Læsetid: 2 min.

Overmodne læsefrugter

Der er sex på kryds og tværs og alt muligt andet på spil hos de midaldrende ægtepar i Sven Holms nye novellesamling. Men rigtigt pirrende bliver det ikke, snarere lidt trist og vammelt i det
Sven Holm skriver lydefrit og velfungerende, men han overrasker ikke.

Sven Holm skriver lydefrit og velfungerende, men han overrasker ikke.

Hans Ole Madsen

2. maj 2011

Det er ikke erotikken, det er problemet i Sven Holms nye novellesamling, Midt i den blanke nat. Den skriver han fyldigt om, og både lummert og absurd, og den har de forskellige novellers hovedpersoner typisk midaldrende ægtepar sådan set godt gang i.

Faktisk lever de både frisindede og velbjærgede liv, ægteparrene, uden at de af den grund virker lykkelige. Modellen er jo velkendt fra dansk litteratur og film, måske endda mere dér end noget andet sted: Man har lige en ødegård eller er på ferie i Italien, og hvis ens ægtefælle ikke kan nok, står der altid en anden på spring, en fyrig slagter, en godtepose af en genbo.

Under alle omstændigheder har man så meget på hinanden, så meget nid og historie, at almindelig venlighed synes udelukket. I stedet taler man i tildækkede spydigheder. Småligheden hersker som en nedgroet negl i sjælen, den slags, hvilket på ingen måde udelukker pludselig liderlighed og det, der er værre.

Sådan er det også hos Sven Holm, blandt andet i »Duften af kød«, hvor en biseksuel lektor udlever sin »æstetiske besættelse« af en romersk adonis – ekkoet af Døden i Venedig er umiskendeligt – mens hans kone og gammelkloge søn bestyrtet ser til. Og i titelnovellen »Midt i den blanke nat«, hvor et ægteskab har ladet de store børn blive hjemme, men forstyrres midt i den svenske ødemark af en spritstiv særling.

Eneste undtagelse er faktisk bogens længste novelle, »Bersærk«, der tegner et noget forvirret portræt af naboterror i det bornholmske sommerland.

Lydefrit og lummert

Nå. Alt dette ret velkendte spæder Sven Holm så op med en let, men også overtydelig absurditet. Hændelser, der på én gang er forvirrende og diskret symbolske flagrer læseren om ørerne, og grunden forsvinder under fødderne på især de mandlige hovedpersoner. Så åbner der sig noget dybere og dyrisk i dem. Sådan her lyder det til slut om Ragnar, der ellers går i islandsk sweater:

»Nu sover han mere årvågent, mere vagtsomt – som de store kattedyr sover, gepard og tiger, og ikke længere som deres trygge, troskyldige unger.«

Og forfatteren ispæder formlen: borgerskabets diskrete charme sin velkendte, åbenmundede erotik. Den lykkes bedst i Midt i den blanke nat, når den bliver nærmest fjollet. I bogens højdepunkt, »MMS fra hr. Tukusaki« opfinder et nyforelsket par efter seks meget hårde uger i sengen en særlig leg med mandens lem, der pludselig ligner et japansk pagode-tårn. Det gør de ikke, fordi der er noget galt, det er bare den eneste måde, al den liderlige lykke kan fortsætte. Og så er det ret sjovt skrevet.

Det er der ellers for lidt af her, det virkeligt gode sprog. Sven Holm skriver lydefrit og velfungerende, han er en gammel rotte i faget, men han overrasker ikke. Der er ingen vilde billeder, ingen smertende præcision, ingen elektrisk lethed.

I stedet bliver replikkerne sært opstyltede og erotikken lidt for lummer. Meget af det, der synes skrevet for at pirre læserens indre biograf – den fugtige af dem – ender med at føles vammelt. Eller måske bare overmodent: som en frugt, der skulle smage godt, men alligevel ikke gør det. Nå ja, når man tænker efter, så er der alligevel noget galt med erotikken hos Sven Holm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claes Johansen

Det ser ud til at Svend Holm har skrevet en bog i litteraturens ypperste genre, novellen, der originalt og svævende præcist formår at indramme en bestemt, umådeligt indflydelsesrig generation blandt dagens danskere. Den vil jeg glæde mig rigtigt meget til at læse.

Tak til Tue Andersen Nexø for en anmeldelse som, selv om han tydeligt nok ikke selv bryder sig om bogen, alligvel fungerer som en klar kommunikationslinje mellem forfatter og potentielt interesserede læsere.