Læsetid: 6 min.

Overblikkets mulighed trods alt

Kan man spænde over et helt århundrede i en roman? Peer Hultberg, Jens Smærup Sørensen og Vibeke Grønfeldt er eksempler på, hvordan det lykkes
Genkendeligt. I Jens Smærup Sørensens roman 'Mærkedage' følger kompositionen det velkendte partitur fra de utallige fester i forsam-lingshuset: Suppe. Steg. Is.

Genkendeligt. I Jens Smærup Sørensens roman 'Mærkedage' følger kompositionen det velkendte partitur fra de utallige fester i forsam-lingshuset: Suppe. Steg. Is.

Olaf Kjelstrup

13. maj 2011

Udgivelsen for en uge siden af det fjerde og afsluttende bind i Vibeke Grønfeldts store romanserie om Agate aktualiserer problemet, om litteratur kan spænde over noget så enormt og amorft som en epoke eller blot et århundrede.

Landbokvinden, malerkonen og håndkøbsapotekeren Agate er født i 1912 og når på de sidste sider af Livliner akkurat at byde Barack Obama velkommen som USA's præsident. Altså har hun optimale forudsætninger for at genfortælle hele det 20. århundrede. Hvilket hun da også godhedsfuldt gør, om end på sin helt egen fragmenterede og springende måde.

Hvert af romanens og romanrækkens kapitler forankres i et givet øjeblik. Men der huskes samtidig tilbage. Timer og stemninger genleves, rekapituleres. Revideres måske. Det giver værket et uroligt, flimrende præg og efterlader talrige huller, som læseren selv må fylde ud. Men samtidig indebærer denne binding til en sansende krop og til et erindrende sind, at skildringen midt i det sammenhængsløse alligevel får en særlig fylde og ro. Man føler sig helt enkelt godt tilpas hos den stolte, viljestærke, noget kantede, bryske og barske Agate. Og man forstår måske til dels hendes og mange andres beundring for karismatiske lederskikkelser:

»Visse ledere har et ord skrevet i panden: Sandhed. Deres sandhed. Befrielse fra tøven og bæven, usikkerhed, hykleri, enhver fra sig selv for at blive hel og ren. Det gamle slam, mug, plak blæst væk. Væk, væk ... Det rigtige. Som ringe i vandet fra menneske til menneske, her og der, land til land ... Hitler havde det. Kennedy. Obama. Luften var renset omkring dem, en anden stemning steg til vejrs, hvor de gik og stod: Ensomheden er forbi. Han henvender sig direkte til mig. Hvert ord fra den mund har oprindeligheds ætsende kraft.«

Her, i en sådan passage, bliver Agate for alvor til århundredets vidne på både godt og ondt.

Egentlig er det ikke særlig mange danske forfattere, der har forsøgt således at sammenføje en persons eller en families historie med en hel epoke eller blot et sekel efter modellen fra bl.a. Thomas Manns så mønstergyldige Buddenbrooks. Erik Aalbæk Jensens romanværk fra Perleporten (1964) frem til Herrens mark og Magtens folk (1990-91) lader sig med nogen ret læse som den sammenstykkede beretning om en egn i det østlige Vendsyssel fra mellemkrigsårene til nutiden, og der var i Christian Kampmanns stort anlagte familiesaga om Gregersens (fra Visse hensyn, 1973, til Andre måder, 1975) elementer af kollektiv samtidskrønike; men hos Aalbæk flyttede fokus sig undervejs, og hos direktør Gregersen, hans hustru med perlekæden og deres fem ret uregerlige unger opholdt vi os trods alt kun i et par årtier, fra 1950'ernes begyndelse og frem til skrivende stund.

I boblende opløsning

Nej, vil man høre om århundredet som helhed, forekommer det nok mest oplagt at gå til Peter Høeg, som i det mindste ved titlen på sin debutroman tilkendegav en favnende ambition lidt svarende til Vibeke Grønfeldts. Forestilling om det tyvende århundrede vil angiveligt gennemskrive 'De danske Drømmes Historie' og vælger til dette formål optrin af en gammel, vidt forgrenet families historie. En forfader fødes præcis i år 1900, en åbningsscene placeres i skæbneåret 1929, og romanen slutter med, nærmest holografisk og punktuelt, at fortætte tidernes skift og sædernes forfald i det bizarre sceneri, da en fladbundet plimsoller, 'Skumdelfinen', udsættes i Sortedamssøen blandt dovne vadefugle og usunde karper. Dette tableau afføder hos romanens fortæller Mads beslutningen om at skrive sin slægts historie, noget han simpelt hen skal:

»De love og regler og systemer og mønstre som min slægt og alle andre i Danmark har overtrådt og rettet sig efter og skubbet til og vredet sig under i 200 år, de er nemlig nu i boblende opløsning, det er derfor min far og mor og min søster og min bedstemor og adskillige venner og bekendte og flere af de særligt ansvarlige ved en højtidelighed uden indhold kan søsætte deres længsler i et vandhul midt i storbyen, og foran ligger fremtiden« den fremtid, som Mads insisterer på at møde ansigt til ansigt. For bliver der ikke gjort et eller andet, bliver der slet ingen fremtid at se i øjnene. Meget er ganske vist endnu usikkert, men en kommende total katastrofe og undergang kan allerede anes i horisonten. Derfor vil han råbe om hjælp. Har vi ikke alle sammen brug for at kalde på nogen? Selv kalder han fortiden frem.

