Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tre akkorder og sandheden

Emmylou Harris og hendes backing band The Red Dirt Boys gav mandag en middelmådig koncert, hvilket muligvis skyldtes jetlag. Man har lov at håbe
Publikum kvitterede med stående bifald af flere omgang, men Emmylou Harris' koncert led både under dårlig lyd og sætliste og dårligt samspil.

Publikum kvitterede med stående bifald af flere omgang, men Emmylou Harris' koncert led både under dårlig lyd og sætliste og dårligt samspil.

Søren Bidstrup

Kultur
25. maj 2011

Emmylou Harris' koncert mandag efterlod et noget middelmådig indtryk. Et stykke inde i forløbet kom der en slags forklaring Emmylou Harris fortalte sit henrykt hengivne publikum, at hun og hendes orkester The Red Dirt Boys (hvilket grangiveligt lyder som noget fra Coen-brødrenes film O Brother, Where Art Thou-film; hvad der måske også er meningen) havde misset deres forbindelse i New York, hvorfor de måtte flyve til Detroit og derfra via Frankfurt for at nå frem til koncerten i København mandag aften.

Så ikke nok med at vi oplevede hende ved starten på hendes seneste Europa-turné, hele banden led tilmed af jetlag, hvilket så også er den bedste forklaring, der kan gives på, at en så tjekket holdopstilling kunne levere en så middelmådig omgang, som den, der blev disket op med.

At publikum afslutningsvist kvitterede med stående bifald af flere omgange, må bero på kollektiv selvsuggestion, for hos én, der har oplevet denne normalt så skrappe dame live fire gange tidligere, hersker der ingen tvivl om, at det her er den mindst ophidsende koncert, hun har givet på dansk jord.

Dårlig klang

Rolig, nu. Så var det heller ikke værre. Men den var gal med såvel dynamik både hvad angår sætliste og samspil som lyd, hvad der ærlig talt var kolossalt skuffende, når man tænker på, hvilken klang der normalt hersker i Koncerthuset.

Men selvom der hvad angår volume spilledes meget afdæmpet, var det stort set umuligt at forstå et ord af det sungne, hvilket i Harris' tilfælde må siges at være en skam.

For selvom hun ikke selv er verdens mest produktive sangskriver (om end hun er blevet flittigere med alderen), har hun altid haft en udsøgt sans for at finde meningsfyldte sange af andre, som hun kunne give en ny dimension.

Men det var der desværre ikke meget af denne mandag.

Man ynder jo om karrierer at sige, de går op og ned, hvis ikke kunstnerisk så kommercielt.

Store dynamiske udsving

Der kan man så om den efterhånden 64-årige Harris (og her vil jeg tillade mig at indskyde, at hun holder sig næsten naturstridigt godt) påstå, at hendes adelsmærke altid har været konsistens, en decideret dårlig plade har hun i sin over fyrreårige karriere aldrig udsendt.

Og et par er helt oppe at ringe, ikke mindst Elite Hotel (1975), som hun da også spillede tre sange fra, samt det Daniel Lanois-producerede Wrecking Ball (1995).

Det er bare ikke ensbetydende med, at de alle er lige inspirerende, og hendes seneste, Hard Bargain, tilhører så afgjort den bløde mellemvare.

Som koncerten er det en plade uden de store dynamiske udsving, hvilket sikkert er rart, hvis nerverne driller, men derudover går meget af den i et med tapetet. Og hvorfor skrive en sang nu om Emmett Till, den 14-årige sorte dreng, der myrdedes af racister i 1955?

Eller en fjollet sang til hendes hund. Skal der skrives en sang til en hund, så gør det dog ordentligt. Det skylder man den.

Men smukt er det

Smuk er dog mindesangen til veninden Kate McGarrigle, den canadiske sangskriver, der døde af kræft sidste år og den var i øvrigt også et højdepunkt til koncerten, hvor hun sang den udelukkende akkompagneret af eget guitarspil.

En anden, der hyldes, er hendes originale mentor, Gram Parsons, på sangen 'The Road', pladens ubestridt bedste nummer (hvis smukke tone gik tabt i lydgrøden til koncerten sammen med mange andre perler fra bagktaloget):

»I wandered in the wilderness for a while I was so lost/ To everything there is a season and every blessing has its cost/ So I took what you left me and put it to some use/ Went looking for an answer with those three chords and the truth ...«

Tre akkorder og sandheden, det er store ord. Men smukt er det. Ellers fattes der mindeværdige melodier og ikke mindst: kant.

Fuldstændig ligesom til den hyggelige, men uinspirerende seance i Koncerthuset.

Og så lad os lige afslutningsvist få gjort en ting klart, kære venner – countrysangerinde i sådan ordets egentligste forstand, det er Harris altså ikke.

Snarere en klassisk folkesanger (af Joan Baez-skolen) med en forkærlighed for amerikanske urgenrer, heriblandt old time music, bluegrass, classic rock, singer-songwriter ... og en smule country.

På det felt er hun trods det ovenstående noget nær dronningen.

Men selv en sådan kan have en off-night. Ja, jeg giver jetlaggen skylden. Men altså, stående bifald nu si'r jeg Dem, fru Heilbunth.

Emmylou Harris & The Red Dirt Boys, Koncerthuset, Ørestaden, mandag.

Emmylou Harris: Hard Bargain (Nonesuch/Warner). Er udkommet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her