Tænk Dem en prosa lige så ekspressiv og lyrisk som Tom Kristensen og Johannes V. Jensen tilsammen, men samtidig så deskriptiv og episk som Henrik Pontoppidan eller Tage Skou-Hansen.
Føj hertil en ostentativ, scenisk fremvisende evne, dramatisk som Herman Bang og i nyere tid Helle Helle og De har en vis idé om vingefanget i Ulrik Gräs' stofmættede og atmosfærefyldte roman om menneskeskæbner og social konflikt i en provinsby i Danmark.
Rækken af huse trykker sig som tavse natdyr og indkapsler de sovendes drømme, står der f.eks. et sted. Det er billedrigt og fysisk vitalt, men også funktionelt. Sådan skriver en forfatter, der både er digter og journalist. Og således har Ulrik Gräs skrevet længe i sine kloge og stilsikre romaner om Dino, Reno, Kuno, og hvad de nu alle sammen hed.
En faderskikkelse
Denne gang hedder helten Tino. Han er ung journalistelev på byens konservative avis. Mellem den og Frit Folk, det socialdemokratiske dagblad, står den daglige boksekamp om meninger, menneskeliv og samfund, hvorimod Venstrebladet helst undgår at støde nogen på manchetterne. Men købstædernes fireblads-system med flerstrenget politisk observans er under hastig afvikling, og på romanens sidste sider lukker højresprøjten.
Hvad skal der så blive af Tino? Ja, han kan måske blive forfatter og bruge noget af alt det, han har lært af chefredaktør Nemo. Denne mestrer nemlig kunsten at få tavsheden i tale.
»Han afskyr en metafor, medmindre den er aktiverende som benzin på et bål, og sproget skal være både korrekt og sprudlende, to gange dels skal følge efter hinanden som fodspor, dels det ene ben og dels det andet«.
Avissprog skal hos ham være rent og klart. En forestilling 'starter' ikke, den begynder i en tekst af Nemo. Biler starter. »Og en bil kører ikke 'ind i et træ' for at forsvinde indeni træet. Nej, en bil påkører et træ, og hvis uheldet er så blodigt, at en ambulance må tilkaldes, så er det en ulykke, ikke et uheld«.
Hvad livsanskuelse angår, klarer han sig uden en tro; for redaktør Nemo er tiltro altid nok, tiltro til den sunde dømmekraft.
Beruselsens by
Den besidder Tino kun i begrænset omfang. Han er noget af en dalrende drømmer og vægelsindet vankelmodig digterspirende drukmås, og han kommer helt ned at vende, da han, sløvt modstræbende, har giftet sig med datteren til avisens bestyrelsesformand og siden mister både hende og deres barn. Scenerne, hvor han med svigerfar ved rattet kører hjem fra sindssygehospitalet i Middelfart, hører til de mest bevægende i bogen. Men der serveres også storslåede optrin fra bladets redaktion og på flere lokale barer, herunder den, hvor læseren til slut møder et af forfatterens forbilleder, grænsekrydser i klasse A, selveste Aksel Sandemose. Ingen ringere!
Vi er i 1960'ernes første halvdel, i den østjyske provinsby, som vi efterhånden kender så godt. For Ulrik Gräs har skildret den ofte før. Den dannede rammen i forgængeren Lido (2006), hvor vi fulgte Tino side om side med proletardrengen Tor, nazidigterens søgende søn Tue og bralrehovedet Buller, tyggegummifabrikantens søn. Vestbyen var også scene i mindeværdige bøger som Stammerne (1978), Hjerteslag (1983), Her og altid (1987) samt den omfattende roman om besættelsestiden, Berusede by (2000).
Sidstnævnte titel dækker fortsat ganske glimrende. Drikkeriet er stadig helt normalt: Arbejdsfolk, postbude, kontorister og ekspedienter drikker åbenlyst på restaurationer, eller de mødes i baglokalet hos købmanden, og de, der ikke drikker, må så slutte sig sammen i afholdsloger. De er i mindretal!
Byens forretningsfolk drikker, chefer og fuldmægtige i det offentlige, de ansatte hos politiet; de stikker hovederne sammen på Rådhuskroen over morgenkaffen og en lille opkvikkende Jägermeister. De ses igen sidst på eftermiddagen og finder hjemad i en kontrolleret brandert ved spisetid. Ja, hu hej, hvor det går!
Kongen over dem alle
Men samtidig rumsterer dystre konflikter. En bagatel af en kirkegårdssag splitter hele det lokale menighedsfællesskab, en socialdemokratisk pamper bliver taget med armen dybt nede i diverse lokale kasser, byens frimurere geråder i bitter broderstrid, og nede under det hele ligger uopgjorte regnskaber fra besættelsestiden: Var stikkeren virkelig stikker, eller lå der anderledes snuskede motiver bag, da modstandsgrupperne lod ham likvidere i foråret '45?
Ind imellem er man ikke fri for at føle sig spærret inde på Lokalhistorisk Samling for Vejle og Omegn. Men man føres gennem arkiverne af den kyndigst tænkelige guide, en gudbenådet beretter, der med både humor og facts præsenterer os for hele galleriet: Bykongen, i daglig tale Elefanten, den socialdemokratiske borgmester. Skrotkongen, der omskaber skrammel til penge. Benzinkongen, Byggekongen, Tyggegummikongen samt kongen over dem alle, døden:
»Nogle tager gas i køkkenet, andre hænger sig på loftet under de skrå tage, eller de opgiver ånden i sofaen med Frit Folk over hovedet, hvis ikke de falder døde om på fabrikken. Men pastor Mose vil tale dem ind i himlen fra Den hvide Kirke, hvis de har udvist næstekærlighed og bestræbt sig på at være et hæderligt menneske«.
Og hvordan bærer man sig i grunden ad med at blive til sådan ét?
Ja, det vil Tino meget gerne vide. Og han går gerne poesiens krogede omvej frem for som sin far at søge ind blandt frimurerne med deres kryptiske sprog og sære ritualer som bl.a. omfatter en gongong. Heraf romanens titel, der dog tillige går på filmene i Lido-biografen, indledt af filmselskabet Ranks atlet i skarp silhuet, og på gongongen, der afslutter runderne i en boksekamp.
Hvad forfatteren angår, den nu 71-årige Ulrik Gräs, må man sige, at han med denne storslåede, stofrige, gennemresearchede, men også overlegent velskrevne roman går alle 12 omgange for Vestbyen og vinder suverænt på point.
Ulrik Gräs: Gongong. Roman. 376 s. Kr. 299,00. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.