Men selv om bogen hævder at genkalde sig det tumultuariske århundrede, som i 1988 var 12 år fra at høre op, har Peter Høeg nu ret beset skildret noget ganske andet, nemlig den vesterlandske civilisation og modernitetens epoke som helhed. Tematisk er han fokuseret (nogle ville måske sige fikseret) på den moderne dobbelthed af frisættelse og tvang, opløsning af traditioner og fastlåsning i destruktiv rationalitet, et tilsyneladende paradoksalt forhold: at individualisering mental-historisk går hånd i hånd med social ensretning. Civilisationskritikken overlejrer med andre ord samtidsskildringen.

Fortælleteknisk set kendetegnes Peter Høegs roman ved midt inde i normernes smuldren at installere en autoritativt overblikkende fortæller, der tildeles retten til suverænt at panorere og prædike. Dette greb kaldte man i den efterfølgende modtagelse for et typisk 'postmodernistisk' træk.

Kaffeslabberads

Men var det kunstnerisk nyskabende? Ikke hvis vi sammenligner med f.eks. Peer Hultbergs bud på en fortolkning af det 20. århundrede. Jeg tænker her dels på Requiem (1985), dels og meget mere på hans roman i hundrede tekster Byen og Verden (1993), den sønderdelte historie om det stive, konventionelle, snobbede og dybt provinsielle Viborg.

Bogen er lagt til rette som et netværk af menneskeskæbner. Livshistorier flettes sammen og flås fra hinanden igen. Om nogen gennemgående helt bliver der aldrig tale, om end en vis gymnasielærer med forfatterens initialer P.H. får lov at danne en spinkel ramme og desuden optræde nøjagtig midt i værket. Nej, findes der en hovedfigur, udgøres denne nok snarere af bogens fortæller-instans, denne kværnende, sludrende, sladrende stemme, som vistnok (genetisk set) er forfatterens adoptivmoders røst under kaffeslabberadsers og telefonsamtalers kolportering af dagens lokale rygter opløftet til kunstform!

Som da en lærerinde og spejderfører efter befrielsen i 1945 overraskende viser sig at have været en krumtap i den lokale modstandsbevægelse: »ganske vist havde ingen nogensinde betvivlet hendes sindelag, at hun var en god dansk kvinde, og hun var naturligvis kendt som ihærdig medarrangør af algang og alsangsstævner, men at hendes rolle i forbindelse med bjærgningen af nedkastet militært materiel fra England havde været afgørende, og at hun samtidig havde kunnet passe sin skole som om intet var på færde, det gik over mangens forstand, eller som fru overingeniør Sigurdsson udtrykte det, 'Jeg var lamslået, det havde jeg nu alligevel aldrig troet, at hun kunne holde det helt for sig selv'.«

Læg her mærke til, hvordan sladderens stemme så at sige lejes og udliciteres til en indlejret, citeret stemme. Alt imens overblikket forsvinder.

To slægter

Det gør det også konkret i Jens Smærup Sørensens roman fra 2007 om det 20. århundredes Danmark. Mærkedage må lade udviklingen både den fælles og den individuelle »falde fra hinanden i stumper og stykker af prikker og streger, som i et kompliceret nodebillede i flere lag af samtidige bevægelser og kontraløb, frie eller manisk varierede gentagelser og snart vilkårlige, snart mekanisk skiftende tonearter, alt sammen ledsaget af absurde disharmonier«.

Til det mekanisk skiftende kunne man her regne romanens komposition, som følger det velkendte partitur fra de utallige fester i forsamlingshuset: Suppe. Steg. Is. Og ved bevægelser i flere lag kunne man forstå romanens egen teknik med at supplere kapitler fra to naboslægters mærkedage i 1934, 1968 og 2003 med løst bonusmateriale i form af f.eks. det afsnit, hvor en iagttagerfigur, Søren Lundbæk, hvis livshistorie minder ikke så lidt om forfatterens egen, fotograferer hele sin hjemegn, netop mens den er i færd med at forsvinde eller i det mindste forvandles til uigenkendelighed:

»Han fotograferede markerne. De havde navne: De Lange Agre, Vestervangen, Boelsjorden, Skovagrene, Toften, Kirkeagrene, Fiskestierne og Trenne Lynge. Og Håstevajret og Højagrene, Kragemarken og Det Gamle Jord, Rødkæret og Vesterkæret, hvortil kom Mosen og engene, Den Smalle, Den Mellemste og Østerengen, og så holmene, Horngårds og Tøtten.«

Tøtten. På denne kunne Agate nok stå i sit bare ingenting, klar til at vade i vandet og mumle hen ved sig selv: »Man tænker sig syg, man tænker sig rask.«

Overblik får hun ikke tildelt. Men hun får ligesom Smærups Søren mulighed for at se det 20. århundrede i øjenhøjde. Det kan vi andre godt lære en del af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer