Når Catherine Denueve og Gérard Depardieu et stykke inde i François Ozons Potiche kaster sig ud i en discodans for kameraet, er det på rørende vis som at se to gamle venner folde sig ud. Begge de franske stjerner slæber et hav af referencer med sig, og en stor del af fornøjelsen ved Ozons letbenede komedie er at relatere deres scener til tidligere oplevelser med dem på lærredet, hver for sig såvel som sammen i film som François Truffauts Den sidste metro (1980) og senest André Techinés Les temps qui changent (2004).
I en alder af 67 år suger Catherine Deneuve stadig ens øjne til sig, og hun sender i den indledende sekvens flot filmen ud over de fjollede stepper, når hun iført pang-rødt joggingtøj på komisk vis falder i svime over naturens små mirakler.
Så er tonen sat for en uhøjtidelig komedie, hvis anden store styrke er de kulørte kostumer og den sprudlende scenografi, som man heller ikke bliver træt af at gå på opdagelse i. Det er f.eks. ikke tit, man ser en telefon betrukket med grøn velour ...
Pyntesygt paraplydrama
Det franske ord 'potiche' refererer normalt til en vase eller pynteting uden en særlig funktion. Overført bruges ordet nedsættende om trofækoner, som helst kun skal ses og ikke høres. Som manden (Fabrice Luchini) til denne films pyntedukke (Catherine Deneuve) følsomt formulerer det: »Du skal bare mene det samme som mig. Alt andet er spild af tid.« Ved historiens start i de farverige halvfjerdsere er Catherine Deneuve som Suzanne Pujol indforstået med kun at have en identitet som sin mands kone i det perfekte hjem. Som følge af arbejderoprør og krise på den paraplyfabrik, som hendes mand har giftet sig til gennem hende, får hendes mand imidlertid et hjerteanfald. Suzanne overtager roret, og hun viser sig at have meget mere tæft for ledelse og kommunikation end sin enerådige mand. Hun viser sig også at have en række overraskelser bag sig i det, som ellers har virket som et kedeligt koneliv ved mandens side.
Elegant fjolleri
Med film som Under Sandet, 8 Kvinder eller Swimming Pool har François Ozon længe været leveringsdygtig i skønne kvinderoller til forrygende skuespillerinder som Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier. Her er Catherine Deneuve filmens epicenter, men hun får sjovt modspil fra den altid vanvittigt ekspressive Karin Viard som mandens sekretær og Judith Godrèche og Jérémie Renier som datter og søn. Fabrice Luchini og Gérard Depardieu leverer varen som mændene omkring Suzanne, men det er svært at stjæle billedet fra en naturkraft som Deneuve, som til sidst indtager salen med en sang om livets skønhed.
Potichebygger på et teaterstykke af Pierre Barillet og Jean-Pierre Grédy fra 1980. Som med Dråber på hede sten og 8 Kvinder har Ozon selv stået for adaptationen, og han har tilsyneladende skrevet den afsluttende del til, hvor Suzanne går ind i politik. Hvis man vil, kan man godt læse en spejling af nutidens finanskrise ind i konflikterne på paraplyfabrikken, men filmens behandling af spørgsmål om klasse og køn stikker aldrig dybt. Det gør ikke så meget, når man er så dygtig til overflader og den svære kunst at skabe elegant fjolleri, som kamæleonen François Ozon er i Potiche. Mens Suzanne viser sig at have mere ben i næsen end først antaget, lader filmen selv til at være godt tilfreds med at se godt ud og være behageligt selskab. Potiche er en hyggelig bagatel, selv om Catherine Deneuve næsten får den til at fremstå som mere.
