i en storslået pærevælling i den amerikanske instruktørs værk, der har et ambitionsniveau på størrelse med Stanley Kubricks i Rumrejsen år 2001.

Det er intet mindre end meningen med det hele, Malick har sat sig for at diskutere og måske endda kommer med et bud på i The Tree of Life. Den både ligner hans tidligere, spirituelt ladede, billedbårne film Badlands, Days of Heaven, The Thin Red Line og New World men går også flere skridt videre i en opløsning af traditionelle fortællestrukturer og brud med genrekonventioner.

The Tree of Life handler om Jack (Sean Penn), en midaldrende mand, der tænker tilbage på sin barndom med to mindre brødre og sine væsensforskellige forældre. Moren (Jessica Chastain) er et spirituelt, blidt og positivt menneske, faren (Brad Pitt) en ambitiøs forretningsmand, der kræver kæft, trit og retning af de tre sønner, han også elsker højt.

Tragisk tab

I det hele taget er den velspillende Pitts faderfigur et spændende bekendtskab. På den ene side mener han, at man må arbejde hårdt og have spidse albuer for at komme frem i verden, og på den anden dyrker han klaveret og fortaber sig i den klassiske musik, når han spiller. Han repræsenterer naturen og overlevelsen, Chastains moderfigur nådegaven. Hun prædiker kærlighed til sin næste og nærmeste, og ikke sjældent støder de to mennesker sammen med drengene i midten.

Jacks ene lillebror dør, da han er blot 19 år gammel, og det sætter sig tragiske spor hos den lille familie, spor, som forfølger Jack livet igennem. Det er dette tab og erindringerne, det fører med sig, som kaster den midaldrende Jack ud i en eksistentiel krise, men det er på ingen måde så stringent eller ligefremt fortalt, som ovenstående antyder.

Terrence Malick springer i tid og sted, og en timelang sekvens i begyndelsen af filmen opruller selveste verdens tilblivelse fra The Big Bang over dinosaurerne og deres udslettelse frem til i dag. Hele herligheden akkompagneres af på én gang smuk og svulstig klassisk musik, og var det ikke, fordi man var så henrevet, ville det muligvis ikke være til at holde ud. Reaktionerne efter visningen her i Cannes var da også blandede nogle klappede begejstret, andre buhede med lige så stor overbevisning ligesom anmeldelserne har været det.

Filmen begynder med et citat fra Jobs Bog der ligesom Jacks forældre rummer lyset og mørket og Malick knytter undervejs an til kristendommen. Man mere end fornemmer en filmskaber, som tumler med nogle af tilværelsens store metafysiske spørgsmål uden nødvendigvis at være sikker på svaret men det er op til den enkelte biografgænger selv at vurdere.

Sikkert er det dog, at Malick tør, hvor og hvad mange andre ville opgive på forhånd. Han går planken ud og flyver så tæt på solen, han kan, og det forunderlige er, at det lykkes ham. Der findes ikke mange af Terrence Malicks slags, men en af dem er Lars von Trier, hvis bidrag til hovedkonkurrencen i Cannes, Melancholia, vises, mens dette læses.

Typisk Kaurismäki

I en noget anden, mindre ambitiøs og voldsom, men også vellykket boldgade finder vi den finske minimalist og humanist Aki Kaurismäkis nye fransksprogede film, Le Havre. Det er noget så sjældent som et socialrealistisk eventyr med André Wilms i hovedrollen som den aldrende boheme og skopudser Marcel Marx. Han bor i titlens havneby og nyder for så vidt det stille liv sammen med sin kone, Arletty (Kati Outinen). Men da hun bliver syg, og Marcel får ansvaret for en afrikansk dreng (Blondin Miguel) på flugt, bliver der vendt op og ned på hans ellers begivenhedsløse tilværelse.

Heldigvis får Marcel med gode venners hjælp og uventet assistance fra en barskt udseende politimand (Jean-Pierre Darroussin) klaret sagerne, som det sig hør og bør i et eventyr af den godartede slags.

Le Havre er en typisk Kaurismäki-film, og det er ment som en ros. Personerne, hvis mimik sjældent udtrykker hverken det ene eller det andet, taler i hovedsætninger, og der er ikke den store tvivl om, hvem der er gode dem er der mange af og hvem der er onde. Det er en enkel, stiliseret verden, den finske instruktør opbygger, hvilket giver ham mulighed for på en morsom og underspillet måde at behandle store og aktuelle emner; i Le Havre handler det blandt andet om flygtningepolitik, terrorfrygt, fremmedfjendtlighed og godt naboskab.

Le Havre er en let affære, men også Kaurismäkis bedste film siden Manden uden fortid (2002), og den rock'n'roll'ede musikside en fornøjelse at lytte til.

Og således har filmfestivalen i Cannes præsenteret verden for endnu to mulige vindere af de forskellige priser, som sammen med Guldpalmen skal uddeles på søndag.

'The Tree of Life' har dansk premiere i morgen. 'Le Havre' er endnu ikke i dansk biografdistribution

Mere fra Cannes på information.dk/film og twitter.com/monggaard

www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu