Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I udkanten af brændpunktet

Mesterligt. Der er sitrende suspense, suggestiv persontegning og gådefulde ikkebegivenheder i ny novellesamling af israelske Amos Oz
Sitrende. Israelske Amos Oz tager sine læsere med til den lille landsby Tel Ilan, der danner rammen om novellesamlingen 'Scener fra en landsby', hvor spændingskurven stiger mærkværdigt foruroligende over de relativt trivielle spørgsmål, som lades med gådefuld kraft, og som vi aldrig får svar på.

Sitrende. Israelske Amos Oz tager sine læsere med til den lille landsby Tel Ilan, der danner rammen om novellesamlingen 'Scener fra en landsby', hvor spændingskurven stiger mærkværdigt foruroligende over de relativt trivielle spørgsmål, som lades med gådefuld kraft, og som vi aldrig får svar på.

Gitte Sofie Hansen

Kultur
13. maj 2011

I den forgangne weekend sørgede jeg for at stå op et par timer før resten af familien. Ikke for at nyde det ellers nok så strålende danske maj-vejr, men for at nå at gå en tur i en lille døsig mellemøstlig landsby, hvor plasticposer blæser rundt som spøgelser i de mennesketomme gader, hvor der af og til lyder dæmpede skud i det fjerne, og hvor palmer rasler foran soveværelserne, medmindre nogens melankolske hustru har beordret dem fældet, fordi de forstærker hendes længsel. Ned ad Grundlæggernes Gade ville jeg, forbi Mindernes Park og Pionerernes Park og det overflødige anlæg med monumentet over byens grundlæggere, som ingen kommer for at hylde.

Ad Synagogegaden ville jeg, ad Israels Stammers Gade og Olivengaden, spændt på, hvem af landbyboerne jeg nu ville møde, hvilke huse og længsler jeg nu ville blive inviteret ind i, hvor foruroligelsen og latteren denne gang ville melde sig. Jeg ville til Nordisrael, til den lille landsby Tel Ilan, som Amos Oz har gjort til rammen for en novellekreds, der ikke skuffer de højspændte forventninger, jeg altid vil have til en bog af denne israelske mesterforfatter.

Uhjemligt

»Den fremmede mand var ikke en fremmed«. Sådan begynder den første novelle og angiver dermed den zone af det ukendt-velkendte, det uhjemligt-hjemlige eller uhemmeligt-hemmelige, som Freud har navngivet med begrebet »das Unheimliche«. Det er denne zone, Oz' noveller befinder sig i, og som den døsige landsby drømmescenografisk bliver kulisserne for.

Alle novellerne handler om eksistenser, der forrykkes lidt fra deres vante adfærd, deres vante bane. Der sker noget ikke helt forklarligt, om end heller ikke helt uhørt. En ung soldat kommer ikke med bussen fra Tel Aviv, og hans ventende lægetante kan ikke lade være med at gennemsøge landsbyen efter ham, selv om han har angivet sin ankomst som mulig, ikke sikker. I et hus beboet af et gnavent gammelt tidligere Knesset-medlem, hans længselfulde enkedatter og en gådefuld arabisk-studerende lyder det om natten, som om nogen graver under gulvet. En fremmed, men alligevel bekendt mand kommer anstigende og behandler sin vært med en intimitet, der kulminerer ved at ende et ødipalt og arketypisk Oz-sted: i sengen hos værtens gamle mor.

Suspense

Der er en sitrende suspense i disse noveller spændingskurven stiger mærkværdigt foruroligende over de relativt trivielle spørgsmål, som lades med gådefuld kraft, og som vi aldrig får svar på: Hvem er den ikke-fremmede fremmede? Vil Gili Steiners elskede nevø nogensinde komme med bussen fra Tel Aviv? Hvorfra stammer gravelydene under Pesah Kedems hus? Hvad skal den 17-årige dreng Kobi Ezra dog gøre med alt sit dunkende, fortvivlede begær efter den 30-årige bibliotekar Ada Dvash, som bare giver ham Virginia Woolf at læse? Også novellernes titler bliver en slags gåder; de er alle, med undtagelse af den sidste, personbetegnelser i bestemt flertal, men med ubestemt reference: »Arvingerne«, »Slægtningene«, »De gravende«, »De fortabte«, »De ventende«, »De fremmede«, »De syngende«. Hvem graver? Hvem er fortabt? Hvem er de fremmede? Det får vi ikke noget klart svar på.

Personerne

Oz brillerer i persontegning i at opmale en person for os med et par enkelte penselstrøg. Mød eksempelvis den 17-årige Kobri Ezra:

»Han var ranglet og spinkel med tynde ben, mørk hud og et næsten bestandigt udtryk af trist undren i ansigtet, som om han lige havde været ude for en meget ubehagelig overraskelse. Han var iført støvede cowboybukser og en T-shirt, hvorpå der stod 'De tre giganters fest'.«

Eller mød hans attrås mål, den 30-årige bibliotekar: »Hendes øjne var varme og brune, og hun skelede let på det ene, hvilket kun gjorde hende endnu mere charmerende, som om hun skelede med vilje og næsvist. (...) Hun elskede sommerfrugter og holdt af let musik.« Og glæd dig særligt til at møde det tidligere Knesset-medlem Pesah Kedem, »en høj, ilter og hævngerrig pukkelrygget gammel mand«, som bestandig overgår sig selv i seriøst gnavent gammelmandsbrok. Ofte gentages beskrivelserne, både af personerne og af landsbyen, med en lettere Thomas Mann'sk ledemotivisk effekt.

Det tomme brændpunkt

I novellen om den fortvivlet forelskede 17-årige kommer et par ældre damer ind på biblioteket og brokker sig over en kendt israelsk forfatter, der skriver om de samme temaer igen og igen. Det kunne godt være Amos Oz, for vi genkender også i denne novellesamling forfatterskabets grundtemaer: De ulykkelige familiekonstellationer, den indestængte længsel og et folkefærd, der er lige så hæmningsløst pludrende, når det gælder politiske spørgsmål, som fatalt tavst, når det gælder de personlige og nogle gange helt konkrete lig i lasten. Og vi genkender grundtonen, hvor sorg og humor følges ad. Men der er en kraft i disse temaer og i denne tone, som gør, at Oz kan skrive på dem igen og igen, uden at hans prosa fortyndes eller slappes. Oz' israelske landsby ligger lige uden for verdens og eksistensens brændpunkt: med den israelsk-palæstinensiske konflikt rumsterende i lydkulissen og stor uforløst længsel og sorg rumsterende i personerne. Det er her, lige uden for brændpunktet, det hele sker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her