Kan en amerikansk forfatter virkelig skrive fra sin ukrainske medsøsters perspektiv om kærlighed og karriere, om internationale kontaktbureauer og om det forjættede Vesten uden at forfalde til klicheer og stereotyper? Da jeg begyndte at læse Janet Skeslien Charles' roman Måneskin i Odessa, så jeg desværre tegn på, at mine bange anelser ville blive bekræftet.
Den unge Daria, intelligent, selvstændig og nyansat som engelskkyndig sekretær i et israelsk shippingfirmas Odessa-kontor, var simpelthen i sin jegfortælling for ivrig efter at krydre med russiske ord og talemåder (en stor del af Ukraines befolkning er russisksproget), og ikke mindst efter at forklare ukrainske sæder og skikke: »I min familie drak vi kun sjampanskoje en gang om året, for at fejre nytårsaften. 'En dråbe sød sjampanskoje forsøder livet'. Sådan siger vi i Odessa. Alle ved, at hvis man ikke drikker sjampanskoje den 31. december, vil det nye år blive en katastrofe.«
Heldigvis måtte jeg bide mine forbehold i mig igen, efterhånden som historien udfoldede sig, og den interkulturelle fortælling fandt sit naturlige leje. Darias sproglige og kulturelle kompetencer baner vejen for ikke bare et godt job og spændende oplevelser, men også visse kvaler:
Den kriminelle Vlad, som hun håndterer så drevent, når han kommer for at opkræve beskyttelsespenge hos firmaet, drager hende med sine ukrainske machomanerer, sit overraskende poetiske kurmageri. Men samtidig længes hun efter det ligestillede og civiliserede Vesten, hvor hun ville kunne agere selvstændigt og få lov at tale engelsk hele tiden. Den israelske chef er en særlig udfordring, eftersom han skiftevis jager, beskytter og respekterer hende, det sidste i noget der ligner et ægte venskab.
Kulturkritik
Darias kvaler vokser, efterhånden som hun af omstændighederne tvinges til at tage bijob i kontaktbureauet Sovjet-Unioner og selv fristes af chancen for at komme til USA via ægteskab med den tilsyneladende kejtede og flinke Tristan. Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, for det er en stor kvalitet ved romanen, at der opbygges en genuin spænding om Darias historie og skæbne i det forjættede lands på en gang barske og latterlige, udviklede, men også uciviliserede virkelighed (det skorter ikke på velformuleret kritik af amerikansk kultur). Det handler overordnet om interkulturelt samkvem, misforståelser og arrogance, men også om pludselig samhørighed og venskab på trods af alle forskelle og omstændigheder. Darias bøjning af uregelmæssige engelske verber i tankerne er et originalt og vellykket ledemotiv som både kommentar og underlægningsmusik til hendes oplevelser hjemme og ude. Og det poetiske islæt er velgørende midt i den sine steder noget dagbogsdokumentariske stil. Og ikke mindst som modvægt til det barske kontaktbureautema.
Svag slutning
Disse kontaktbureauer og, ikke mindst, alle ulighederne og misforståelserne mellem de desperate, ofte veluddannede unge ukrainske piger og de som regel middelmådige og midaldrende amerikanske mænd er skildret med megen humor, men også med empati, endda for begge sider. Jeg er overbevist om, at det også er en realistisk skildring. Jeg læste romanen på en tur til Kiev, og den kunne faktisk holde til dette virkelighedstjek, samtidig med at den, til min overraskelse, hjalp mig til at se mindre fordømmende på de udmajede unge piger i det alt for pornoficerede offentlige rum.
Det lykkes faktisk Skeslien Charles at nuancere billedet af både Øst og Vest og det svære indbyrdes forhold. Det lykkes hende endda også at give sit alter ego en vigtig birolle: Billedet af Jane, Darias amerikanske veninde, når lige at tangere et selvfedt portræt af den multikulturelt begavede, før hun heldigvis viser sig ikke at forstå ret meget af Darias situation.
Trods visse litterære svagheder, ikke mindst i form af en skuffende opsummeret og kategorisk slutning, der kompromitterer alle gode pointer om et selvsikkert ståsted midt i uafklaretheden, er det derfor en flot debutroman, den unge amerikanske forfatter har begået. Den er veloversat, letlæst, oplysende og underholdende, så hvis man har læst Marina Lewycka (En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk) og har lyst til mere, men også mere nuancering, er Måneskin i Odessa et oplagt valg.
