Læsetid: 4 min.

De rigtige meningers ædegilde

Roger Waters kom, så og sejrede inden for rammerne af sin egen vildt overstyrede logik i genopførelsen af The Wall. Som var svær at følge, men nem at blive forført af. Alt for nem
Hvad vil Roger Waters egentlig have os til at mene? Spørgsmålene trænger sig på hos Informations anmelder efter opførelsen af 'The Wall' i Parken lørdag.

Hvad vil Roger Waters egentlig have os til at mene? Spørgsmålene trænger sig på hos Informations anmelder efter opførelsen af 'The Wall' i Parken lørdag.

Jonas Vandall Oertvig

9. maj 2011

Et spørgsmål trænger sig på efter Roger Waters' opførelse af The Wall: Hvem går alle pengene til? Lidt hurtig hovedregning giver en omsætning for lørdagens koncert på omkring 35-40 millioner kroner. Og en hurtig søgning viser, at Waters' turné var den næstmest indtjenende i Nordamerika i 2010 med 89,5 millioner. Dollar.

Hvorfor nu denne talgymnastik? Fordi de 47.000 heftigt betalende gæster i Parken bliver trakteret med et kapitalismekritisk show. Allerede inden showet går i gang kan man til tonerne af Lennon, Dylan og Billie Holiday beundre en graffiti fra aktivistdarlingen Banksy samt ordet »Capitalism« skrevet med Coca-Colas karakteristiske typografi. Og undervejs kaster animerede bombefly ikke kun med hammer og segl, men også med Mercedes- og Shell-logoer.

Bevares, en god del af stakaterne går til den titaniske produktion, som vi bliver tæppebombet med, men Waters skylder alligevel at donere substantielle dele af overskuddet til alle de ofre for krig, terror og politiovergreb, som lægger ansigter og dødsattester til showet. Og ikke mindst til de sultne børn i Afrika.

For de er ikke kun en del af hans appel om en bedre og vistnok pacifistisk verden, de er også voldsomt forføreriske elementer i et widescreen-show, der dermed forstærker manipulationen og voila, Waters' indtjening.

Et andet spørgsmål trænger sig også på: Hvad vil Roger Waters egentlig have os til at mene? For mene noget, det skal vi dæleme. Han vil have en bedre verden, dét har jeg skrevet. Forstået. Men hvis han hader krig så meget, hvorfor fører han så selv så sansebedøvende krig mod vores sanser?

Og hvis ikke vi behøver tankekontrol, hvorfor får han os så til at istemme netop dét udsagn i kor? Og hvorfor udmejsler han så pointerne i store bogstaver på det største tv, jeg nogensinde har set, nemlig dén mur, som langsomt vokser frem forrest på scenen?

Og hvis han er så skeptisk over for corporate logik og branding, hvorfor pusher han så selv aftenens absolut stærkeste brand og logo, båret af høj og lav på T-shirts, programmer, overarme, nemlig Gerald Scarfes håndmalede »The Wall«?

Konsensuskultur

Sammen med hashdunsten over den tiltagende multimedie- og øldrukne mængde breder der sig en lammende konsensuskultur i Parken. Krig er noget skidt. De multinationale selskaber inklusive vistnok Apple, hvis i-præfix bruges på alskens former for dårligdom iNeed, iBelieve, men også iResist er djævleyngel. Totalitarisme? Nix. Sult? Negativ. Big Brother (der forvandles til Big Mother)? Ommer.

Apatien truer og sanseforvirringen er maksimal, men den bliver eksekveret med militær præcision og masser af smukke scenerier: Rødt hav over muren, grædemur med pangfarvede tårer, en smadret imaginær tv-skærm, der knuser nyhederne, og kingsize mor-, klasselærer- og tøjtedukker.

Og heldigvis også båret af bundsolidt musikerhåndværk, selv om det af og til bliver lidt for softcore i attacket og lidt for soulet i sangen. »Comfortably Numb« tårner sig op, og guitarsoli som David Gilmour ville have spillet, hvis Waters og Pink Floyd ikke var blevet skilt lever, ja, forlænges hæderligt.

»The Show Must Go On« fungerer strålende, morsomt med barbershop-boyband i baretter og armbind. Og så er der det tidlige zenith: Waters, der træder frem på scenen og hilser publikum, fortæller, at han nu vil tage os på en tidsrejse og ikke kun synge nu, men også i en optagelse fra London 1980. Alene med en akustisk guitar, og med en af de mest romantisk dirrende sange fra dobbeltalbummet fungerer denne meget private dialog med »a poor, miserable, fucked up Roger from all those years ago« fremragende langt bedre end den politiske sondemad.

Men heri ligger også et andet problem koncerten igennem: Roger Waters zapper helt uregerligt ind og ud af rollen, som den følelsesmæssigt pulveriserede Pink, der bliver til den fascistisk forkrøblede Floyd. Måske mest bizart i en genopførelse af en scene fra Alan Parkers filmatisering, hvor fiktionens hovedperson sidder foran fjernsynet og har det rigtig, rigtig skidt, emotionelt lammet. Ifølge albummets fortælling. Men så i koncertforløbet vender sig og vinker lystigt til publikum. Et fiktionsbrud der gerne og ofte sker koncerten igennem. En gigantisk ofring af intensitet og inderlighed på hyggens og folkehyldestens alter.

