Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Cornelis

Kultur
9. juni 2011

Som fan af den virtuose troubadour Cornelis Vreeswijk sætter man med en vis bæven Amir Chamdins biopic Cornelis i dvd-afspilleren. Nedtursskildringer har man set nok af, men heldigvis er Amir Chamdin mere interesseret i kunstneren Cornelis end i hans personlige kriser, branderter, skatteproblemer og fængselsbesøg. Det finder plads, men musikken er i centrum. Antonia Pyks manuskript favner bredt, fra traumatiserende barndomsminder i Holland under Anden Verdenskrig til Cornelis' alt for tidlige død efter at have været en dundrende succes for en ny generation på Roskilde Festivalen i 1987. Som dramatisk fortælling er filmen et hektisk og flagrende bekendtskab, men den er fuld af skønne sange. Norske Hans Erik Dyvik Husby, kendt som sanger i rockbandet Turbonegro, er overbevisende i den krævende hovedrolle, og David Dencik er fremragende som Cornelis' troubadourrival Fred Åkerström. Filmen genskaber stemningsfuldt en tid, hvor udlændingen Cornelis' musikalitet og swingende sans for hverdagspoesien i det svenske sprog sendte ham til tops på hitlisterne med Beatles og Rolling Stones, og de senere punktnedslag giver en fornemmelse af udviklingen i hans musik og tekster. Nye fans kan sagtens starte her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her