Læsetid: 2 min.

En omvendt marxist

Nils Gunder Hansens erindringsbog, 'Lille dreng med rejseskrivemaskine', fremmedgør sin læser: Hvor er standpunktet?
6. maj 2011

Danske erindringsudgivel-ser vædes i disse år af hel- og halvhjertet fortrydelse: De, der i 1970'erne var revet med af studentermarxismen, har nu en alder, hvor de skriver memoirer.

Men hvad i hulen skal de stille op med det marxisti-ske medløb, som de løbende og publikum i dag finder uovervejet, grænsende til det pinlige? Skal de dysse det ned til et ungdommeligt fejltrin og snarere dvæle ved andre forløb i livsbanen? Eller skal de udmale deres egen ubefæstethed, navngive nogle medtåber og angre side op og ned? Eller måske vælge den udvej, som Ralf Pittelkow smyger sig ad: At fremstille sig selv som et djærvt bondebarn, der med snusfornuft og trods alle omskifteligheder har fulgt en fast indre overbevisning?

Litterat, skribent og professor ved Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen fremmedgør sin erindrings-læser ved ikke at forholde sig klart til sin fortid på Københavns Universitets litteraturvidenskabelige institut, hvor han producerede værker som 'Marx' og Engels teori for proletariatets bevidsthedsdannelse kritisk rekonstrueret gennem en politisk læsning af deres forfatterskab'.

På den ene side erkender han, at han blev »lagt ned« af studentermarxismen, og han sammenligner den med »en religiøs sekt«.

Stadig benovet

På den anden side forekommer han stadig benovet over, hvad der foregik omkring det litteraturvidenskabelige institut og dets ypperstedæmon, professor Peter Madsen.

Fortryllelsen binder. Nils Gunder Hansen dvæler ved sine marxistiske år og vender stedse tilbage. Det leder tanken hen på, hvad der er sagt om det habsburgske fyrstehus: Det huskede alt og lærte intet.

Ralf Pittelkow var på insti-tuttet velynder for Nils Gunder Hansen, som da også kommer tæt på den pittel-kowske løsning på den for-vildede ungdom: At frem-stille sig som bondedren-gen. Til det formål gør Nils Gunder Hansen meget ud af sine fire bedsteforældre fra det danske bondeprovins-miljø. At hans eget barn-domshjem var »kulturradi-kalt« og faderen hospitals-overlæge, nævner han. Men han forklarer ikke, hvorfor den kritiske radikalisme ikke havde vaccineret ham mod politisk forblændelse.

I sit forord tilegner Nils Gunder Hansen sin bog til alle de mennesker, der har betydet noget for ham, men som ikke er nævnt i bogen. Hvem det så end kan dreje sig om. For bogen fyger med fornavne på personer, som dog sjældent er væsensbestemt sådan, at det er muligt for læseren at holde styr på dem.

En 'Michael' viser sig pludselig at være sangeren Michael Falch, og det er jo interessant. Men det er bogens 'Michael' ikke. Endog sine ægtefæller får Nils Gunder Hansen tegnet et utydeligt omrids af.

Træder i karakter

Bedst som læseren er ved at miste modet med hele erindringsprojektet, træder Nils Gunder Hansen i fortæller-karakter.

Det sker, da han skildrer sin tid som kulturansvarlig på Berlingske Tidende på det tidspunkt i livsbanen, hvor han er sprunget ud som kristent forankret borgerlig. Fra den position pløkker han løs:

»Berlingske Tidende stod ikke bare fremmed over for kristendom, kirke og religi-on; avisen syntes også at stå fremmed over for principielle, ideologiske og værdibaserede diskussioner i det hele taget.«

Endelig, endelig har Nils Gunder Hansen fundet en borg at betragte og beskyde verden fra. Bare det var sket noget tidligere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor vælge en titel så tæt op ad Henrik V. Ringsteds erindringer "Lille dreng med trillebånd"?

Bill Atkins

Renegatens svigt af sin ungdoms intuition tyder på mental dovenskab ...og hvad interessant kan det bringe?

...andet end triviel bekendelseslitteratur, selvfølgelig.

Anne Albinus

Som supplement kan jeg anbefale interviewet i KD
hvor Nils Gunder Hansen bl.a. siger:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/417037:Liv---Sjael--At-forstaa-...

"Der har siden været meget kritik af det, og der er også meget at kritisere. Men jeg prøver i bogen at beskrive de gevinster, der også var. Man engagerede sig og diskuterede på livet løs. Selvfølgelig havde man individuelle planer, men det var ikke særlig fremtrædende. Man kunne snakke om alting og havde en kode, som var marxismen, at fortolke alting ud fra. Fordi jeg var en forstå-sig-på'er, kunne jeg godt lide det."

"Det røde engagement handlede også om det erkendelsesmæssige. Jeg ville finde ud af, hvordan verden hang sammen. Senere var vi nogle, der blev borgerlige i 1980'erne. De borgerlige var ligesom dem, der havde styr på pengene. I dag undrer det mig, at finanskrisen ikke har været et større problem for de liberale. Man kunne forestille sig, at ligesom socialismen fik grundstøddet ved Murens fald, ville liberalisterne få anfægtelser ved nedsmeltningen af økonomien. Finanskrisen er et dementi af, at markedet regulerer alt."
Citat slut