Denne anmelder havde håbet på, at briten ville have opdyrket en mere stringent fremførelse af albummet som med hans fremragende genopførsel af The Dark Side Of The Moon. Det drejer sig om musik, der kræver jernprofessionelle musikere, som kan spille disse rockistiske sakramenters partiturer perfekt. Man behøver ikke i samme grad, som hvis man skulle opføre en alternativ rockklassiker som f.eks. Sonic Youths Daydream Nation, de idiosynkratiske temperamenter og unikke fejlbarligheder hos de oprindelige musikere. Man behøver præcision fra et nyt kuld efterkommere, og den får vi hos den aktuelle besætning herunder Waters' egen søn, Harry. Men desværre er selve showet og Waters' slingrevals gennem alt for mange roller stærkt skæmmende for oplevelsen.

Indignation-a-go-go

Men en aldrende venstrefløjs komfortable kapitalismekritik har uanset hvad en fest ved dette de rigtige meningers ædegilde, hvor vi alle slår maver i takt til vor svindende og svundne ungdoms soundtrack. Og hvis nogen ønsker at konstatere, hvor farlig og bedøvende og selvfed sentimentalitet kan være, så er denne vidt befolkede betonkatedral, denne sloganisme-organisme for fastfrosne holdninger og indignation-a-go-go det bedste sted at starte. Det er en tankevækkende oplevelse. Og det er jeg sikker på, at Roger Waters trods alt ville være glad for at høre.

Roger Waters: The Wall Parken, Kbh., lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Hvis man vil bestemme hvor pengene skal hen, skal man selv sende dem derhen.

Når man giver pengene til Roger Waters, kan man ikke efterfølgende forlange at han skal gøre med dem på en bestemt måde.

ruune masen (Rune Madsen?) siger det fint i ovenstående kommentar

med venlig hilsen
Lennart

ルーネ-マセン: Hvad er det for noget snak om 68-generationen? Er det en forening, et hemmeligt selskab eller hvad? Det var nogle få unge, måske 20.000, der var aktive dengang. Og mange af de samme mennesker er stadig aktive på samme måde som dengang. Måske lige bortset fra Ralf Pittelkow.

De pengegriske har altid været - pengegriske. Og de er rigt repræsenteret i de yngre generationer. De har nærmest gjort griskheden til en kynisk livsfilosofi. Og øffer på alt det de - med slet skjult dårlig samvittighed - kalder politisk korrekthed

Letkøbt ironisering over et hykleri som findes helt andre steder.

Bjarke Hansen

Gad vist hvor mange af den danske folkeskoles nuværende problemer der kan spores direkte tilbage til hhv. albummet og filmen The Wall?

Udover de stærkt anakronistiske budskaber, så to gode værker i øvrigt.

Har set Roger Waters live i Skotland til en festival for nogle år siden, og der var de tåkrummende simple og nogle gange direkte tåbelige budskaber fra scenen også legio.

Waters brugte næsten et kvarter på at fortælle om en gang han var ung og rejste rundt i Tunesien, hvor han mødte en meget gæstfri og elskværdig familie, og at han derfor på ingen måde kunne forstå, at vi i Vesten var i krig mod dem.

Det sagde han sgu. Og til stor jubel.

At vi ikke er i krig med Tunesien syntes ikke at forstyrre den skotske jubel. Og hvad et møde med en venlig familie har med stormagtspolitik at gøre stod også hen i det uvisse. Man at Waters og publikum var blandt de gode, kloge og eftertænksomme syntes der at være bred konsensus om blandt det i øvrigt vanvittigt homogene festivalpublikum, som stod der og hyldede diversitet.

Jesper Wendt

"Det er en tankevækkende oplevelse. Og det er jeg sikker på, at Roger Waters trods alt ville være glad for at høre."

Mon ikke han vil jamre sig en del over, at budskabet åbenbart ikke er sivet ind?.

Så han er rent faktisk i følge Bjarne blevet så desillusioneret, at han ikke længere bekymrer sig om han siger det rigtige, det siver ikke ind alligevel.

Verden er hans vidne, det siver ikke ind.

Jørgen Jørgensen

Når kult bliver konsensus er det ikke længere kult, bare coolt.

Og så bliver det til penge

Og så forsvinder alle de, der blev bevæget og bevægede sig.

Peter Jensen

"Hele anmeldelsens grundpræmis vælger dog at ignorere alle andre lag end den arbitrært anlagte ‘det hele er en kapitalismekritik’."

Sådan som jeg forstår The Wall, så søger den en kobling mellem en række intrapsykiske og intersubjektive grundvilkår for menneskelig eksistens - herunder i særlig grad traumatik - og så den kapitalistiske samfundslogik. I og med at Waters selv lever under disse grundvilkår, må han være udsat for kritik, hvilket artiklen i nogen grad løfter. Men enig i at sporet bliver lovligt smalt.

Jeg overværede iøvrigt showet, som var langt mindre koncert end det var performance. Også hér kunne Waters' arrangering af begivenheden med fordel ses i sammenhæng med et meget passiviseret hypno-publikum.