Læsetid: 3 min.

Vores spørgsmål til de gamles svar

Det giver ikke længere mening at være for eller imod moderniteten. Vi kan ifølge filosoffen Charles Taylor ikke stille de samme spørgsmål som vores bedsteforældre. Vi bliver nødt til at forholde os til de spørgsmål, som deres svar efterlader os med
7. maj 2011

Vores verden er fornuftig og gennemsigtig. Vi forstår vores virkelighed, og vi kan forklare den. Og vi forstår os selv som de mennesker i verdenshistorien, der har været mest oplyste og afklarede om, hvad der findes, og hvad der ikke findes. Nogensinde.

Sådan ser vi vestlige mennesker ifølge den canadiske filosof Charles Taylor på os selv og verden. Han er blevet 80 år gammel, han har gennem årtier og enorme værker forsøgt at redegøre for, hvordan vi kom hertil. Det er lige meget, om han har skrevet om religion, filosofi, videnskabsteori eller litteratur: Hans tanker handler om at besvare spørgsmålet om, hvad det vil sige at være moderne. Det gælder også hans nye samling af essays, som netop er udkommet. Han opholder sig ved det moderne. Det særlige ved Taylor er i den henseende, at han formår at redegøre mesterligt for den modernitet, som han forholder sig kritisk til. Man kan måske sige, at hans værk handler om at nå frem til en modernitetskritik, der anerkender det moderne livs moralske fremskridt og eksistentielle fortræffeligheder.

Død og lidelse

Vi er alle ifølge Taylor blevet moderne, og det giver ikke mening at være for eller imod moderniteten. Vi kan ikke, som han skriver i sin nye bog, stille de samme spørgsmål som vores bedsteforældre. Vi bliver nødt til at forholde os til de spørgsmål, som deres svar efterlader os med.

Således skitserer Taylor i et essay om moralfilosofi vores enighed om visse grundlæggende antagelser: Livet i sig selv er et mål for os, det er både en privat ambition og et fælles projekt at udskyde døden og undgå lidelser. Der er ingen værdier eller principper, som står over det enkelte liv, og som kan retfærdiggøre, at mennesker bliver ofret. Sådan har det naturligvis ikke altid været: Livet i sig selv har ikke for alle altid været det højeste mål, og lidelse har ikke kun været noget, man skulle slippe af med.

Men de institutioner, som tidligere gav døden og lidelsen en mening, har vi frigjort os fra. Og det er en frigørelse, at der ikke længere er overhoveder, som fortæller undersåtter, at deres elendighed tjener en højere sag. Og det er et solidarisk fremskridt, at vi kun i undtagelsestilfælde kan betragte andre mennesker som midler til at opnå et højere mål.

Men denne måde at se verden på skaber også problemer: Død og lidelser er en væsentlig del af den menneskelige tilværelse. Hvis man ikke kan finde nogen mening med død og smerte, får man meget svært ved overhovedet at tale om det og forholde sig til det, når det bliver påtrængende for mennesker omkring os. Vi er med andre ord gode til at kæmpe for, at andre ikke skal lide, men vi er dårlige til at være sammen med dem, når de skal dø.

Humanismes grænse

Den kultur, der hylder livet som højeste værdi, bliver på den måde præget af en fortrængning af døden og ulykken, som er grundlæggende ved livet. Noget tilsvarende kan siges om den moderne humanismes forhold til naturen. Den har ikke værdi i sig selv, men bedømmes efter, om vi kan bruge den til noget: Vi kan spise den, drikke, nyde, se på den og beskytte os imod den, og vi kan være bange for, at den bliver ødelagt som vores livsgrundlag. Men naturen som sådan er det ikke til at se meningen med.

Den moderne forståelse af livet skaber ifølge Taylor en konflikt mellem tre positioner: Der er de sekulære humanister, der er dem, der tænker i kraft og storhed, og så er der dem, som tror på noget ud over det enkelte liv. Den sekulære humanist sætter tryghed og velstand som de højeste mål for menneskelivet, kraftdyrkeren sætter sports- præstationer, kunstneriske mesterværker og heltegerninger som det højeste, og dem i den tredje kategori sættet forskellige religiøse forestillinger som det vigtigste i verden.

Selv tilhører Charles Taylor den tredje kategori, men det, der gør ham til en så fremragende tænker, er hans redelige og præcise beskrivelse af de to første kategorier. For ham er tænkningen ikke en kamp mellem nogen, man holder med og andre, man er imod. Den kan derimod skabe forståelse mellem humanisten, krafttænkeren og den religiøse, om at deres svar er forskellige måder at forholde sig til de samme spørgsmål på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu