Havde jeg bare skulle fare lige i blækhuset efter anden akt, havde denne anmeldelse været en stående ovation i ord. Lynet slår ned, tilståelsen rammer, og sangere og orkester laver lige netop det, som Leonard Cohen kalder »the crack in everything, that's how the light gets in«. Det er intet mindre end himlens sluser, der står åbne, og kærligheden er genfødt ved kunstnerisk intervention, og aldrig har der været sunget smukkere i dette operahus. Hofmannsthal advarede mod det, men jeg er ked af at melde, at anden akts finale overgik hele operaen og stod som det absolutte klimaks, der overskyggede en ellers højspændt afslutning.
Der Frosch, kaldte Hofmannsthal og Strauss med en forkortelse deres opera. Die Frau ohne Schatten. Det er vel et godt navn for en opera, der endnu en gang kredser om Hofmannsthals yndlingstema, forvandlingen. Kys den og se, hvad der sker. Det Kongelige Teaters nye opsætning har været mere end 20 år undervejs. Så længe har det været en intention på Det Kongelige Teater at kysse Frøen, men først nu ved Michael Schönwandt og Kasper Bech Holtens exit som chefer ved Operaen er forestillingen blevet til virkelighed.
Himmelsk og jordisk
Operaen som sådan står som et stykke, der både er komplekst og besværligt i sine tilstræbelser og dog uhyre enkelt. Det er Hofmanns- thals og Strauss' Tryllefløjte, sådan som Rosenkavaleren var deres Figaros Bryllup. To par, et kejserligt og et mere jævnt par, skal gennem prøvelser finde hinanden. Hofmannsthal vælger eventyrets verden og at sætte operaen i to lag, et himmelsk og et jordisk. Det tog ham længe at finde frem til den endelige form og den endelige tekst og endnu længere tid for operaen at blive færdig, så længe, at verden selv havde forandret sig i en grad, der fik operaens selvudviklingstema til at blive et luksusproblem. Første Verdenskrig kom imellem og gjorde problematikkerne uaktuelle.
Kejseren har fanget en hvid hind, der forvandler sig til en smuk kvinde, som han gør til sin kejserinde på stedet. Men kvinden har ingen skygge, er ikke et rigtigt menneske og kan ikke få børn. Hun er barn af den guddommelige hersker Keikobad, men har af sin mor arvet en nysgerrighed overfor den menneskelige verden, som hun nu er havnet i uden dog at være helt overgivet til den. Med sig har hun sin amme. Keikobad har udsendt den forbandelse, at om kejserinden ikke inden et år har skaffet sig en skygge, bliver kejseren til sten, og de skal aldrig få hinanden. Derfor drager kejserinden til menneskene for at prøve at købe sig til en skygge. De havner hos farveren og hans kone, som er træt af sit liv med ham og er til fals for ammens tilbud om evig ungdom og elskere i bytte for frugtbarhedens skygge. Sælger hun sin skygge, sælger hun muligheden for at få børn. Se, det får de ufødte børn til at græde! Operaens omdrejningspunkt ligger i at få farversken til at indse, at hun ikke ønsker at bytte alligevel, og at få kejserinden til at se, at hun ikke kan købe sig til menneskelighed, men at det er noget, hun har. Idet kejserinden nægter at tage skyggen fra en anden kvinde, bliver hun menneskelig. Længere er den ikke.
Magiske overgange
Hofmannsthal ønskede, at denne opera skulle være både for de krævende og for dem uden forudsætninger. Han ønskede sig, at hans scener, hvor personerne og handlingen udspiller sig, skulle hæftes sammen af Strauss' musik, at musikken skulle være de magiske overgange, som vi alle fatter, men ikke har ord til. Mellem jordisk og himmelsk, fra den ene mentale tilstand til den anden. Dette fik han. Strauss' musik er guddommelig og jordnær og en rejse, man aldrig ønsker ender.
Tre akter af omkring en times varighed hver er ikke for meget. De slankeste orkesterspil helt ned til kammermusik og slankere endnu helt ned til violinens eller celloens solostemme udfoldes side om side med det fulde udtræk. Michael Schönwandt dirigerede det hele med hjerte og intelligens, og kapellet spillede simpelthen fremragende, både fint og ufint som et levende værksted. Sangerne fik et fantastisk musiktæppe at læne sig op ad, og hele staben leverede en sikkerhed, der er helt usædvanlig ved en premiere.
Ind under huden
Lad os sige det med det samme, både kejserens og kejserindens partier er ikke nemme. Det er farverens og farverskens og ammens heller ikke, men alligevel er det dem, der kommer til at stråle, også i denne udgave. Johnny van Hal som kejseren klarede de høje toner, og Sylvie Valayre som kejserinden fandt indimellem vej og åbenbarede en stemme, der gav mindelser om en Leontyne Price, men med en Linda Watson som farverske, James Johnson som farver og Susanne Resmark som amme var det kejserlige par svært udkonkurreret. Med stemmer som disse finder sangen vej helt ind under huden, så der ikke findes noget stærkere medie. For både kor og resten af solistbesætningen gjaldt det, at alle stemmer bar og klang uden at lade noget tilbage at ønske.
Kasper Bech Holtens opsætning er et værdigt farvel. I mine øjne, i hvert fald set ud fra højden i de første to akter, overgår han Ringen i denne opsætning, der først og fremmest er genial i sin scenografi og videoprojektioner. Hele handlingen udspilles i et idealiseret tegneserieunivers, der giver sangerne små kukkasser at udspille sig i. I dette univers bliver det surrealistiske realistisk, og operaen forløses med naturlighed og æstetisk tilfredsstillelse. Tredje akts fokus på kejserinden og hele stykkets opløsning til C-dur ville dog ikke helt blomstre i disse rammer, så ideerne stod mere spredte, og det sublime afløstes af en mere jævn slutning. Ærgerligt nok, for som sagt, anden akts finale var et højdepunkt i det nye operahus' historie. Farvel og tak!
Richard Strauss: 'Kvinden uden skygge'. Musikalsk ledelse: Michael Schönwandt. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Videodesign: Steffen Aarfing og Signe Krogh. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor. Solister: Johnny van Hal, Sylvie Valayre, James Johnson, Linda Watson, Susanne Resmark, Anna Rydberg, Ludvig Lindström, Peter Lodahl, Ylva Kihlberg m.fl. Operaen, til den 14. juni
