Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det andet Amerika

Med inspiration fra ældre koryfæer og nyere ikoner er der for tiden grøde i en folk-inspireret og dybt amerikansk musikstil, som vender blikket bort fra storbyerne og medieræset og retter det mod naturen og livets gang på landet uden at sky hverken det tragiske eller det grusomme
Kultur
21. juni 2011

Fjernt fra bykerner, hitlister, klub- og natteliv, hårdtpumpede R&B-babes og dyre drenge i endnu dyrere biler og alle de andre ofte voldsomme stereotyper, der præger mediebilledet, findes et andet Amerika, ja, vi befinder os langt ude på landet her. For der findes kunstnere, som ikke drømmer om at gøre lykken i L.A. eller NYC, men benytter obskure byer i lidet glamourøse delstater som base og inspiration. At de fleste nutidsmennesker bliver dybt chokerede, når de opdager, at naturen stadig ligger der og kan tjene som både inspiration og næring for enkelte vildfarne sjæle, er der intet nyt i.

Men de rurale stemninger er det seneste tiår krøbet tilbage i musikken, hvad enten vi taler Midlake, My Morning Jacket, Devendra Banhart, Grizzly Bear samt Mumford & Sons, hos hvem ekkoet fra britiske ikoner som Nick Drake, (tidlige) Fairport Convention, Incredible String Band m.fl. og amerikanske koryfæer som The Band, Crosby, Stills, Nash & Young og mange andre er hørbart, blandet godt op med alskens obskure navne fra rockens Store Glemmebog og parret med nutidige påvirkninger. Her tre fine udgivelser i den genre:

Hvis man som undertegnede fandt, at det selvbetitlede debutalbum fra den amerikanske sekstet Fleet Foxes var sommerens plade i 2008, har der været grund til spænding hvad angik efterfølgeren. At den så har været ikke mindre end tre år undervejs, siger måske noget om den præstationsangst, der har ramt såvel gruppen som dens prime mover, sangskriveren, sangeren og multiinstrumentalisten Ronin Pecknold. Nu er den her og over 12 sange og under den sigende titel Helplessness Blues (og her skal blues forstås som en tilstand, ikke en musikalsk genre, for der er ikke skyggen af blues at finde her) er det bare at gå om bord.

Esoterisk og unik

Har den været værd at vente på? Ja, er man beredt på mere af det samme, om end voldsomt forfinet og med større spændvidde, skulle der ikke være grund til ængstelse. De har hverken sat særpræg eller trangen til overjordisk skønhed overstyr, hvad man kun kan glæde sig over.

Ifølge Pecknold kostede arbejdet med denne plade ham hans parforhold (måske deraf titlen), men det er sgu billigt sluppet for at have skabt et så esoterisk og unikt værk, som det foreliggende. Teksterne er massivt lyriske og nogle gange uigennemtrængelige, andre gange rørende enkle og påvirket af alt fra Biblen til Yeats, men det er nok som melodiskaber Pecknold udviser størst originalitet, thi hvert eneste nummer er umiddelbart identificerbart som Fleet Foxes. Og som tilforn vrimler det med bizarre instrumenter af den art, man primært forventer at finde på et musikmuseum, ikke mindst multiinstrumentalisten Casey Wescott synes at have en forkærlighed for grej, ikke en mors sjæl har hørt om, men det er alt sammen med til at give gruppen sin lettere ujordiske klang. Og vokalarbejdet er som altid skræmmende raffineret og komplekst, det befinder sig et udefinerbart sted mellem gregoriansk kirkesang, The Beach Boys i de tidlige 1970'ere og sen Simon & Garfunkel, men ikke desto mindre både originalt og lækkert som bare pokker.

Et andet gennembrud i 2008 var enmandsforetagendet Bon Iver (en bevidst fejlstavning af 'god vinter' på fransk bon hiver), som er identisk med sangeren, sangskriveren og guitaristen Justin Vernon, der havde en fortid i det obskure indieband DeYarmond Edison.

Modsat Fleet Foxes øjeblikkelige gennembrud listede Bon Ivers debutskive, For Emma, Forever Ago (udsendt i starten af 2008) sig ind ad bagdøren hos sine lyttere, og lige så stille spredte rygtet sig om dens kvaliteter sig, således at den ved årets slutning endte på en del lister over årets bedste. Det var en plade, der osede af villet ensomhed, indadvendthed, refleksion og alt sammen præsenteret på den smukkest tænkelige facon. Stilistisk beslægtet med navne som Bonny Prince Billy, Sparklehorse og Iron & Wine besad den til fulde den 'store hvide følsomhed' på den gode, givende måde, helt fri for flæb.

At Bon Iver talte Kanye West (!) blandt sine fans, fremgik af, at Justin Vernon dukkede op som vokalist på mesterværket My Beautiful Dark Twisted Fantasy sidste år, og nu er han tilbage med den svære toer, der såmænd hedder Bon Iver, Bon Iver.

Smuk, smuk sangstemme

I mellemtiden har det udviklet sig til et mere regulært band, men efter at have erhvervet sig en nedlagt dyrlægeklinik på landet i Wisconsin og ombygget dens tilhørende swimmingpool til et moderne studie, har Vernon kunnet køre sin vision ud og resultatet er på mange måder debuten overlegen.

Instrumenteringen er både mere afvekslende og idérig, sangene simpelthen bedre, og han synger så smukt, så smukt, at man må sig forbarme. Disse 11 rygradsrislende kompositioner er så vanedannende, at det er skræmmende.

Modsat de to andre kunstnere er oktetten Okkervil River nærmest veteraner, idet gruppen har seks album samt det løse under bæltet. Det seneste i rækken hedder I Am Very Far, og det adskiller sig fra, hvad man har vænnet sig til fra den kant. Væk er de store koncepter, der har kendetegnet bandets seneste tre-fire skiver til fordel for en stribe rimelig lige ud af landevejen skæringer, som tilmed for en stor dels vedkommende nærmest rocker! Ikke at frontmand og sangskriver Will Self er blevet en mærkbart gladere person, misantropien og det gysende sorte udsyn løber stadig på kryds og tværs i det som altid voldsomt tvetydige tekstunivers, men musikken har fået en udadvendthed, der klæder den. Det folkede er her trængt i baggrunden for noget på den ene side klangligt mere syret og på den anden et rytmisk, mere dynamisk drive, der må gøre materialet velegnet til at spille live. Okkervil River benytter et hav af akustiske og elektriske instrumenter, men skyr heller ikke brugen af, hvad der lyder som klassiske synthesizers, hvilket er med til at gøre lydbilledet livligt og afvekslende. Det er Self selv, der for første gang har sat sig i producerstolen, og når han går til makronerne, giver det sig udslag i et detaljemættet og omskifteligt lydbillede, man gerne lader sig opsluge af. Måske ikke på niveau med mesterværket Black Sheep Boy (2005), men stadig en givende udgivelse fra et ensemble, der ikke er bange for hverken forandringer eller udfordringer.

Fleet Floxes: Helplessness Blues (Bella Union/Cosmos Music). Er udkommet

Bon Iver: Bon Iver, Bon Iver (4AD/Playground). Udkom i går

Okkervil River: I Am Very Far (Jagjaguwar/VME) Er ude

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her