Læsetid: 3 min.

Skal Noé have skældud?

Det ubehagesyge og visuelt suveræne franske legebarn Gaspar Noé blander fantastiske filmeksperimenter med fortænkte banaliteter i sit syretrip af et uudholdenhedsridt
'Enter the Void' er en rejse i hovedpersonen Oscars syretrip, og den er langt mere virtuost smukt illustreret end enhver 3D-film.

'Enter the Void' er en rejse i hovedpersonen Oscars syretrip, og den er langt mere virtuost smukt illustreret end enhver 3D-film.

Fra filmen

12. maj 2011

Gaspar Noés omstridte Tokyo-trippende Enter The Void er en lind bevidsthedsstrøm af lort og lagkage. Det er et i den lange version 255 minutters dødssyretrip, der indeholder nogle af de mest ambitiøse, næsten Hitchcocksk forfriskende filmeksperimenter samt euforiserende smukke scener, jeg har set på film. Samtidig er den det mest lommefreudianske, skidt spillede, lalle-buddhistiske og evighedslange uudholdenhedsridt i denne kvindes minde.

Skal Gaspar Noé så have skældud? Ikke rigtigt. Han er pr. definition ubehagesyg. Det må man acceptere, hvis man vil ham noget. Det er svært at forestille sig en decideret udholdelig film af instruktøren bag den kvalmende, baglæns sammenstykkede voldtægtsvendetta Irréversible (2002), bag debutfilmen Seul contre tous (1998), der dystert følger en incestfristet hesteslagters deroute og bag den pornomareridtske kortfilm We Fuck Alone (2006), der med lydtapet af babygråd og hjerterytme klistrer os ind i masturbationsscenarier på to teenageværelser, så brækmuskulaturen dunker. Hos Noé trækkes filmsproget ud i uudholdeligt udfordrende digressioner. Han svælger i tabuer med sansefortættet væmmelseseffekt, mens man med rette kan tvivle på, om han egentlig har mere på hjerte end blot at pirke i 'det', i samfundets og psykens ubehagelige sprækker, i blod, bræk, sæd, incestuøse lyster, fedtede kønsdele, hjernemasse, vold og død. Man kan også mene, at Noés effekteksperimenterende livtag med dødsdriften, the void, er mål nok i sig selv.

Dødsbanaliteter

Enter The Void er Noés mest uudholdelige film ikke mindst på grund af længden. Men var den stoppet efter halvanden time, som gængs fortællelogik lader os forvente, ville det måske alligevel være for behageligt. Vi følger den unge amerikanske drug dealer Oscar (Nathaniel Brown) i en smadrelejlighed i Tokyo. Noé hilser på Robert Montgomerys Lady in the Lake (1947) og Jonas Åkerlunds Prodigy-musikvideo, »Smack My Bitch Up« (1997) ved at lede kameraet ind under øjenlågene på vor hovedperson. Og fra Oscars indre perspektiv med dertil hørende (overformuleret) tankestrøm glider vi så ind i et af Oscars syretrip, langt mere virtuost smukt illustreret end enhver 3D-film. Senere dør han, svæver ud af sin krop og vanvidssmukt rundt i Tokyos farvetrippende gader. Det skal ikke mime reinkarnation, har Noé fortalt, men en døende, syretrippende mands forestilling om efterliv. Dødsoplevelsen føles ikke desto mindre banal som en forceret undskyldning for at fortælle Oscars historie. Han våger over sin forældreløse strippersøster, Linda (Paz de la Huerta), mens hans livs traumer passerer revy: Den freudianske urscene, hvor lille Oscar ser far kneppe mor, oralfasens moderbindende brystpatning; et trafikuheld, der slår begge forældre ihjel; blodspagten med søsteren og den bratte adskillelse af de to. Det føles banalt ligesom dialogerne, der ofte lyder som oplæste replikker. Til sidst lukkes kredsen. Det svævende kamera glider tilbage ind i Oscars krop.

Men så fortsætter filmen altså. Halvanden time endnu. I en visuelt associerende, cirkulær næsten-tomgang, tydeligt inspireret af Kubricks Rumrejsen 2001 (1968), svæver vi gennem tunnelhuller ind og ud af karakterernes videre skæbner. Mest fascinerende er billedet af et pikhoved fra livmorens perspektiv og sædcellernes vej op til det dirrende mål, ægget. Mest provokerende er skålen med smattede abortrester, som kameraet synker ned i. Værst er gentagelserne, de evighedslange, svævende gentagelser, der som en insisterende hjerterytme fortsætter, fortsætter, fortsætter indtil man som publikum er tømt for mod.

Irettesætte en ener

Man får lyst til at skælde Noé ud for sin banalitet og for sin forfærdelige løshed. Det er langt fra en behagelig eller tilfredsstillende filmoplevelse. Meget mislykkes. Alligevel føles lortelagkagen sært berigende at have udholdt. Og man har ikke lyst til at irettesætte én ener som Noé for meget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gissi Gadekat

"Enter the void", må være en de mest ambitiøse film, lavet sidste år. At dialogerne er korte og lidt banale (som det jo er i sådan et stof miljø) til fordel for et visuelt univers, som ganske få instruktører har formodet at opnå i film, henviser til, at publikum stadig søger efter en form for visuel "sublim" oplevelse i film. Personligt synes jeg ikke at "Enter the void" ikke er så makaber, som Irréversible (f.eks ingen voldtægt). Andet er at filmen forgår i stofmisbrugs miljø hvor DMT bliver brugt. Den type stof er visuel påvirkende på brugeren og Noen har været meget tæt på at kunne repræsentere det trip, som DMT udløser, hatten af for det.
Filmen tage udgangspunkt i den Tibetanske dødsbog, hvor døden bliver beskrevet som en rejsen igennem sit nuværende liv, indtil man vender tilbage til nuet for at finde et nyt sted for at blive født. Det lidt synd at Katrine finder det at være "lalle-buddhistiske", da det er faktisk ret visuelt poetisk og smukt. Jeg formoder heler ikke at der bliver talt så meget i døden :)